- En omfattende analyse af produktionskapaciteten i 186 nationer har afsløret en opsigtsvækkende virkelighed: Mere end en tredjedel af verdens lande kan højst brødføde deres befolkning inden for to af de syv primære fødevarekategorier.
- Dyrkning af grøntsager udgør en massiv strukturel udfordring på globalt plan, idet blot 24 procent af de undersøgte markeder formår at forsyne sig selv med disse afgrøder.
- Mange nationale forsyningskæder er bygget op omkring én enkelt dominerende handelspartner, hvilket skaber en enorm og farlig sårbarhed over for pludselige kriser i leverancerne.
Kun én nation i verden er fuldstændig selvforsynende
En nylig undersøgelse publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Food evaluerer forsyningssikkerheden på tværs af 186 lande. Forskere fra Göttingen Universitet og Edinburgh Universitet har under ledelse af dr. Jonas Stehl kulegravet de globale markeder baseret på fødevaregrupper fastsat i ernæringsanbefalingerne fra WWF Livewell. De banebrydende resultater blev præsenteret for verden i 2025.
De analyserede kategorier i undersøgelsen omfatter følgende:
- frugt
- grøntsager
- mejeriprodukter
- fisk
- kød
- bælgfrugter
- nødder og frø
- stivelsesholdige fødevarer
Overraskende nok er Guyana den eneste stat på kloden, der opnår total uafhængighed på fødevareområdet. Den sydamerikanske nation, som huser cirka 850.000 indbyggere, har sikret sin forsyning gennem massive statslige investeringer. Denne målrettede økonomiske strategi har resulteret i, at de nationale landbrugsudgifter er steget med næsten 470 procent.
Regeringen i Guyana har blandt andet truffet beslutning om at tredoble det samlede areal for majs- og sojamarker – fra 4.047 hektar til 12.141 hektar. Denne voldsomme udvidelse af produktionsarealet har fuldstændig elimineret behovet for at importere udenlandsk dyrefoder til landbruget.
Lige i hælene på den sydamerikanske frontløber finder vi Kina og Vietnam, der begge formår at dække befolkningens behov i seks forskellige fødevarekategorier.
Statistikken understreger sagens alvor, da blot 1 ud af 7 lande er selvforsynende i minimum fem grupper. Samtidig viser dataene, at over en tredjedel af de analyserede stater – primært på det afrikanske kontinent – maksimalt kan dække to områder selv.
I den modsatte ende af skalaen står en række markeder med en score på 0, hvilket indikerer en 100 procent afhængighed af eksterne leverandører:
- Afghanistan
- De Forenede Arabiske Emirater
- Irak
- Macao
- Qatar
- Yemen
Hvor mange lande producerer tilstrækkeligt med grøntsager?
Forskningen blotlægger nogle ekstreme ubalancer i den globale landbrugsproduktion. Hele 65 procent af verdens stater kan fremvise en decideret overskudsproduktion af kød og mejeriprodukter. Til gengæld er manglen på friske grøntsager det absolut største globale problem, idet kun 44 nationer lever op til selvforsyningskravene her, hvilket svarer til beskedne 24 procent af de undersøgte markeder.
Antallet af lande, der reelt er i stand til at brødføde egne borgere, varierer drastisk alt afhængigt af den specifikke fødevaretype.
Forskernes detaljerede gennemgang præsenterer følgende fordeling af uafhængige markeder:
- 120 markeder er selvforsynende med kød
- 88 markeder er selvforsynende med frugt
- 87 markeder er selvforsynende med mejeriprodukter
- 85 markeder er selvforsynende med bælgfrugter, nødder og frø
- 84 markeder er selvforsynende med stivelsesholdige fødevarer
- 47 markeder er selvforsynende med fisk
Problemet med importafhængighed rammer også velhavende europæiske nationer hårdt. Eksempelvis er Tyskland kun i stand til at dyrke 35 procent af den anbefalede grøntsagsmængde på eget territorium.
Situationen er ligeledes kritisk i Storbritannien, hvor man er tvunget til at købe udenlandske varer fra fem forskellige kategorier og kun opnår uafhængighed inden for kød- og mejeriproduktion. Faktisk eksisterer der ikke en eneste samlet økonomisk blok i verden, som kan garantere fuld uafhængighed i blot halvdelen af de evaluerede fødevarekategorier.
Hvorfor er national forsyningssikkerhed så vanskelig at opnå?
Rigtig mange lande opbygger deres fundamentale forsyning omkring én primær samhandelspartner, der ofte står for leveringen af mere end 50 procent af de importerede varer. Mellemamerika udgør et klassisk eksempel på dette fænomen, da regionen henter størstedelen af sine stivelsesholdige fødevarer direkte fra USA.
Den anerkendte økonom dr. Jonas Stehl fra Göttingen Universitet advarer stærkt mod de iboende farer ved denne type handelsstrukturer. Han fremhæver, at en tung afhængighed af specifikke eksportlande kan efterlade nationer i en ekstremt sårbar og forsvarsløs position.
Eksperten pointerer dog samtidig, at en ukritisk jagt på absolut selvforsyning ikke nødvendigvis er den mest fornuftige økonomiske vej at gå.
Ifølge dr. Jonas Stehl er en lav grad af egenproduktion nemlig ikke automatisk et tegn på fiasko. Han forklarer, at der findes yderst logiske og ofte meget profitable årsager til, at et land vælger ikke selv at fremstille størstedelen af sit fødevarebehov.
Oftest er det rent naturgivne forhindringer, der spænder ben for den lokale dyrkning:
- utilstrækkelige mængder nedbør
- mangelfuld og næringsfattig jordkvalitet
- ugunstige og ustabile temperaturforhold
I utallige scenarier kan det simpelthen bedre betale sig at importere varerne frem for at tvinge en lokal produktion igennem. Ikke desto mindre opstår der jævnligt voldsomme krisesituationer, hvor manglen på intern landbrugsproduktion rammer befolkningen uforholdsmæssigt hårdt. Dr. Jonas Stehl understreger i den sammenhæng, at netop den lave selvforsyningsgrad kan lamme et lands evne til at afværge pludselige chok i de globale forsyningskæder – hvad enten truslen består af langvarig tørke, væbnede konflikter eller pludselige eksportforbud.
Den stigende internationale opmærksomhed på landbrugssuverænitet hænger uløseligt sammen med det aktuelle geopolitiske klima. Afslutningsvis vurderer dr. Jonas Stehl, at det fornyede og intense fokus på national fødevareuafhængighed fungerer som et tydeligt spejlbillede af bredere politiske strømninger. Dette inkluderer en spirende nationalisme samt et udtalt ønske hos mange statsoverhoveder om at kappe båndene til dominerende udenlandske partnere.
