Når der i weekenden bliver kørt European Cup i hollandske Holten, bliver det med fire danske eliteatleter til start – én i kvindefeltet og tre i herrefeltet. Samtidigt er den nyslåede EM-sølvvinder Sif Bendix Madsen til start i juniorkvindernes felt med følgeskab af tre landsholdskollegaer, imens vi også finder tre danskere til start i juniorherrernes felt.

Det traditionsrige ETU European Cup i hollandske Holten løber af stablen i weekenden, hvor det danske triathlon landshold stiller talstærkt til start på tværs af både elite- og juniorklasserne.

Til start i kvindernes eliterace har vi Alberte Kjær, der får comeback efter at have måttet melde afbud til EM i Kitzbühel for to uger siden på grund af tilbagevendende problemer med låret.

Alberte bliver den eneste kvinde til start i kvindernes eliteklasse, men tager vi et kig på herrernes ditto, finder vi til gengæld tre danske atleter der alle er klar til at give den max gas.

To af dem – Emil Holm og Daniel Bækkegaard – var til start ved EM på sprintdistancen i Düsseldorf i sidste weekend, og de melder sig også klar til at kæmpe i de rød-hvide farver i selskab med Mathias Lyngsø Petersen.

Hverken Alberte Kjær, Emil Holm, Daniel Bækkegaard eller Mathias Lyngsø Petersen får det dog nemt, for både i kvinde- og herrefeltet er der nogle uhyggeligt stærke navne til start. I kvindefeltet kan blandt andet nævnes hjemmebanefavoritten Rachel Klamer, imens den altoverskyggende favorit i herrefeltet er vinderen af forårets Super League Triathlon, Richard Murray.

Samtidigt finder vi også i alt 7 danske juniorer på startstregen, hvor Sif Bendix Madsen, Anne Holm, Augusta Grønberg Christensen og Anastacia Damm pryder kvindejunior-feltet, imens Oscar Gladney Rundqvist, Scott Steenberg og Valdemar Solok starter i herrejunior-feltet.

Særligt Sif Bendix Madsen er der høje forventninger til, da det kun er to uger siden hun vandt EM-sølv på samme distance.

Alle festlighederne foregår i morgen (lørdag), hvor der venter et tætpakket program med første start (herreelite) klokken 10.30. Herefter følger juniorkvinderne klokken 11.30, juniorherrerne klokken 11:55 og til sidst elitekvinderne klokken 13.00.

ETU Premium European Cup i Holten bliver afviklet på distancen 750-20-5.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply