Den danske cross-triatlet, Carol Rasmussen, kunne i søndags løfte armene i vejret som Xterra verdensmester for tredje gang. Derfor spurgte vi efter en kort kommentar fra Carol, om racet og tankerne efter endnu en VM-titel. Men i stedet for en kort kommentar, fik Carol snakketøjet ligeså godt i gang, som hendes ben under Xterra World Championship.
Så sæt dig tilrette med popcorn og nyd en fed fortælling fra en af verdens bedste age group cross-triatleter.
Intensive regnbyger i dagene op til, gjorde ruten smattet
Som blandt andre Anne-Mette Mortensen tidligere har kunne berette, var dette års Xterra World Championship, det hårdeste verdensmesterskab som nogensinde har været arrangeret. Og den holdning deler Carol Rasmussen også.
– “Efter sigende var dette års Xterra stævne på Maui, det hårdeste i 21 år. Sikke en kamp mod elementerne det blev. Høj søgang, kompakt ler, blandet med elefantgræs samt tropevarme. Det var hvad vi måtte kæmpe med,” fortæller Carol om forholdende på dagen.
Men hvorfor var der lige så meget ler i lige netop dette års race? Det forklarer Carol også meget godt.
– “Hele tre dage før stævnestart, nåede jeg at se de vildeste regnbuer i mit liv. Betagende smukt, men et drilskt tidspunkt. Regnbygerne var korte, men intensive. Og om lørdagen før stævnet, kom de rullende ind over bjerget med en times intervaller.”
Høj søgang på svømningen
Herhjemme i Danmark, er mountanbikere og trailløbere vant til et smattet underlag. Og svømmer man åbenvandssvømning, har man nok af og til svømmet i høj bølgegang. Men de forhold som deltagerne til Xterra World Championship måtte arbejde i, hører til sjældenhederne herhjemme.
Carol Rasmussen troede at hun vidste hvad der ventede i søndagens verdensmesterskab; at det skulle blive ondt. Og det blev det også. Det var bare ondt på en helt anden måde end hvad hun i første omgang troede.
– “Jeg troede jeg vidste hvad der ventede os, nemlig en super glat cykel samt løberute. Men sådan blev det ikke, bare ondt på en anden måde,” fortæller Carol og uddyber;
– “Vi havde mødt blide bølger i dagene op til stævnet, men på raceday var der det, som man kalder for high surf. Men det er jo det Hawaii er kendt for. Jeg har ligesom prøvet det før, men det var nok lidt skræmmende for mange af de knap så rutinerede triatleter. I 2012 var bølgerne i brændingen voldsomme, men i år var der høj søgang hele vejen ud til bøjerne og hjem igen. Det gjorde det noget sværere at orientere sig og holde kursen undervejs.”
Placerede sig forkert før start
Selvom Carol Rasmussen efterhånden er en yderst erfaren triatlet, er der også dage hvor hun må sande at hun har lavet en fejl. Sådan en dag havde hun på Maui, da hun valgte sin position på stranden før start. Hun fik nemlig placeret sig for langt mod højre og det kunne faktisk have kostet hende dyrt under dagens 1500 meter svømning i de voldsomt høje bølger.
– “Svømmerne blev trukket langt over mod vest under svømningen. Jeg fik derfor placeret mig noget langt ude til højre på stranden. Desværre så langt, at jeg ved en fejl havnede over i revet. Da jeg skulle dykke ned under bølgerne på vej ud af brændingen, var jeg derfor ved at hamre kroppen ned i revet. Jeg standsede op en gang, og kunne se de andre var godt på vej. Jeg prøvede at finde rytmen, men havde mistet distance i forhold til andre,” forklarer Carol om sin kaotiske svømning og fortsætter;
– “Afsted igen, men svømmer som et M og laver det der kaldes en australian-exit, hvilket betyder, at man må op på land for igen at begive sig ud i bølgen blå. På vejen ind gennem brændingen, gælder det om at komme op at ride på bølgen. Gøre sig rank som et surfbræt, sætte hastighed og styrke op på bensparkende, bøje håndled opad og så ellers håbe på, at man bliver skudt afsted ind mod strandbredden.”
At svømningen var kaotisk, indrømmer Carol også gerne selv. Og det var ikke kun kaotisk for hende selv, men også for alle de øvrige deltagere.
– “Svømningen var lettere kaotisk i det frådende hav. Atleter der svømmede ind, var ved at ramle sammen med dem der svømmede ud. Men jeg følte at jeg selv havde fået nogenlunde kontrol over situationen. Mange mistede deres briller i den hårde brænding og jeg havde problemer med briller der ikke ville holde tæt, hvilket i sig selv var irriterende nok.”
32 kilometer mountainbike med periodevis blokerede hjul
Heldigvis overlevede Carol svømningen i fin stil og kunne dermed lave et hurtigt skifte. Over stok og sten det gik, indtil hun begyndte at indhente de forankørende mænd som startede foran kvinderne.
