Det skjulte mesterværk i biografmørket
Det er ikke en klassisk Hollywood-blockbuster med levende skuespillere, men derimod en animationsfilm, der diskret indtog biograferne tilbage i 2010. I dag betragtes den med rette som en absolut klassiker. Det helt store omdrejningspunkt er lydsiden, der blev skabt for 16 år siden. Manden bag noderne bliver sjældent fremhævet i de store medier, selvom stort set alle biografgængere genkender hans fængende melodier.
Dette fænomen er et fantastisk bevis på, hvordan et gennemført soundtrack kan forme vores overordnede oplevelse af et værk. Filmsagkyndige har i årtier understreget, at netop et storslået, symfonisk arrangement kan løfte tegnet indhold til nye, uforglemmelige højder. Forskning i filmpsykologi understøtter desuden, at vores følelsesmæssige respons på musikkens bølgeskvulp ofte hænger langt bedre ved end selve dialogen.
Værket blander på mesterlig vis en kølig, nordisk atmosfære med pompøs Hollywood-orkestrering. Resultatet er en magisk symfoni, der fortsat bjergtager sit publikum. Lytter man til lydsporet i dag, helt isoleret og uden billeder, vækker det de præcis samme intense følelser i kroppen som ved den allerførste biograftur.
Flyvescenen, der med det samme giver kuldegysninger
Fortællingen fører os ud til en barsk vikingebosættelse på en øde ø, omkranset af iskolde bølger og stejle, farlige klipper. Himmelen er rolig, mens spredte skyer langsomt driver over horisonten. Filmens unge hovedperson spænder intenst udrustningen fast på sin kulsorte drage, sætter sig til rette i sadlen og mander sig op. Et splitsekund senere kaster de sig ud fra bjergsiden og dykker mod afgrunden.
Det er hans allerførste rigtige flyvetur i luften. De indledende manøvrer er klodsede og mærket af panik, men hurtigt forvandles de til frygtløse dyk og vilde akrobatiske manøvrer. Kameraet følger med i et nådesløst tempo; først i et voldsomt frit fald, for derefter at skyde direkte mod skyerne. Som tilskuer får man følelsen af selv at svæve over det uendelige hav, klamrende sig til dyrets enorme ryg.
Det er netop i dette afgørende øjeblik, musikken brager igennem. Den forvandler en actionmættet sekvens til rendyrket, sårbar følelse. Allerede ved de første takter fornemmer man en berusende blanding af fare og eufori. Scenens magt udspringer ikke alene af flot 3D-animation eller klipning. Det er de hvirvlende strygere, de tunge trommer og de aggressive blæsere, der tilføjer en dybde, som efterlader publikum med kuldegysninger, selv mange år senere.
John Powell – mesteren bag tonerne, de færreste kender
Den musikalske tryllekunstner bag disse uforglemmelige toner hedder John Powell. Den dygtige britiske komponist har gennem en lang årrække komponeret lydspor for de største filmstudier. Mens nørdede filmmusik-entusiaster straks genkender hans navn, befinder han sig stadig en smule i skyggen hos det brede publikum. Oftest er det brancheikoner som John Williams, James Horner eller Ennio Morricone, der stjæler overskrifterne, til trods for at Powells eget bagkatalog er dybt imponerende.
Når det gælder spillefilm med rigtige skuespillere, har han blandt andet leveret musikken til:
- Vtrhni do pekla – en neglebidende og intens thriller fra slutningen af 90’erne.
- The Bourne Identity samt de efterfølgende hæsblæsende kapitler om Jason Bourne.
- Hancock – en utraditionel superheltefilm spækket med mørkere undertoner.
- Solo: Star Wars Story – det tempofyldte rumeventyr i en galakse langt, langt væk.
Det er dog primært i animationsverdenen, at hans unikke, legende stil for alvor slår gnister. Særligt hos studiet DreamWorks har komponisten nydt godt af utrolig frihed til at forene klassiske symfonier med de fængende rytmer, der kendetegner moderne familiefilm. Universitetsforskere med ekspertise i filmmusik fremhæver ofte, at netop den tegnede genre tildeler komponister et enormt lærred til voldsomme, følelsesmæssige udbrud.
Tegnefilmene, der skylder hans musik deres sjæl
Et dyk ned i hans omfattende projektliste afslører, hvordan hans kreative kompositioner har defineret store biografoplevelser for hele generationer. Udover den verdenskendte dragefortælling står han bag musikken til adskillige andre gigantiske succeser for DreamWorks.
Størstedelen af publikum er bare ikke klar over, at den samme mand trækker i trådene på tværs af de forskellige film. Hans lydmæssige aftryk er nemt at genkende, men det er altid dybt forankret i den specifikke fortælling. Powell overdøver ufatteligt sjældent billedsiden. Han agerer derimod som en formidabel, usynlig medfortæller, der løfter scener, som uden musik måske ville være forblevet let forglemmelige.
Indsigt fra dedikerede medieeksperter ved University of Southern California har vist en sjov tendens: Biografgængere husker oftere lydspor fra animerede film langt bedre end fra traditionelle spillefilm. Dette bekræfter fuldstændig genialiteten i Powells faglige tilgang. Hans bemærkelsesværdige talent for at smede melodier, der brænder sig fast efter blot en enkelt gennemspilning, aftvinger massiv respekt i den etablerede branche.
Sådan blev dragefortællingens magiske lydspor vakt til live
Processen bag det allerførste kapitel om de gæve vikinger startede usædvanligt tidligt for komponisten. Skaberne bag filmen forsynede Powell med et solidt og gennemarbejdet plot, som primært var illustreret med grove stregtegninger. I diverse interviews har han tidligere fortalt, at han så gennemsynsmaterialet over et halvt år inden den endelige premieredato.
Selv helt uden den færdige animation krøb historien ind under huden på ham – “alting sad bare lige i skabet”, fortalte han efterfølgende. Det gav ham en uvurderlig chance for at dykke ned i universet og komponere de overordnede temaer i utrolig god tid. Man kan næsten drage en parallel til metodisk skuespil. En komponist er nødt til oprigtigt at tro på handlingen og fornemme karakterernes drivkraft for at levere sit ypperste.
Først i denne symbiose begynder melodierne for alvor at klæbe sig til billederne. I dette specifikke værk var det fortællingen om at bryde med normerne, om uventet venskab og personlig udvikling, der tændte den gnist. Førende neurologer fra Max Planck Institute for Human Cognitive and Brain Sciences har faktisk bevist, at musik indkapslet i en historie aktiverer nogle helt andre kognitive centre i hjernen, end når vi lytter til musik uden kontekst. Det kaster lys over, hvorfor fans reagerer så kraftfuldt i biografmørket.
Derfor efterlader netop dette soundtrack et dybt aftryk
Årsagerne bag lydsporets voldsomme succes er mangefacetterede. Blandt de mest dominerende faktorer, der konstant fremhæves, er:
- T
