De tre danske age group-triatleter Mads Bang Jensen, Pia Nielsen-Englyst og Sanne Wurtz Herlevsen var i dag til start i VI Steelives Half Triathlon i Sydspanien. Dagen bød på masser af stigninger og høje varmegrader, og på trods af det, blev det alligevel til en sejr og en fjerdeplads hos kvinderne og en ottendeplads hos herrerne.
Sidste års danske Kona-deltager Mads Bang Jensen fra MSI Pro Tri-teamet, Pia Nielsen-Englyst og Sanne Wurtz Herlevsen startede i dag deres respektive 2017-sæsoner i det spanske race VI Steelives Half Triathlon, som måske mest er kendt for sine mange højdemeter på cyklen.
Hos både herrerne og kvinderne skulle der tilbagelægges 1900 meter svømning, 80 kilometer cykling (jep, det er 80 og ikke 90 kilometer) og 21,1 kilometer løb – og på trods af høje varmegrader og hele 1800 højdemeter på cykelruten, endte Pia Nielsen-Englyst med en sejr i tiden 4:52:54, imens Sanne Wurtz Herlevsen blev nummer fire i tiden 5:36:04 og Mads Bang Jensen blev nummer otte i tiden 4:24:18.
Sådan forløb racet for Pia Nielsen-Englyst
Da Pia Nielsen-Englyst sidste år var til start i VI Steelives Half Triathlon, styrtede hun undervejs på cykelruten og måtte køres derfra i en ambulance. I dag var hun til start igen, men denne gang kom hun helt til målstregen – endda som overall vinder hos kvinderne.
Pia får allerede skabt sig et godt udgangspunkt for dagen på svømningen, da hun efter de 1900 meter i vandet ankommer i T1 som nummer tre. Det gjorde hun efter en tid på 27:55 (inklusiv tiden i skiftezonen).
Herfra var det bare at give den gas på cyklen, og det var hvad hun gjorde. Hun kom igennem cykelruten i kvindernes næsthurtigste cykeltid på 2:52:41, som gjorde at hun kunne tage hul på løberuten som nummer to. Ovenikøbet på en cykelrute der bød på ikke mindre end 1800 højdemeter!
Det stoppede dog ikke for Pia her, for der var ikke løbet mange kilometer før hun havde hentet den førende kvinde, Patricia Bueno Perez. Hun passerer hende i samme øjeblik som hun indhenter hende, og så er der kun én ting at bekymre sig om; at holde sig i front hele vejen til mål.
Det lykkedes for hende og hun kunne løbe over målstregen i løbetiden 1:32:18. Samlet set slutter Pia i tiden 4:42:54 og det giver hende en sejr på mere end otte minutter til nummer to!
Sådan forløb racet for Sanne Wurtz Herlevsen
Pia Nielsen-Englyst var som bekendt ikke den eneste kvinde til start. Også Sanne Wurtz Herlevsen var til start hos kvinderne, og det gav hende en fjerdeplads.
Også Sanne havde en fornuftig svømning og fik svømmet sig igennem de 1900 meter i tiden 29:17 (inklusiv tiden i T1), hvilket placerede hende på fjerdepladsen med både cykling og løb tilbage.
Sanne holder med cykeltiden 3:09:26 (inklusiv tiden i T2) sin fjerdeplads på cyklen, og det gjorde hun minsandten også på det afsluttende halvmarathon. Alt i alt slutter Sanne i den totale tid 5:36:04.
Sådan forløb racet for Mads
Det var med startnummer 100 at Mads Bang Jensen i morges begav sig ud på VI Steelives Half Triathlon i herrefeltet. Svømningen virkede umiddelbart ikke til at skulle indeholde de store udfordringer, og Mads kommer da også op af vandet som nummer seks i tiden 23:03 (inklusiv tiden i T1).
I skiftezonen formår Mads at overhale en enkelt konkurrent og tager dermed hul på cyklen som nummer fem. Og så starter lidelserne herfra. For cykelruten byder på ikke mindre end 1800 højdemeter fordelt over de 80 kilometer cykling, og udover de mange højdemeter er varmegraderne også godt over normal dansk sommertemperatur.
Mads får god fart i benene på cyklen og får sig kæmpet igennem i tiden 2:35:16 (inklusiv tiden i T2). Desværre taber han et par placeringer på cykelruten og stiller cyklen i T2 som nummer otte, altså ifølge resultatlisten – for ifølge Mads’ supportere skulle han angiveligt ankommet i T2 som nummer seks.
Ude på løberuten lykkes det for Mads at holde konkurrenterne bag sig, men får til gengæld heller ikke hentet nogen af de foranliggende konkurrenter. Det bliver til et løbesplit på 1:25:59 og en samlet tid på 4:24:18, som altså giver ham – ifølge resultatlisten – en ottendeplads. Ifølge Mads’ supportteam skulle han dog angiveligt være løbet i mål som nummer syv.
I en video på Facebook fortæller Mads Bang Jensen kort om sit race. Umiddelbart har det været en hård dag med for meget klatring for en mand der – i følge ham selv – er for tung.
– “Racet er slut. Hårdt som ind i helvede. Alt for meget klatring for en tung fyr som mig. Men ja, første race er overstået og jeg tror jeg sluttede som nummer seks eller syv. Jeg ved det ikke endnu, men der kommer en update så snart jeg ved noget,” fortæller Mads fra MSI Pro Tri i videoen du kan se herunder: