Arven efter Emmanuel Macron

Vis pastaparty.dk oftere i Googles søgeresultater.

Tilføj pastaparty.dk til Google

Udfordringen ved at skabe et langtidsholdbart parti

Da Valéry Giscard d’Estaing trådte tilbage som præsident for Den Franske Republik tilbage i 1981, efterlod han et politisk midterparti på randen af kollaps. Alt tyder nu på, at historien vil gentage sig med Emmanuel Macron, når han efter planen forlader Élysée-paladset om blot et år.

For et årti siden formåede den nuværende franske leder at skabe enorm begejstring og opbygge sin helt egen politiske maskine, fuldstændig ligesom sin forgænger. Dette folkelige initiativ startede som bevægelsen En Marxa!, hvis initialer bemærkelsesværdigt nok matchede stifterens egne. Senere skiftede formationen identitet til La República En Marxa, og da den branding mistede pusten, faldt valget på Renaixement i et forsøg på at samle de europæiske liberal-demokrater. Netop denne konstante udskiftning af navne tegner et ret tydeligt billede af en organisation med indre fundamentale udfordringer.

Kombinerer man denne strategiske forvirring med en mangelfuld lokal forankring, manglen på regionale præsidentposter og ganske få afgørende borgmestertitler, står partiets fremtidige eksistens lysende klart. Det politiske rum omkring præsidenten mangler ganske enkelt en åbenlys arvtager.

Hvem kan løfte den politiske arv?

Borgmesteren i Le Havre, Édouard Philippe, der fungerede som præsidentens første regeringsleder fra 2017-2020, tegner sig stadig som vælgernes klare favorit. Han spås af mange som den stærkeste profil til at udfordre Le Pen og hendes parti Reagrupament Nacional i en eventuel anden valgrunde. Meningsmålingerne har peget i denne faste retning lige siden han trådte ud af Matignon, endda før den brede offentlighed kunne forudse macronismens videre udvikling.

Selvom han ikke betragtes som en direkte kronprins, udgør han paradoksalt nok det absolut stærkeste kort til at forsvare det brede politiske fundament, som er blevet bygget op. Politisk kapital fungerer ofte som energi: det forsvinder ikke, det skifter blot form. Édouard Philippe repræsenterer nemlig arven fra den franske højrefløjs pragmatiske midte, en velkendt position der historisk set oftest blev forbundet med Alain Juppé. Denne brede appel kan potentielt samle alt fra konservative støtter af det nuværende styre til klassiske gaullistiske højrefløjsvælgere, som for enhver pris nægter at stemme på den yderste højrefløj.

Udfordrerne og de forsvundne muligheder

En anden oplagt arving burde på papiret være Gabriel Attal, partiets generalsekretær og en tidligere, yderst kortvarig premierminister. Alligevel tegner der sig et intenst billede af en leder, der ifølge inderkredsen allerede bærer kimen til et politisk nederlag med sig, selvom det sjældent italesættes i fuld offentlighed. Til trods for hans nuværende status i organisationen, må han kigge langt efter formandens opbakning på grund af et stærkt anspændt brud mellem de to aktører.

Kigger man analytisk på rækken af tidligere regeringsledere som Castex, Borne, Barnier og Bayrou, er absolut ingen af dem reelle brikker i det fremtidige magtspil. Samtidig betragtes den siddende magthaver i premierministeriet, Sébastien Lecornu, overvejende som en teknokratisk administrator uden de store langsigtede ambitioner for præsidentposten.

Andre toneangivende profiler befinder sig ligeledes milevidt uden for succesionsrækkefølgen. Præsidenten for Assemblea Nacional, Yaël Braun-Pivet, opererer primært på egen hånd og mangler det brede rygstød til at overtage lederskabet. Den magtfulde europæiske kommissær Stéphane Séjourné holder til i Bruxelles, mens den indflydelsesrige tidligere minister Richard Ferrand har trukket sig tilbage for at sidde i spidsen for det uafhængige Consell Constitucional.

Summen af disse begivenheder får i stigende grad analytikere til at konkludere, at det nuværende projekt måske blot bliver en parentes i Frankrigs moderne historie. Landets grundlov forhindrer som bekendt et tredje sammenhængende mandat for en siddende præsident. I sidste ende er den eneste reelle og troværdige arving til Emmanuel Macron muligvis Emmanuel Macron selv – men først når kalenderen skriver 2032.

Scroll to Top