– “Hurtigt op i skiftezonen og på med hjelm, briller, sko samt drikkerygsæk. Og så ellers ud over stepperne. De første fem miles (otte kilometer, red.) gik ganske fint. Kvinderne startede bagerst på svømningen efter pro herrer, pro damer, de yngste, dernæst de midaldrende og til sidst de ældste mænd. Jeg måtte sædvanen tro overhale en masse ryttere undervejs, men det gik ganske fint. Det gik rimelig hurtig og ubesværet med at hente de forreste kvinder i min age group,” fortæller Carol om starten på de 32 kilometer på mountainbike.
Men glæden over hurtigt, at have indhentet de forankørende kvinder i sin age group, fik en brat afslutning for Carol. Det var nemlig her at ruten begyndte at blive godt og grundigt smattet.
– “Her kom så min største aha oplevelse. Det går jo ganske fint, tænkte jeg. Ingen superglat rute som jeg troede. Men kort skulle min optur blive. Nogle triatleter begyndte at få problemer med cykler der akkumulerede store mudderdepoter ved bagstag, forgaffel og omkring krank og stel. Terrænet begyndte for alvor at stige og lige pludselig stod vi nærmest alle stille,” berætter Carol og fortsætter sin forklaring om cykelrutens vanskeligheder;
– “Det var tyk ler, blandet med elefantgræs som er velegnet til at bygge lerklinede hytter i Afrika med, som satte sig som gigantiske propper. Man kunne nærmest ikke skubbe cyklen ud af stedet. Alle stod hver femte meter og prøvede på at fjerne klumperne, med meget lidt succes, for hurtigt kom der nye og satte sig på tværs.”
Smallere mudderdæk havde været et bedre valg
Ifølge Carol selv, er forholdende under racets mountainbikerute, da også det vildeste som hun har prøvet som Xterra-atlet.
– “Det var det vildeste jeg nogensinde havde prøvet. Det blev én lang gåtur. Først op og så ned igen, igennem den øverste del af cykelruten. Mange af de større ryttere, havde cykler med bedre plads på de kritiske steder. Nogle cykler var også mere heldigt konstruerede, til det forhindrende element. Disse cykler kunne køre langt længere uden at rytteren måtte stå af, til stor irritation for os andre. Havde jeg kendt til det her mareridt, havde jeg helt sikkert valgt at påmontere smallere mudderdæk,” fortæller hun om sine nye erfaringer og fortsætter;
– “Men her stod jeg med min skønne BMC Teamelite DI2, som lige som så mange andre cykler, havde sine udfordringer. Men mine gear virkede hele vejen, kæden faldt ikke af og bremseklodserne blev ikke slidt ned, som det skete hos andre. Til tider bar jeg på min cykel, løftede op i bagenden, trak cyklen ude i elefantgræsset og løb med cyklen når det endelig var muligt. Til andre tider skøjtede vi alle bare rundt. Men jeg var glad for at jeg havde påmonteret mine cykelsko, med store pigge som jeg havde medbragt.”
De professionelle har haft bedre ruteforhold at køre under
Mareridtet på mountainbiken, nåede da heldigvis en ende før at ruten sluttede. Og henimod slutningen indhentede Carol sin mand, som stod og var irriteret over rutens vanskeligheder.
– “Jeg har fået indhentet min mand, som også havde sine kvaler og stod og bandede lidt over dette mareridt. Jeg fik lige sagt, at situationen vist var ens for os alle og see you. Og kort tid efter, ændrede føret sig. Da det lykkedes for mig at køre igen, fik den en over nakken. Jeg hamrede cyklen ned af de lange bumpede nedkørsler og prøvede at hente noget af den tabte tid. Det nederste trailstykke var tørret op og man kunne give den max gas i svingene. Jeg prøvede at komme forbi knap så vovede ryttere og gav den alt hvad jeg kunne på vej tilbage mod T2,” beskriver Carol slutningen af mountainbikeruten.
Men ifølge Carol, så har forholdende ikke været helt ens for alle. Hun kan nemlig tydeligt se, at de professionelle har haft nogle lidt mere farbare trails at cykle på.
– “Når jeg efterfølgende ser på pro-tider kontra age group-tider, kan jeg konstatere, at pro’erne har kørt et noget mere farbart terræn end os agegroupere. Men sådan er det bare,” konstatere hun.
Problemer med at finde sin plads i T2
Velankommet i T2, stødder Carol Rasmussen endnu engang ind i udfordringer. Hun kunne nemlig ikke finde sin plads i skiftezonen og måtte derfor bruge noget tid i T2. Normalvis plejer hun at have noget med i skiftezonen som er nemt at få øje på, men det havde hun ikke lige i dette års Xterra World Championship – og det endte altså med at koste hende nogle ekstra sekunder.
– “I T2 kunne jeg lige pludselig ikke finde min plads. Ikke så smart. Tænkte at jeg var lidt omtumlet og følte mig dum. Især fordi jeg altid prædiker, at man skal have et farvestrålende håndklæde, taske eller noget andet lignende, så man kan orientere sig efter sin plads. Mit var gråt denne gang,” fortæller Carol om den uheldige hændelse i T2.
