Det bliver koldt, det bliver hårdt og det bliver fedt. Challenge Iceland løber af stablen på søndag, og man skal med rette være lidt af en viking hvis man vil helskindet igennem.

Det er ikke verdens største felt der er til start når Challenge Iceland på søndag løber af stablen for kun anden gang i Challenge-regi og i alt for femte gang siden racet havde sin debut på den helt korte sprintdistance i 2013.

Men med en rute der byder på omkring 13 grader koldt vand, lige under 1000 højdemeter på cyklen og en løberute med to skrappe stigninger undervejs, ventes der alligevel spændende kamp om placeringerne hos både pro’erne og age grouperne.

Allan Steen Olesen: Jeg glæder mig til en fed oplevelse

På startstregen finder vi i alt syv danskere der er klar til at tage kampen op med Islands smukke og barske natur, og helt i spidsen af de syv, har vi professionelle Allan Steen Olesen der senest blev nummer 2 i Øresund Triathlon, kun overgået af den svenske IRONMAN Copenhagen og Barcelona-vinder Patrik Nilsson.

Og det er en klar Allan der på søndag lover at give den gas, selvom han i år for første gang i en årrække både træner og arbejder på fuld tid samtidigt.

– “Jeg glæder mig til søndagens race,” fortæller Allan Steen Olsen til Pastaparty.dk forud for Challenge Iceland. “Sidste år slog jeg mit knæ ind i glaskanten på et sofabord dagene op til raceday, men fuldførte – stædigt – i top 5 og fik mig en dum knæskade med hjem, der efterfulgt af en bilpåkørsel, kostede resten af sæsonen. Jeg vender tilbage i år, skadesfri, og har planer om at styre udenom forhindringer.

– “Modsat de foregående sæsoner, arbejder jeg nu fuld tid og har træningsbase i Danmark, fremfor at rejse verden rundt. Så det er et nyt setup, uden træner, meget mere by feel, og med markant færre træningstimer og antal af stævner i løbet af sæsonen. Men føler mig faktisk ok kørende, alt taget i betragtning, og jeg ser frem til at komme op og se hvor langt det rækker. Det er et unikt stævne med storslået natur fra a-z, fantastisk atmosfære og en gæstfrihed man skal lede længe efter. Herudover performer jeg personligt bedst under lidt køligere himmelstrøg, hvorfor Island for mig er et fedt sted at køre race,” fortæller Allan Steen Olsen og slutter af med et par ord der kort kan beskrive Challenge Iceland;

– “Mantraet ‘Race Like a Viking’ er ikke for sjov, og jeg glæder mig til endnu en fed oplevelse deroppe på søndag.”

De danske deltagere i Challenge Iceland 2017

Udover Allan Steen Olesen, der her på redaktionen spås gode muligheder for en podieplacering, er der særligt også én anden dansker der springer i øjnene. Nemlig den danske IRONMAN og IRONMAN 70.3 verdensmester Katrine Amtkjær Nielsen, der så sent som for to uger siden blev overall 2’er blandt samtlige age group-kvinder i IRONMANs europæiske mesterskab i Frankfurt.

Da vi fik en kommentar fra hende efter hendes andenplads i Frankfurt, forventede hun selv at søndagens race på Island bliver kørt på cruisecontrol.

– “Island bliver lidt på cruise control, men sikkert pokkers koldt og smukt,” fortalte Katrine for kun lidt over en uge siden.

Spørgsmålet er om hun er nået at komme sig nogenlunde efter Frankfurt? Det får vi i hvert fald svaret på om et par dage, når starten går klokken 10.00 lokal tid på søndag. Dvs. klokken 12.00 dansk tid.

Herunder har vi samlet en liste med de danske deltagere på søndag.

MPro

9 Allan Steen Olesen

M30-34

Jesper Larsen

F35-39

Katrine Amtkjær Nielsen, Shanghai Triathlon Club
Guðrún Höskuldsdóttir, HGATM
Annika Saaby Nyby, AAIG

M35-39

Poul Broch, Ninjas

M40-44

Torben Strandby Andersen, Rødekro Tri & Motion

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply