Når der i den første weekend i september næste år, bliver kørt DM Tri Serie-finale, Challenge Fredericia og Nordisk Mesterskab i Fredericia, er baren sat højt for Dansk Triatlon Forbund. De forventer nemlig, at stævneweekenden, som går under navnet Fredericia City Triatlon, kan tiltrække mange af de udenlandske topnavne.
Store præmiesummer skal lokke eliten til
Som du tidligere har kunne læse her på sitet, så bliver der i september næste år, lavet en kæmpe triathlon satsning i Fredericia. I år blev der kørt DM-seriens fjerde afdeling og Nordisk Mesterskab i byen, men til næste år, bliver DM-Finalen, Nordisk Mesterskab og Challenge Fredericia slået sammen i ét stævne – og det giver muligheder for store præmiesummer til de bedste.
Og det er altså præmiesummer, som blandt andet skal bruges til, at lokke nogle af de allerbedste atleter til start.
– “Der er i alt præmiepenge for 90.000 kroner, hvilket er meget i triathlon-sammenhæng. Og det vil givetvis lokke udenlandske triatleter til den jyske triathlon højborg, Fredericia.
Sidst vi havde så store præmiepenge på kortdistance triathlon i Danmark, var ved EM i 2007, hvor verdenseliten mødte op. Jeg synes, at det er et godt signal, vi sender ved, at fejre ti-året med igen at have udenlandske top-atleter i Danmark. Og det lader sig gøre, fordi det unikke samarbejde med Challenge og Fredericia Kommune, har muliggjort pengepræmier af denne størrelse,” skriver forbundets direktør, Morten Fenger, på forbundets hjemmeside.
Samarbejde skal sætte kortdistance på landkortet
Netop samarbejdet mellem Dansk Triatlon Forbund, Challenge og Fredericia Kommune, er noget som Morten Fenger er stolt af. Og han er samtidigt sikker på, at netop dette samarbejde, kan være med til, at få vist kortdistance triathlon ordentligt frem, så det ikke kun er ironman-distancen, som symboliseres med triathlon.
– ” Det er et klippestærkt samarbejde, vi har etableret, og vi er glade for, at vi igen kommer til at vise triathlon på kort-distance med international klasse. Mange tror, at triathlon er det samme som jernmand-distancen, men det er meget mere, skriver Morten Fenger videre.
Puster ild til vores teori om elitens 2017-stævner
At DM-finalen kommer til at ligge sammen med netop Challenge Fredericia, kommer ikke helt som en overraskelse. I hvert fald ikke her på redaktionen. For nu snart tre måneder siden, kunne vi nemlig skrive, at DM-serien til næste år, vil være under en gennemgribende forandring.
Én af de forandringer var, at age groupernes stævner, vil blive lagt sammen med eksisterende danske stævner. Og så lovede de samtidigt, at de vil forsøge på, at tiltrække store udenlandske stjerner til elitens races, på venues, som endnu ikke er afprøvet. Simpelthen for at skabe større opmærksomhed omkring kortdistance triathlon.
Med offentliggørelsen af samarbejdet med Challenge, ser det dermed ud til, at forbundet bekræfter vores teori om, at elitens stævner kommer til, at ligge opad eksisterende store internationale stævner. Men om den teori holder vand, det får vi af gode grunde først svaret på, når Dansk Triatlon Forbund kommer med nye officielle udmeldinger.
Én ting er dog sikkert; stævnet i Fredericia næste år, skal nok blive et brag af en triathlon fest.