En mindre dansk pro-delegation bestående af Daniel Lund Bækkegård, Nicklas Nygaard, Kristian Munk Nielsen og Jesper Nybo Riis har i dag lørdag været til start i Challenge Peguera Mallorca. Bedst gik det for Daniel Lund Bækkegård, der var med til at skabe racet fra start og var den førende mand indtil langt henne i racet. 

Med en sædvanligvis rigtig stærk svømning, lykkedes det nemlig Daniel Lund Bækkegård at forlade vandet med en mindre frontgruppe efter 1900 meter svømning.

Ude på cyklen var Daniel hurtig til at tage fronten, hvor han efter 20 kilometer på cykelruten var ene mand i front.

Den position holdte han hele vejen til T2, hvor han stillede carbonhesten med en føring på knap to minutter til sin nærmeste forfølger, tyske Manuel Küng.

Herfra manglede der kun 21,1 km i løbeskoene, før Daniel kunne krydse målstregen. Ret hurtigt stod det dog klart at særligt spanske Pablo Dapena Gonzalez skulle blive en alvorlig trussel for Daniels sejrsmuligheder.

Kilometer for kilometer fik spanieren nemlig hentet store bidder ind på Daniels 2,5 minutters forspring. Først blev Manuel Küng passeret kort efter T2, imens Daniel til gengæld holdte sin føring til lidt over halvvejs på det afsluttende løb.

Her måtte han desværre se sig passeret af den spanske hurtigløber, i et tempo som bare ikke kunne matches. Og kort derefter, desværre også af Manuel Küng.

Derfra var det tydeligvis ren overlevelse for Daniel, der dog stadig havde en podieplacering at kæmpe for. En podieplacering, der var spænding om til det sidste, da slovenske Jaroslav Kovacic havde sine øjne målrettet direkte mod bronzemedaljen.

Meter for meter fik sloveneren løbet sig tættere og tættere på Daniel. Og med kun én kilometer til målstregen, skiftede podiets nederste trin desværre fra danske til slovenske hænder.

En fjerdeplads i tiden 4:01:00 blev det dermed til for Daniel Lund Bækkegård på Mallorca, efter ellers at have været manden der skabte racet og som dominerede indtil langt henne. Daniel var i øvrigt 41 sekunder fra at kunne stille sig på podiet.

Kristian Munk Nielsen blev næstbedste dansker med en ellevteplads i tiden 4:10:09, mindre end et minut fra top ti. Nicklas Nygaard blev med en trettendeplads tredjebedste dansker i tiden 4:20:05, imens Jesper Nybo Riis blev 19’er i tiden 4:24:46.

Resultater Challenge Peguera Mallorca 2018

Pro-herrer

Placering
Navn
Land
Sluttid
1 Pablo Dapena Gonzalez Spanien 03:54:08
2 Manuel Küng Schweiz 03:56:09
3 Jaroslav Kovacic Slovenien 04:00:19
4 Daniel Bækkegård Danmark 04:01:00
5 Thomas Davis Storbritannien 04:02:04
11 Kristian Munk Nielsen Danmark 4:10:09
13 Nicklas Nygaard Danmark 4:20:05
19 Jesper Nybo Riis Danmark 4:24:46

Pro-kvinder

Placering
Navn
Land
Sluttid
1 Lucy Gossage Storbritannien 04:26:57
2 Lena Berlinger Tyskland 04:31:15
3 Katrien Verstuyft Belgien 04:33:17
4 Ewa Komander Polen 04:34:29
5 Fenella Langridge Storbritannien 04:35:43

Leave a Reply