IRONMAN Danmark havde i går aftes inviteret til Q&A-session med Danmarks triathlon-darling Camilla Pedersen. Og der var fuldt hus, da eventet løb af stablen på Gl. Kongevej 110 i København. IRONMAN’s samarbejdspartner Endurance Sport lagde hus til, hvor mere end 100 fremmødte triatleter, tog til sig af Camilla Pedersens mange gode råd.

Det var endnu engang en skøn og snaksaglig Camilla Pedersen, som i går stillede op til interview under IRONMAN Danmarks Q&A-session hos Endurance Sport. En Q&A-session, hvor Camilla stillede op for at give gode råd og svare på de mange spørgsmål fra de danske triathlonfans.

Det var IRONMANs egen Marcus Jacob Clausager der stod for selve interviewet. Og han fortæller at der var særligt ét råd fra Camilla Pedersen, der overskyggede alle de andre.

– Nyd det. Det var det Camilla kom tilbage til gang på gang, da både publikum og jeg selv, prøvede at hive det bedste råd ud af hende, lyder det fra Marcus Jacob Clausager, der stod for interviewet.

Opfordrer til at lytte mere til sin krop

Undervejs i interviewet, var der også lidt af en overraskelse til publikum. I hvert fald til dem, der er rene datanørder og konstant træner og konkurrerer udelukkende udfra watt og pace.

For Camilla selv, hun vil ikke lade tallene styre sit liv. Hun vil hellere lytte til sin krop.

– Hvis man troede at den såkaldte Chris Froome-metode, hvor tal betyder mere end fornemmelse, var det nye sort, så fik man sig i går en overraskelse. Det var til manges store forbavselse, da Camilla fortalte, at hun slet ikke kigger på sin wattmåler under et race. Hun går rent og skær ud fra sin fornemmelse af kroppen, slutter Marcus Jacob Clausager.

Forventer ikke at stille til start på Hawaii i år

Udover at stille spørgsmål til Camillas bedste råd, var der i løbet af aftenen også spørgsmål af andre karakterer. Ét af dem lød på hvordan Camillas sæson kommer til at se ud. Og den indbefatter faktisk ikke Hawaii i år.

Til gengæld satser hun på at stå øverst på podiet i IRONMANs europæiske 70.3-mesterskab i Helsingør, hvor hun sidste år blev nummer fire.

Her er det dog sikkert og vist at Camilla får kamp til stregen. Sidste års Hawaii-2’er Lucy Charles har nemlig bekræftet sin deltagelse.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre, jeg har et ansvarsfuldt og tidskrævende lederjob i detailbranchen og så dyrker jeg triathlon i min fritid, sideløbende med at jeg forsøger at opdatere bare lidt her på siden.

Leave a Reply