Et mørkt kapitel, som Tjekkiet fortsat vægrer sig ved at tale om
Visse historiske begivenheder bliver der ganske enkelt tiet ihjel i offentligheden. Byen Postoloprty er netop et sådant sted. Skaberen af en helt ny dokumentarfilm udtrykker det meget direkte: Som samfund har man endnu ikke anerkendt den brutale massakre på tyske civile, der fandt sted i kølvandet på Anden Verdenskrig.
Dette er ikke blot en utilsigtet forglemmelse i historiebøgerne. Der er derimod tale om en yderst bevidst fortielse, som er foregået systematisk gennem årtier.
Hvad skete der egentlig i Postoloprty?
Umiddelbart efter krigens afslutning i 1945 dannede Postoloprty rammen om en af de allermest blodige hændelser under den såkaldte vilde fordrivelse. Her likviderede tjekkerne hundredvis af sudeter-tyskere, og ofrene talte både mænd, kvinder og ældre mennesker. Deres lig blev efterfølgende dumpet i enorme massegrave.
Fageksperter og historikere kender udmærket til tragedien. Alligevel bliver emnet skubbet helt ud i periferien af den offentlige debat, da mange tydeligvis anser tavsheden for at være langt mere behagelig end at skulle se sin egen nations mørke fortid i øjnene.
Instruktøren: Det betragtes stadig som et voldsomt tabu
Den erfarne dokumentarist, der nu har dykket ned i den dystre fortælling, pakker på ingen måde sine konklusioner ind. Han påpeger, at den tjekkiske befolkning godt er klar over, at der skete et eller andet dengang. Man nægter dog stædigt at tage det fulde ansvar for, hvad der helt præcist foregik, og hvorfor det skete.
“Det er stadig et tabu,” understreger instruktøren. Målet med den nye dokumentarfilm er netop at rykke ved denne fastlåste tilstand. Ambitionen er at gennembryde den bekvemme tavshed, der omgiver et af de sorteste kapitler i Tjekkiets efterkrigshistorie.
Hvorfor er denne historie overhovedet relevant i dag?
At slutte fred med fortiden er ikke en opgave, der udelukkende tilhører akademiske historikere. Det handler i allerhøjeste grad om national integritet og evnen til at betragte sit eget lands historie fuldstændig usminket. Mens den tyske stat for længst har vedkendt sig sin skyld under krigen, hænger Tjekkiets egen anerkendelse af efterkrigstidens vold mod tyskerne alvorligt i bremsen.
Tragedien i Postoloprty står ikke alene, men fungerer snarere som et kraftfuldt symbol. Netop derfor er den aktuelle udgivelse meget mere end blot en almindelig film. Den er en direkte opfordring til at tage hul på en svær og smertefuld dialog, som konstant bliver udskudt i Tjekkiet.