Men Carol fandt da efter lidt tid sin plads i skiftezonen og så var hun hurtig til at få lavet skiftet.
– “Jeg fik taget mine Hoka Mafate, visir og løbebælte på. Jeg brugte ikke tid på sokker, men jeg huskede min Salomon sutteflaske med afbruset cola.”
I tvivl om løbeperformance på grund af skader
Efter en lidt længere tid i T2 end beregnet, var det ellers hurtigt afsted på løberuten. Løbet har for Carol, indtil starten på Maui, været præget af usikkerhed på grund af manglende løbekilometer. Hun har nemlig døjet med en uheldig skade i højre lægmuskel, som har gjort, at hun her i slutningen af sæsonen, har skulle kæmpe med kramper under løb.
– “Først 4,5 kilometer lukt op i himlen, så 4,5 kilometer ned igen og til sidst hjem over strand og græs. Jeg vidste ikke om jeg var forrest, men jeg satsede på det. Jeg havde ikke turdet løbe den sidste måned på grund af en løbeskade, men det gik nogenlunde nu. Jeg havde en til tider let humpende stil, men det gik ganske fint med at holde mig løbende på den stejlt stigende rute, op igennem regnskov og en gammel plantage,” fortæller Carol om det afsluttende løb.
Måtte kun drikke ét krus vand ved hvert depot
Hawaii er generelt kendt for at være et varmt sted. Se bare på myterne om Ironman World Championship, som bliver kørt kun et par uger før Xterra-VM.
– “Mine Hoka Mafate havde et fantastisk grip i underlaget. Det var det varmeste tidspunkt på dagen, men vi havde fået instrukser om, at vi kun måtte modtage ét krus vand, i hvert depot, undervejs. Depoterne lå med halvanden kilometers mellemrum, så jeg tog en lille sluk og hældte resten i håret. Den øvrige væske, fik jeg fra den varme cola i sutteflasken,” beretter Carol om energiindtaget på det afsluttende løb.
– “Energien var rigtig god for mig. Jeg havde været ude i en time længere end jeg plejer og havde helt klart drukket i underkanten af hvad jeg burde, så jeg prøvede at hente noget af det tabte ved at tage små slurke under løbet.”
En gel og en rod kunne have kostet VM-titlen
Hen mod slutningen på de 10,5 kilometers afsluttende løb, øgede Carol farten lidt. Det var dog ikke den allerbedste beslutning, da hendes øgede væskeindtag højest sandsynligt har betydet, at hun fik begyndende sidestik.
– “De sidste 5,5 kilometer gik det stejlt ned af igen, lige med undtagelse af en giftig opstigning kort før mål. Jeg satte farten op og tænkte at nu blev det sjovt. Dog mærkede jeg et sidestik, som hindrede mig i at løbe lige så stærk som ønsket, nok på grund af alt den væske jeg havde indtaget. Heldigvis slap jeg af med smerten efter cirka en kilometer,” fortæller Carol om ulempen ved det øgede væskeindtag.
Glæden ved at slippe af med det begyndende sidestik, varede dog ikke længe. Med cirka fire kilometer tilbage, vrikker hun nemlig om på foden, da hun vil indtage en gel. Og det var faktisk næsten det samme sted, som hun var uheldig på sidste år.
– “Jeg vrikkede jeg om på foden næsten det samme sted som sidste år, men der sker heldigvis heller ikke noget med foden denne gang. Da der er cirka fire kilometer igen, ville jeg have lidt gel indenbords og den sad på mit nummerbælte. Jeg følte mig efterhånden godt træt og jeg prøvede at få hul på gelen, men det lykkedes ikke rigtigt. Jeg koncentrerede mig lidt for meget på at bide den åben og så skete det der ikke måtte ske. Min fod fik fat i en rod og jeg fløj i værste superwoman stil, direkte ud i luften og hamrede læbe, skulder, lår og hofte i jorden. Jeg rejste mig op, hulkede let og satte så farten op igen. Jeg var tæt på stranden og opløbet til mål,” beskriver hun øjeblikket, som i værste konsekvens, kunne have kostet Carol sin tredje Xterra VM-titel.
Xterra verdensmester for tredje gang
Heldigvis skete der ikke noget alvorligt med Carol og hun kunne ganske sikkert løbe i mål som Xterra verdensmester i F50-54. Og det var med Dannebrog i hænderne.
– “Jeg spejdede bagud efter konkurrenter, men så heldigvis ingen i nærheden. Jeg løb i mål med Dannebrog i hænderne og blev opråbt som vinder af min age group, D50-54. At jeg i øjeblikket må være verdens bedste i cross-tri i dame 45 og op efter, er en super rar følelse at tage med hjem,” slutter Carol Rasmussen ovenpå sin tredje Xterra VM-titel.
Herfra redaktionen, skal der i hvert fald lyde et kæmpestort tillykke med Carols tredje Xterra verdensmester-titel!
