- Annonce -

For den professionelle Nortec-triatlet Michelle Vesterby forløb optakten til VM i IRONMAN mere perfekt end noget andet løb i karrieren. Alligevel sidder hun tilbage med en tom følelse efter at have “kravlet hjem” på en 27. plads. Læs historien om det perfekte race, der ikke endte, som det skulle.

IRONMANs VM-stævne i Kona på Hawaii i oktober måned er kulminationen på samtlige stævner fra den verdensomspændende løbsarrangør i årets løb. Stævnet har været afholdt siden 1978, og det er dét løb i kalenderen, som der er allermest prestige omkring, og det løb hvor konkurrencen er hårdest og hvor både professionelle og amatører møder op i bedst form.

“Kona er vores Super Bowl. Det er det stævne, hvor alle triatleter gerne vil leve op til forventningerne og yde specielt godt. Når det angår Kona, så glemmer man alt, hvad der er sket før, og hvad der sker efter. Det er kun det ene stævne, der tæller.”

Sådan forklarer den danske triatlet Michelle Vesterby om løbet, som blev kørt lørdag den 13. oktober. Da hun stod på startstregen sammen med knap 2.500 andre triatleter var det mere end otte uger siden hun havde været hjemme i Herning.

“Min forberedelse startede med et fem ugers ophold i Boulder, Colorado for at højdetræne, og da de var slut fløj jeg direkte til Kona, hvor jeg boede de sidste tre uger op til løbet,” fortæller den 35-årige Nortec-atlet, som deltog i sit syvende VM i Kona i træk.

I de forgange år har kunne tage hjem fra hawaii med en 4., 6. og 8. plads i bagagen, og det har givet Michelle Vesterby troen på at hun kan gøre det endnu bedre.

“Sidste år havde jeg en dårlig oplevelse i Kona, så i år var alt lagt an på, at jeg skulle have min revanche, og nøglen til den var et optimalt forløb op til løbsdagen. Det havde jeg i år. Optakten var fuldstændig optimal, og jeg følte mig mere klar end nogensinde før. Der var ikke noget at sætte en finger på, og da jeg stod i startboksen, var jeg helt rolig. Normalt er jeg nevøs, men det var jeg ikke i år,” fortæller atleten fra holdet Nortecsports.com.

- Annonce -

IRONMAN VM i Kona køres på den klassiske lange distance, hvor atleterne starter med 3.8 kilometer svømning, dernæst cykler 180 kilometer og slutter af med et komplet maratonløb på 42.195 kilometer.

“Jeg kunne mærke, at det var min dag”

“Da svømningen starter, kommer jeg ikke helt med de forreste. Jeg ligger sammen med en af de andre piger, som er en god svømmer, så jeg ved, at selvom jeg ikke er i front, så ser det fornuftigt ud. På det tidspunkt knækker feltet over, og da svømningen er slut, kommer jeg op af vandet med et slip på cirka to minutter på den førende gruppe. “Men jeg kan bare mærke, at det er min dag,” fortæller Michelle Vesterby som er kendt for at have en force på cyklen. Og efter et skifte på 2 minutter og 11 sekunder fra våddragt og svømmeudstyr sidder hun klar på cyklen:

“Inden for de første tyve kilometer får jeg lukket hullet på cirka to minutter op til den forreste gruppe. Jeg kommer op til dem, og føler at jeg har det godt. Jeg når at tænke, at det går da i virkeligheden lidt langsomt, det her. Jeg er så godt kørende, at jeg lægger mig i front og fører gruppen an. Jeg ender også med at køre med, da Daniela Ryf (som endte med at vinde løbet, red.) passerer. Jeg kørte ikke med Daniela i lang tid, men jeg sad med hende lang tid nok til at lave et hul til de andre. Derefter begynder jeg at køre taktisk. Jeg tænker, at jeg hellere vil vente lidt og vente på at gruppen bag mig kommer op, så jeg kan lave et angreb på dem på vejen hjem.”

Cykelruten til IRONMAN Kona er en ud-hjem rute med at vendepunkt ved Hawi. Efter vendepunktet går det ned af bakke et langt stykke.

“På hjemturen er det en fordel virkelig at være god til at ligge i sin aero-position og presse i sidevinden. Det havde jeg glædet mig til, for jeg er sjældent god i starten af cykelruten, jeg er god på slutningen. Det var derfor, jeg kunne mærke, at jeg havde en helt specielt god dag. Normalt er jeg ikke en af dem, som lukker et hul i feltet på den første del af cyklingen. Det plejer at være mig som lukker huller til sidst på cyklingen. Jeg er udholdenhedsatleten, som virkelig skal i gang i flere timer, før der sker noget. Derfor var mit hold af hjælpere også vildt godt tilfredse, fordi de vidste, at hvis jeg kom med på toppen af Hawi, så har jeg en god dag, og så er der ikke nogen som køre fra mig på vejen tilbage. Tværtimod så kører jeg fra dem,” fortæller Nortec-atleten.

Mekaniske problemer

Den store watt-fest, som Michelle Vesterby glædede sig til på vej tilbage fra Hawi, meldte sig aldrig. På vej op ad bakken – før vendepunktet – ramte de mekaniske problemer, som forvandlede hendes løb fra en fest til en kamp.

