Det, der begyndte som et strategisk politisk træk og et snedigt skattegreb af kejser Caracalla i året 212, endte med at blive et massivt historisk vendepunkt. Hans dristige handling ændrede nemlig fundamentalt den måde, hvorpå nationer i dag registrerer og opfatter deres befolkninger. Hvis denne romerske hersker ikke havde truffet så drastiske valg vedrørende beskatning og borgernes juridiske status, ville vores moderne opfattelse af retfærdighed formodentlig se helt anderledes ud. Uden hans afgørende indgriben dengang havde vi måske slet ikke haft rejsepas eller en formel juridisk identitet, ligesom selve konceptet om lighed for loven ville have taget en markant anden drejning.
Et radikalt kejserligt dekret: Alle gøres til borgere i Rom
Det var netop i 212 e.Kr., at kejser Caracalla udstedte den banebrydende forordning, som nutidens historikere studerer under den latinske betegnelse Constitutio Antoniniana. Gennem dette ene dekret lykkedes det ham at tildele fuldt romersk statsborgerskab til den altovervejende del af de frie mænd, som levede i det vidtstrakte imperium. Før denne lovgivning var et sådant statsborgerskab et yderst eksklusivt privilegium, der udelukkende var forbeholdt en meget snæver gruppe af udvalgte personer.
Indtil dette øjeblik var det kun en lille brøkdel af befolkningen, der kunne bryste sig af denne eftertragtede status. Gruppen bestod primært af indbyggerne på den italienske halvø, pensionerede militærveteraner, byernes overklasse samt ganske få magtfulde skikkelser fra de mere fjerntliggende provinser. Kejserens beslutning vendte ganske enkelt op og ned på hele datidens samfundsstruktur.
For millioner af almindelige mennesker på tværs af kejserriget medførte dette ud af det blå nogle meget mærkbare og håndgribelige forandringer i deres dagligdag. At blive anerkendt som officiel borger i det mægtige Rom betød i praksis blandt andet følgende for den enkelte:
- Opnåelsen af en ubestridelig ret til et fuldt ud lovformeligt anerkendt og beskyttet ægteskab.
