To danske piger på podiet efter nordisk mesterskab i triathlon
Foto: Angela Fox
- Annonce -

I sammenhæng med 4. afdeling af Danske Invest DM TRI Serien i Fredericia, blev der for elitedeltagerne afholdt ETU Nordiske Mesterskaber på sprintdistancen. Efter et hårdt race med udgangspunkt i Lillebælt, fik Danmark to kvinder på podiet med henholdsvis en sølv og en bronzemedalje.

Lille, internationalt og slagkraftigt felt til start

At bedømme ud fra startlisten i kvindernes race, var det et meget internationalt felt der var til start i Fredericia. Ud af de 16 startende kvinder, var både Sverige, Portugal, Irland, Island, Finland og naturligvis Danmark til start og det må siges at være et godt blandet felt.

Racets udvikling

Svømningen startede godt ud med portugisiske Vera Vilaca som første kvinde op af vandet med et lille hul på 27 sekunder ned til danske Augusta Christensen (Ganløse Tri-Center). Gudlaug Hannesdottir (Island) var næste kvinde op ad vandet fem sekunder senere og Anne Holm (Ganløse Tri-Center) blev fjerde kvinde op af vandet yderligere 6 sekunder efter Hannesdottir. Storfavoritten Amanda Bohlin (Sverige) kom op af vandet seks sekunder efter Holm som femte kvinde, men med et suverænt hurtigt skifte, tager hun hul på cykelturen sammen med Christensen, Hannesdottir og Holm.

Hurtigt får de fire kvinder indhentet den førende Vilaca og en stærk frontgruppe var dannet. Bagfra jagtede en danskergruppe bestående af Pernille Linder (Aalborg Triathlon Klub), Karoline Hemmsen (Odense Triathlon Klub), Anne Ahrens (Odense Triathlon Klub), Dina Mønsted (Tri4) og Dorthea Jørgensen (Multiatleterne). Trods de fem pigers ihærdige forsøg på at komme op til frontgruppen, får de kun halet en smule ind på de forreste kvinder og må tage hul på de afsluttende fem kilometer løb med 41 sekunder op til fronten.

Læs også:  Alberte Kjær nummer 25 og Dorthea Jørgensen nummer 38 til VM for juniorkvinderne

Storfavoritten Bohlin viser allerede fra starten af det afsluttende løb, at det er hende som har de bedste ben at afslutte med. Halvvejs på de afsluttende fem kilometer løb, har Bohlin allerede opbygget så stort et forspring, at der ikke var nogen tvivl om at det nok skulle være hende som løber sejren hjem.

Holm og Vilaca løber undervejs forkert, og mens Holm vælger at udgå, fortsætter Vilaca i løbet. Desværre for hende, er hun allerede her kommet så langt bagud, at podiet er tabt. I stedet er det Dorthea Jørgensen og Pernille Linder som buldrer ind mod målstregen og skal kæmpe om fordelingen mellem sølv og bronzemedaljerne.

I slutspurten mellem Jørgensen og Linder viser Linder sig som den stærkeste og nupper sølvmedaljen foran Jørgensen som nupper bronzemedaljen. Bohlin holdt alene til mål og tog en suveræn sejr, mens Karoline Hemmsen nappede dagens fjerdeplads. Dina Mønsted løber sig ind på femtepladsen, mens Vilaca, som uheldigvis løb forkert, løb sig ind på sjettepladsen.

- Annonce -

I DM Tri Serie-afdelingen er det Pernille Linder som tager sig af førstepladsen, Dorthea Jørgensen på andenpladsen og til sidst Karoline Hemmsen som runder podiet af med sin tredjeplads.

Danske Alberte Kjær Pedersen (Fredericia Triathlon Team) var op til racet betegnet som forhåndsfavorit sammen med Bohlin, men måtte desværre trække sig før starten på grund af sygdom.

Resultater Nordiske Mesterskaber for kvinder

1 Amanda Bohlin, Sverige, 1:06:28
2 Pernille Linder Christensen, Aalborg Triathlon Klub, 1:08:46
3 Dorthea Jørgensen, Multiatleterne, 1:08:51

Resultater fra kvindernes 4. Afdeling af Danske Invest DM Tri Serien

1 Pernille Linder Christensen, Aalborg Triathlon Klub, 1:08:46
2 Dorthea Jørgensen, Multiatleterne, 1:08:51
3 Karoline Hemmsen, Odense Triathlon Klub, 1:09:19

Læs også:  Aarhus 1900 Triathlon danske mestre for hold

Øvrige resultater kan ses på ITUs hjemmeside her.

Foto: Angela Fox

- Annonce -

Skriv et svar