Foto: Lea Hoffmann

Danske Andreas Schilling sikrede i nat sig en plads i søndagens finale i Chengdu World Cup, da han i semifinalen blev nummer fem. Islandske Edda Hannesdottir måtte til gengæld udgå i sin World Cup-debut efter et styrt.

Det var både godt og skidt set med dansk-islandske briller i semifinalerne i Chengdu World Cup i nat. Andreas Schilling sikrede sig en plads i søndagens finale ved at blive nummer fem i semifinale tre, men den islandske World Cup-debutant Edda Hannesdottir måtte til gengæld udgå på grund af et styrt under cyklingen.

På nattens menu stod sprintdistancen på 750 meter svømning, 20 kilometer cykling og 5 kilometer løb. Herrernes felt var delt op i tre semifinaler hvor de ni bedste i hver startgruppe sikrer sig adgang til finalerne natten til søndag dansk tid. Det samme gjaldt hos kvinderne, hvor de dog var delt op i to semifinaler og hvor de første 15 kvinder i hver startgruppe sikrede sig en tur i finalen.

Sådan gik det Andreas Schilling hos herrerne

I Schillings startgruppe var danskeren oppe imod stærke navne som Richard Varga og Igor Polyanskiy, men det forhindrede ham tilsyneladende ikke i selv at lave en pragtpræstation. Han kommer op af vandet med resten af feltet som nummer 12, og så holdte han sig ellers fremme på cyklen.

Samtidigt får Schilling sig også et pragtfuldt løb der sikrer ham en femteplads i semifinale tre og en plads i finalen natten til søndag. Vinderen i startgruppe tre blev Rodrigo Gonzalez, imens Richard Varga blev nummer to og Lasse Lührs blev nummer tre. Andreas Schillings var kun fem sekunder efter vinderen Gonzalez’.

Edda Hannesdottir udgik efter styrt

Anderledes gik det for islandske Edda Hannesdottir, der til dagligt bor i Odense og er en del af Tri Team SDU. Nattens semifinale var Hannesdottirs World Cup-debut, og man kan roligt sige at det ikke var den allerbedste første gang.

Det startede ellers ganske fornuftigt ud med en stærk svømning, hvor hun formår at komme op af vandet som niende kvinde som en del af en stor gruppe. Det er dog på cyklen det går galt, da hun undervejs på de 20 kilometer må en tur ned og kysse asfalten.

På grund af næsten ikke-eksisterende opdateringer fra ITUs side, er det dog endnu svært at sige noget om hvad der forårsagede styrtet. Umiddelbart ser det dog ud til at koreanske Hye Rim Jeong var impliceret i samme styrt.

Startskuddet til herrernes finale hvor Andreas Schilling er med, lyder omkring klokken 3-4 stykker natten til søndag. Indtil da kan dagens semifinaleresultater ses her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre, jeg har et ansvarsfuldt og tidskrævende lederjob i detailbranchen og så dyrker jeg triathlon i min fritid, sideløbende med at jeg forsøger at opdatere bare lidt her på siden.

Skriv et svar