Aarhus bliver i år, den 9 september, vært for triatlonsportens danmarksmesterskab for klubhold, med deltagelse af mere end 100 hold fra klubber i hele landet. Danmarksmesterskabet afvikles i samarbejde mellem Dansk Triatlon Forbund og IRONMAN, der samme dag sender over 1.000 triatleter ud på den olympiske distance til KMD IRONMAN 5150 Aarhus.
Danmarksmesterskabet for klubhold har været afholdt siden år 2000 og er et af de mest populære mesterskaber med godt 100 tilmeldte hold af fire deltagere. Morten Fenger direktør i Dansk Triatlon Forbund siger om stævnet:
“DM for hold er triatlonsportens ‘sociale’ mesterskab, hvor der kan stilles hold i alle mulige sammensætninger og med mange forskellige målsætninger. Fra eliteholdene, der finpudser de mindre detaljer for at tage hjem med de eftertragtede ovale DIF-medaljer, til motionsholdene der deltager på dagen for at have en hyggelig dag med klubkammeraterne. Og med samarbejdet med IRONMAN er vi sikre på en rigtig god stævneplads, gode ruter og afvikling samt mange tilskuere,” siger Morten Fenger og fortsætter:
“Det er en spændende udfordring at udforme en taktik for holdet da deltagerne typisk har deres forcer i forskellige discipliner, så det handler om at bruge holdets kræfter på den bedst mulige måde.”
Aarhus kommer til at summe af triatlon
Hos både IRONMAN og Aarhus Sport Event er der glæde over, at DM for hold kommer til byen samtidig med Jyllands eneste IRONMAN:
“Det er super fedt, at vi får muligheden for at vise triatlonsporten frem fra sin bedste side. Om morgenen med en afdeling af Danmarks største motionstriatlon KMD 4:18:4, så DM for hold med deltagelse af klubber fra hele landet og til sidst KMD 5150 Aarhus der er IRONMANs konkurrence på den olympiske distance,” siger Thomas Veje Olsen, direktør i IRONMAN Danmark.
Og hos Aarhus Events glæder man sig over endnu et stort mesterskab til byen:
“Det er præcis det vi gerne vil med Aarhus, skabe rammerne for store oplevelser sportsligt. Og kombinationen af hold DM og IRONMAN er virkelig god, og vi glæder os nu endnu mere til at være en god værtsby den 9 september – og dagene op til,” siger Jørn Sønderkjær Christensen, Eventchef i Aarhus Events.
Fakta om DM for klubhold
Konceptet går ud på, at hold fra forskellige klubber konkurrerer mod hinanden på sprintdistancen 750m svømning – 20km cykling – 5km løb. Et hold består af mindst 3 og højst 4 deltagere fra samme klub. Holdets tider regnes ud fra holdets 3. hurtigste deltager – dvs. når 3. mand mand/kvinde kommer over målstregen. Lidt på samme måde, som man kender det fra holdtidskørsler i cykling.
Der dystes i følgende klasser den 9. september.
- Elite (14-99 år) – 2 sæt: mænd + kvinde
- Ungdom (14-17 år) – 2 sæt: mænd + kvinde
- Junior (14-19 år) – 2 sæt: mænd + kvinde
- Age Group (18-99 år) -2 sæt: mænd + kvinde
- Agegroup Mixhold (18 -99 år)
Senere samme dag afvikles IRONMANs KMD 5150 Aarhus, der er den eneste IRONMAN konkurrence i Jylland/Fyn.