Når Chris Fischer på søndag stiller til start på den fulde distance i Challenge Regensburg, er det med et håb om at få troen tilbage på sig selv, efter et noget uheldigt forår med en punktering til DM på mellemdistancen og en række sub-optimale præstationer.

Og der er gode muligheder forude, for da Chris Fischer sidste år var til start i samme race, var det med en andenplads i tiden 8:31:30 – kun fire minutter fra at stå med en guldmedalje om halsen.

På samme tid sidste år, var det dog allerede blevet til adskillige topplaceringer i første halvdel af sæsonen. En palmares som der desværre langt fra er blevet fulgt op på i denne sæson, hvor en syvendeplads ved EM i Herning og en 11. plads ved Challenge Lisboa må siges at være Fischers største internationale resultater i indeværende sæson.

Det hele faldt sammen da han med stor frustration måtte udgå fra sæsonens helt store mål Challenge Roth for en måneds tid siden, efter en hel håndfuld uheldigheder i både ugen op til og under selve racet.

Derfor håber Chris Fischer ganske enkelt på at få et opløftende race i Regensburg, hvor han endelig kan bevise at hans form er hvor den skal være. For faktisk er formen endnu bedre end sidste år, hvor han som bekendt allerede på samme tidspunkt havde opnået meget mere.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg efterhånden trænger til et opløftende race. Jeg er i god form – bedre end sidste år, så det vil være en stor forløsning at få det på papiret, fortæller Chris Fischer da vi fanger ham til en kommentar forud for Challenge Regensburg på søndag.

– Jeg håber selvfølgelig på at jeg har et godt race og så tror jeg også på en top placering. Lige nu er det vigtigste for mig at komme igennem med en solid performance og få troen på det hele tilbage. Det har været en hård nød at knække, efter en første del af sæsonen, hvor alt var lagt op imod Roth og derfor havde lavere prioritet, og så ikke få eksekveret det race jeg havde troet på.

Chris Fischer stiller til start i Challenge Regensburg som den eneste danske pro. Til gengæld har han følgeskab af to danske age groupere.

Danske deltagere i Challenge Regensburg 2017

MPro

12 Chris Fischer, Viborg AM Triathlon

M30-34

387 Jacob Frandsen, Tri4

M55-59

33 Finn Poulsen, Marselisborg Kajak Club

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply