Vi medgiver gerne at ITUs langdistanc-rangliste ikke er verdens mest prestigefyldte rangliste. Ikke desto mindre er der da alligevel nogle ret så prominente navne blandt de mest point-indkørende atleter på ITU-basis. Og helt i toppen på herrernes rangliste, finder vi minsandten to danske drenge. 

Nemlig Kristian Høgenhaug og Anders Christensen.

Kristian Høgenhaug topper nemlig langdistance-ranglisten med i alt 542,63 point, der kommer af tre officielle ITU-resultater. Det mest pointindbringene resultat var Høgenhaugs fjerdeplads ved det officielle europamesterskab på ironman-distancen i Amsterdam, imens hans femte- og tredjeplads i henholdsvis det officielle EM på mellemdistancen i Herning og DM på mellemdistancen i Juelsminde, også skæppede godt i pointkassen.

Anders Christen er placeret som 2’er på herrernes liste. Det gør han med 435,92 point, hvor de fleste af dem er kørt ind med andenpladsen ved EM i Herning. Samtidigt er der overført 219,63 point fra Anders’ fjerdeplads ved EM på ironman-distancen i Poznan 2016, ligesom han også har kørt lige under 100 point ind med DM-sølvmedaljen på mellemdistancen i Juelsminde.

Herrernes top tre rundes i øvrigt af af franske Sylvain Sudrie, imens den danske mellemdistance-mester Morten Brammer Olesen er placeret som nummer 13. Prominente navne som Lionel Sanders, Josh Amberger og Andy Potts er placeret som henholdsvis nummer 4, 5 og 7.

Af øvrige danske herrer på ranglistens top tyve, finder vi også Miki Taagholt som 14’er, Simon Jørn Hansen som 17’er og Thomas Strange som 20’er.

Danske kvinder også med fremme

Men det er ikke kun de danske herrer der blander sig helt fremme på langdistance-ranglisten. På kvindernes rangliste, finder vi nemlig også nogle danskere helt i toppen.

Bedstplaceret er Camilla Pedersen, der med europamesterskabet fra Herning, danmarksmesterskabet fra Juelsminde og syvendepladsen fra langdistanceverdensmesterskaberne i Penticton, har kørt 650,56 point ind og placerer sig som nummer to på listen.

Det gør hun godt og vel 75 point efter hviderussiske Hanna Maksimava der topper listen.

Helle Frederiksen har med sin VM-sølvmedalje på langdistance placeret sig som 5’er på kvindernes liste, og så har Maja Stage Nielsen EM-sølvmedaljen i Herning og overførte point fra EM-sølvmedaljen i Walchsee 2016, placeret sig som 6’er.

Derudover har også Birgitte Krogsgaard og Michelle Vesterby formået at snige sig med i top tyve. De placerer sig som henholdsvis 11’er og 17’er.

Sådan gives der point

Du har måske studset over decimalerne i pointgivningerne. Og det samme har vi. Men der er altså en ganske god forklaring på de underlige tal.

I ranglisten bliver point fra verdensmesterskaber, regionale mesterskaber og nationale mesterskaber nemlig talt med. At vinde et VM giver 400 point, at vinde et regionalt mesterskab giver 300 point og at vinde et nationalt mesterskab giver 100 point.

Med maksimumpoint til vinderen, bliver de efterfølgende placeringer pointgivet med minus 7,5 procent for hver placering man kommer efter vinderen. Det vil sige, at bliver man 2’er i et VM hvor vinderen får 400 point, har sølvvinderen indkørt 370 point, imens bronzevinderen har indkørt 342,25 point.

Der gives point til top 25 ved VM, top 15 ved regionale mesterskaber og top 5 i nationale mesterskaber.

Samtidigt tælles der også point med fra sæsonen tidligere. Det vil sige at atleter der har indkørt point i 2016, tager nogle af pointene med i 2017-ranglisten. Her bliver 33,3 procent af pointene flyttet med over i den nye sæson, så hvis en atlet har indkørt 200 point i 2016-sæsonen, tager denne atlet 66,6 point med over i 2017-ranglisten.

Og til slut kan en atlet maksimalt tage point med fra tre stævner. Har en atlet kørt point hjem i flere stævner, er det de tre mest pointindbringene stævner der tæller med.

Danske placeringer på ITUs langdistance-rangliste 2017

Herrer

1 Kristian Høgenhaug, 542,63 point
2 Anders Christensen, 435,95 point
13 Morten Brammer Olesen, 260,79 point
14 Miki Taagholt, 256,69 point
17 Simon Jørn Hansen, 252,98 point
20 Thomas Strange, 237,44 point
31 Chris Fischer, 187,92 point
38 Allan Steen Olesen, 148,73 point
68 Kristian Hindkjær, 73,21 point

Kvinder

2 Camilla Pedersen, 650,56 point
5 Helle Frederiksen, 370 point
6 Maja Stage Nielsen, 354,58 point
11 Birgitte Krogsgaard, 295,66 point
17 Michelle Vesterby, 187,92 point
24 Line Thams, 187,92 point
31 Pernille Linder Christensen, 148,73 point
44 Kamilla Vallin, 85,56 point
53 Katrine Meldgaard, 70,15 point
59 Anne Jensen, 71,30 point

Herrernes rangliste kan findes her, imens kvindernes rangliste findes her.

Leave a Reply