Stine Møllebro gjorde det igen tidligere i dag; Hun sejrede for tredje gang i træk i Mellemøsten. Og denne sejr var ikke bare i hendes age group, men også overall for alle kvinder.
Der er god vind i sejlene hos danske Stine Møllebro for tiden. For knap en måned siden sejrede hun i sin age group i TriYAS Triathlon i Abu Dhabi og ugen efter blev hun nummer to i Dubai, kun overgået af en professionel olympisk deltager.
I morges var hun igen på startstregen, denne gang også i Dubai. Og endnu engang blev der hentet en topplacering i form af en ganske smuk sejr, både i hendes age group (F35-39) og overall for samtlige kvinder.
Sådan vandt Stine Møllebro 2XU Championship i Dubai
Det var på den olympiske distance i 2XU Championships at Stine Møllebro hentede sin tredje podieplacering – og i øvrigt anden sejr – på under en måned.
Møllebro startede ganske fornuftigt ud med at tilbagelægge de 1500 meter svømning i tiden 23:25, hvilket fik hende op af vandet som nummer to overall for alle kvinder. Og hvad godt var, var at hun kun havde 13 sekunder op til førende Kara Moddemann (Canada).
Herefter fik Stine Møllebro hurtigt lukket hullet til den førende kvinde, og herfra fulgtes de mere eller mindre ad indtil T2 i et heftigt blæsevejr. Så da de to kvinder tager hul på det afsluttende løb, er det kun tre sekunder der adskiller dem i Moddemanns favør.
Med kun tre sekunder imellem de to førende kvinder på de første meter af det afsluttende løb, skulle racet dermed afgøres i et nervepirrende 10 kilometer løb. Troede man. For Møllebro viste sig hurtig at være en alt for hurtig løber for Moddemann, og så var det altså en glad dansker der kunne krydse målstregen som overall vinder af 2XU Championships i Dubai.
Stine Møllebros samlede tid bliver 2:18:17, hvilket var 3:34 hurtigere end Kara Moddemann på andenpladsen. Man kan dermed hurtigt regne ud at Stine var i en klasse for sig selv i løbeskoene. Nummer tre blev Rosie Guy (Storbritanien) der sluttede i tiden 2:26:59.