Stille arv på havbunden
Dybt nede i Norskehavet ligger et tavst minde fra den kolde krig, som sank i 1989. Ubåden K-278 Komsomolec gik ned efter en voldsom brand om bord. Dette atomdrevne fartøj udskiller stadig radioaktive stoffer i det skjulte. Selv om den direkte fare for mennesker og miljø virker begrænset lige nu, peger forskere på dystre fremtidsudsigter. Frygten bunder i den tiltagende rust på stålskroget og faren for et totalt kollaps af selve reaktorrummet.
Da ilden raserede K-278 Komsomolec i april 1989, mistede snesevis af besætningsmedlemmer livet. Fartøjet hviler i dag på hele 1 680 meters dybde. Mens hændelsen for længst er gledet i baggrunden hos den brede offentlighed, holder forskere konstant et vågent øje med stedet. Det indbyggede atomreaktorsystem gør nemlig dette vrag langt mere kritisk end et almindeligt forlist skib. Siden 1990’erne har internationale eksperter systematisk overvåget området for at registrere lækager af farligt materiale og analysere dets spredning i havvandet.
Pludselige udslip i stedet for en konstant strøm
En nylig videnskabelig gennemgang af mange års måledata tegner et tydeligt billede af situationen. Skroget forfalder med hastige skridt, hvilket resulterer i, at radioaktive skyer periodisk frigives til havet. Det drejer sig imidlertid ikke om et jævnt og uafbrudt udslip.
Følsomt måleudstyr fanger primært kortvarige, men yderst kraftige udledninger. Disse udbrud stammer beviseligt fra særligt nedbrudte dele af konstruktionen, specielt fra ødelagte ventilationsrør og fra området lige omkring atomreaktoren. Under avancerede dybhavsekspeditioner har specialiserede robotter indsamlet vand- og sedimentprøver både tæt på vraget og lidt længere væk.
Laboratorieundersøgelser af disse prøver har påvist tydelige spor af farlige isotoper:
- Strontium
- Cæsium
- Uran
- Plutonium
Særligt målingerne af strontium og cæsium vækker opsigt. Lige ved udspringet når koncentrationerne niveauer, som er 400 000 til 800 000 gange højere end den naturlige baggrundsstråling i denne del af Nordatlanten. Skønt disse tal lyder alarmerende, er de ekstreme værdier udelukkende centreret om et mikroskopisk område klos op ad sprækkerne på skroget.
Hurtig fortynding på ekstreme dybder
Kraftige havstrømme på bunden fungerer her som en afgørende forsvarsmekanisme. Lige så snart en forurenet sky siver ud af ubåden, blandes den øjeblikkeligt med de gigantiske mængder af iskoldt havvand. Denne naturlige dynamik fører til et massivt fald i koncentrationen blot få meter væk fra selve fartøjet.
Ifølge specialister er der tale om en yderst forudsigelig proces. Efter et kort udbrud og en voldsom stigning lokalt, sker der lynhurtigt en udvanding. Zoner blot en anelse længere borte viser målinger, der stort set er identiske med havets naturlige strålingsniveau. Det farlige materiale udgør derved udelukkende en afgrænset, lokal problemstilling og spreder sig ikke i store mængder videre ud i verdenshavene.
Hvorfor det marine liv endnu ikke lider
Det ekstreme strålingsniveau kaster naturligvis et skarpt lys på tilstanden af det lokale dyreliv. Forskere har især undersøgt de organismer, der vokser direkte på det rustne metal, herunder forskellige havsvampe, søanemoner og dybhavskoraller.
Selvom vævet i disse havdyr ganske rigtigt indeholdt en smule forhøjede niveauer af radioaktivt cæsium, blev der ikke konstateret nogen som helst spor af fysiske skader. Videnskabsfolkene fandt hverken deformiteter eller cellemutationer, hvilket man ellers roligt kunne forvente ved en massiv bestråling. Bundprøver fra havbunden i den umiddelbare nærhed viste heller ingen tegn på en alvorlig forureningstilstand.
Denne overraskende positive nyhed skyldes ifølge de seneste analyser to afgørende faktorer:
- Da udslippene forekommer i ryk, udsættes dyrene ikke for en konstant, invaliderende stråling.
- De enorme mængder havvand sikrer en omgående spredning af stofferne, så den samlede mængde absorberet stråling holdes på et meget lavt niveau.
