Når der den 6. august bliver kørt Aabenraa Triathlon, bliver det uden den traditionelle OL-distance på programmet. Årsagen er, at der simpelthen ikke har kunne blive samlet nok politihjemmeværn sammen til at kunne sikre en sikkerhedsmæssig forsvarlig afvikling.
Danmarks ældste stadig-eksisterende triathlon Aabenraa Triathlon, har måtte bide i det sure æble og aflyse deres OL-distance, der er stævnets længste distance. Det sker efter at politiet og politihjemmeværnet ikke har kunne stille med nok bemanding, til at distancen kan blive afviklet under sikre forhold for deltagerne.
Aabenraa Triathlon, der i år køres den 6. august, bliver dermed kortet ned til kun at blive kørt på sprintdistancen, ligesom arrangørerne har valgt at genindsætte deres duathlon-race, der ellers har været fraværende i et par år.
Trafikeret kryds er for risky
Ærgerligt, mener man hos arrangørerne, der dog ikke vil gå på kompromis med deltagernes sikkerhed.
– “I og med at vores OL-rute kører henover det store kryds og opad bakken – og det er et vanvittigt trafikeret kryds – og så uden nok politi og nok politihjemmeværn, så vurderer vi simpelthen at det er for risky,” fortæller Per Hussmann, medlem af arrangørgruppen i Aaig Triathlon, i en telefonsamtale med Pastaparty.dk.
Stævnets korte distance bliver kørt på totalt afspærret rute
Per Hussmann håber dog at de i fremtiden kan få OL-distancen tilbage, og indtil da, har de lavet ruten til sprintdistancen om, sådan at den bliver afviklet på en fuldstændigt lukket og bynær rute.
– “Vi kommer forhåbentligt stærkt tilbage med en OL-distance, vi har bare ikke tid til at planlægge en ordentlig én med så kort frist. Så til gengæld har vi lavet vores sprintdistance om rutemæssigt, for den gik jo af samme strækning, hvor man bare kørte færre omgange,” fortæller Per Hussmann og fortsætter;
– “Så nu får vi til gengæld spærret hele hovedvejen af, henne fra det kryds hvad vi snakker om ved kommunen og så helt hen til Rådhusgade. Så det vil sige Skibbroen, Kystvej og Flensborgvej. Og den bliver spærret helt af på en lukket rute, og så kører man fem omgange der.
– “Det bliver super fedt. Det er jo mega bynært. Og jeg tænker, at allerede med det setup vi har med strandstart, hvor man kan sidde nede på trappen og se svømmestarten, man kan se det hele i skiftezonen og man kan se dem cykle og løbe forbi. Så man behøver faktisk ikke flytte sig.
Berørte atleter kan køre kortdistance eller få startgebyret refunderet
Med den ene af to distancer aflyst, er der selvsagt en masse deltagere der er berørte af situationen. De tilmeldte på OL-distancen kan dermed af naturlige årsager ikke køre den distance de havde tilmeldt sig, men til dem, har arrangørerne fundet frem til en løsning de mener er fair for alle.
De berørte atleter har nemlig muligheden for enten at annullere deres deltagelse og få startpengene tilbage, eller at deltage på den billigere sprintdistance, og dermed få refunderet prisdifferencen mellem de to distancer.
– “Det vi har givet alle atleter mulighed for, dem der var tilmeldt på OL-distancen, dem har vi givet mulighed for at få differencen tilbage til hvis de skal køre en kort. Altså, den korte er jo billigere. Eller, de har også mulighed for at sige, ved du hvad, det her er ikke noget for mig, og så får de det fulde beløb tilbage,” fortæller Per Hussmann om de valg de berørte atleter nu har.
– “Det synes vi er mest fair at gøre på den måde, og det kommer til at koste os nogle penge, det er helt sikkert. Men sådan er det jo bare.
– “Vi er jo kede af at skulle skuffe nogen der havde planlagt at køre OL-distancen her i august, men når nu det ikke kan være anderledes, så vil vi også give alle den mulighed for at vælge hvad de vil, om de vil have pengene tilbage eller om de vil køre den korte og spare nogen penge der.”
Foreninger kan selv uddanne trafikofficials
Årsagen til at Aabenraa Triathlon i år bliver uden en OL-distance, skal som sagt findes i at der ikke har kunne blive stillet nok personale til rådighed fra politihjemmeværnets side til at kunne sikre et sikkerhedsmæssigt forsvarligt race.
Det er dog ikke noget de er sure over i arrangørgruppen, for som Per Hussmann selv siger, så består politihjemmeværnet af frivillige kræfter. Kræfter der er meget rift om.
Sådan nogle politihjemmeværn, de er jo ikke ansat og de får ikke en krone for det,” fortæller Per Hussmann, og fortæller samtidigt at foreningerne faktisk selv kan uddanne trafikofficials med samme rettigheder som politihjemmeværnet.
– “Man kan selv uddanne de her trafikofficials i foreningsregi. Alle foreninger under Dansk Idræts Forbund kan med politiets hjælp få uddannet nogle trafikofficials, som har samme myndighed som politihjemmeværnet har, når de arbejder sammen med politiet. Det vil sige at dirigere trafikken.
– “Og dem findes der bare ikke mange af (foreningernes egenuddannede trafikofficials, red.). Hvad kan man sige, foreningerne og os selv inklusiv, har bare ikke været gode nok til at få nogen til at se alvoren i det. For politihjemmeværnet har jo kommet og gjort det hver gang. Så det her kan jo være et slags wake-up call til os selv og andre, at måske burde man se at få uddannet et korps, så man kan hjælpe hinanden med trafikofficials, sådan at man ikke er afhængig af hjemmeværnet hver gang,” slutter Per Hussmann.
Aabenraa Triathlon bliver afviklet den 6. august 2017 med start og mål ved Sønderstrand i Aabenraa. Programmet byder på en kortdistance triathlon på distancen 500-20-5 og et duathlonrace på distancen 5-20-5.