Dette fænomen begrænser sig desuden udelukkende til den helt nære radius omkring dette specifikke fartøj. Der er absolut intet i målingerne, der peger på, at stimer af kommercielle spisefisk i farvandet har optaget stråling relateret til K-278 Komsomolec.
Risikoen for at reaktoren kollapser består
Til trods for disse forholdsvis beroligende resultater, nægter marineeksperter og myndigheder at tage let på situationen. Reaktorsystemet og det resterende våbenarsenal har ligget og forvitret på havbunden i over 35 år. Stålskallen tæres gradvist op, og den præcise tilstand inde i ubådens kerne forbliver en komplet gåde for ingeniørerne.
Hovedreglen er barsk og uundgåelig: Jo dårligere skrogets fysiske form er, desto større er sandsynligheden for et enormt, pludseligt læk.
Eksperter inden for marin radioøkologi frygter primært et scenario, hvor ubådens indre skelet giver efter for trykket, og reaktorsektionen kollapser. Skulle et sådant strukturelt sammenbrud indtræffe, risikerer man, at der på én gang frigives langt mere radioaktivitet, end hvad der samlet er sivet ud indtil videre. I en sådan situation bliver hovedspørgsmålet pludselig yderst kritisk: Hvordan kan man overhovedet gribe ind i knap to kilometers dybde?
Redningsaktioner har lange udsigter
At forsøge at hæve eller overfladeforsegle et så kolossalt vrag er en utrolig kompleks og astronomisk dyr teknisk udfordring. Eventuelle bjærgningsoperationer fører derudover enorme risici med sig. Selv en millimeterfejl under manøvreringen kan resultere i overrevne rør eller et splintret skrog, hvilket blot ville gøre katastrofen uoverskuelig.
Af den grund har de ansvarlige valgt den hidtil eneste realistiske udvej: En handleplan baseret på ekstremt grundig og langvarig overvågning. Denne forsigtighedsstrategi indeholder flere separate elementer:
- Systematiske inspektioner nede i dybet ved hjælp af avancerede kameraer og ubemandede droner.
- Løbende prøvetagning af både vandsøjle og havbundsmateriale på stedet.
- Konstant biologisk overvågning af det dyreliv, som opholder sig på det inficerede metal.
- Avancerede computermodeller til præcist at forudsige havstrømmenes spredning i tilfælde af et større udbrud.
Det store perspektiv for undersøisk forurening
Historien om K-278 Komsomolec er desværre langt fra enestående. I de anspændte år under den kolde krig endte op til flere atomdrevne fartøjer deres dage i de iskolde dyb. Dertil kommer, at verdenshavene lydløst fungerer som gravplads for ældre tønder og defekte dele med radioaktivt affald, der tidligere blev kastet direkte i havet, dengang sikkerhedsreglerne var markant lempeligere.
For videnskaben fungerer dette specifikke vrag i dag som et formidabelt laboratorium i naturlige rammer. Det beviser utvetydigt, at naturen ikke blot reparerer menneskers fatale fejl fra den ene dag til den anden. Radioaktive elementer forsvinder ikke, men hober sig i stedet op lokalt, og det kræver en yderst konsekvent overvågning af havmiljøet.
Oceanerne forurenes i dag fra utallige kilder. Det spænder fra atmosfæriske efterladenskaber fra historiske atomprøvesprængninger over store kraftværksulykker til den planlagte udledning af radioaktivt kølevand. Netop derfor fremviser Norskehavet et naturligt og målbart niveau af baggrundsstråling. Forskerne skal derfor arbejde med enorm datapræcision for at kunne adskille den generelle, globale stråling fra et specifikt, nyt læk fra det rustne skib.
For den helt almindelige forbruger koger alt dette dog ned til én afgørende tanke: Er fisken nede i supermarkedet sikker? I forhold til dette forlis påvirker strålingen stort set udelukkende de små organismer og planter, som sidder fast på selve vraget. Almindelige stimer af kommercielle spisefisk svømmer sjældent ned i de kulsorte, dybe lag af havet. Derfor er chancerne for, at radioaktivt forurenede fisk fra netop denne ubåds-kirkegård rammer de europæiske spiseborde, forsvindende små.
Sagen fungerer imidlertid som en utroligt stærk påmindelse. Ethvert rustende, atomdrevet gigantskib på store vanddybder fungerer som et vildt eksperiment foretaget uden tanke for fremtiden. De data, der indsamles derfra i disse år, vil uden tvivl komme til at styre hele klodens håndtering af livsfarligt maritimt affald i de kommende årtier.