“På vej op ad Hawi begynder jeg for første gang at få mekaniske problemer. De ender med, at jeg ved vendepunktet kan konstatere, at min forskifter er gået i stykker. Jeg havde sat en ekstra stor klinge på min cykel for at kunne hamre igennem på strækningen efter Hawi. Hvis man vil være med i front, så er det der, hvor farten, den skal ligge på 60 kilometer i timen på de næste 20 kilometer. Og her kunne jeg kun køre på lille klinge. Jeg tabte helt sindssygt meget fart, fordi jeg lå og trådte et lavt gear. Jeg kunne overhovedet ikke følge med de andre, og jeg endte med at stoppe tre gange ved mekanikerne for at prøve at få hjælp fra dem, men der var desværre ikke noget at gøre,” siger Michelle Vesterby.

De resterende knap 90 kilometer kørte hun på lille klinge, og det går hurtigt op for den rutinerede triatlet at alle forhåbninger om en topplacering er forduftet.

“På det tidspunkt er løbet kørt. Uden mig i front. Da jeg er færdig med cyklingen, kommer jeg ind i skiftezonen og kan se, at der ikke engang er en placering top 10 i udsigterne. Samtidig er jeg pænt smadret. Når man kører med så høj kadence (Michelle Vesterby kørte i kadence 120 fra vendepunktet, red.), bliver kroppen hårdt belastet. Jeg var simpelthen smadret, og oppe i hovedet havde jeg givet op. Fordi jeg skulle bruge så meget energi og fokus på at prøve at løse problemet med min forskifter, så havde jeg heller ikke fået spist nok energi til at være klar til løbeturen. Så jeg fik i stedet den indstilling at jeg ville passe på mig selv. Men jeg ville ikke udgå.”

Allerede på det tidspunkt begyndte Michelle Vesterby at lægge nye planer for sin sæson.

“Jeg er i mit livs form. Så inden løbet var slut, begyndte jeg at tænke på, om sæsonen skulle tænkes om, så jeg kunne køre et IRONMAN-stævne mere. Jeg endte med at beslutte, at der ikke er nogen grund til at presse mig selv helt ud ved at løbe et hurtigt maratonløb og så slutte som nummer 15-16 stykker samlet. Det gav ikke nogen mening for mig. Jeg ville hellere spare mig selv og samtidig gennemføre, men det skulle være på bekostning at, at jeg gravede helt dybt for at gøre det.”

At udgå var slet ikke en mulighed, fortæller hun:

“Løbet er for stort til at jeg ville lade være med at gennemføre, og jeg ville løbe over målstregen af respekt for løbets status som VM og for mine konkurrenter. Men ikke på bekostning af at jeg var fuldstændig ødelagt bagefter. Derfor tog jeg maraton-løbet stille og roligt.”

Michelle Vesterby løb det afsluttende maratonløb på 3 timer 37 minutter og 51 sekunder, og hun kom i mål som nummer 27 i en samlet sluttid på 9:27:56. Og hendes plan virkede:

“Normalt efter et VM hvor jeg har brændt mig helt ud, tager det fjorten dage eller mere at restituere. Nu er der ingen tvivl om, at min krop allerede har det væsentligt bedre her en uge efter løbet, så jeg har gjort det rigtige i forhold til at blive frisk hurtigt. Jeg kunne sagtens gå i gang med at træne normalt i weekenden igen, hvis det skulle være det,” fortæller hun.

Videre mod nye mål

Efter at have sundet sig over skuffelsen, er Michelle Vesterby gået i gang med at analysere, hvad der gik godt og hvad der gik skidt. Og hun fokuserer på at lære af hele processen og så hurtigt sætte sig nye mål.

“Hvert år tænker jeg meget nøje over, hvad jeg kan forbedre. I år tager jeg med mig hjem fra Hawaii, at jeg er blevet meget bedre til at forberede mig op til et stort stævne. Med det hold og de procedurer, jeg har omkring mig, er det ikke de store linjer, der skal justeres på. Jeg føler, at vi er så meget inde i vores rutiner i forhold til et stort stævne som Hawaii. Vi har en massagebriks, som står på Hawaii, så min kæreste kan give mig massage hver dag i perioden i de sidste tre uger op til. Min mor og far er med, og de handler ind, min mor laver mad, der er hele tiden mad klar i køleskabet. Det hele spiller bare nu. Morgenmaden er klar klokken 6.00, når jeg vågner, sengen den bliver redt for mig, så jeg ikke skal bruge energi på det, tøjet bliver lagt frem, osv osv”

Den måde at organisere optakten for er optimalt, fordi atleten ikke selv skal tage stilling til praktikken, siger Michelle Vesterby. Og selv efter en lang karriere som professionel triatlet er det første gang, at det har kørt så perfekt:

“Det er nyt for mig, at det hele kører med så meget rutine, ikke bare mig selv men også hele holdet omkring mig. Jeg har altid været god til det, men Hawaii i år var første gang at jeg mærkede at jeg var kommet et nyt sted hen i forhold til forberedelser. Derfor kan jeg næsten heller ikke holde tanken ud at jeg skal vente et helt år for at få lov til at få hævn. Jeg føler jo at jeg var klar til at køre igen dagen efter.”

En af de betingelser, som Nortec-triatleten også lever sit professionelle liv med er, at der kan opstå uforudsete problemer.

“Jeg ved jo godt, at selvom at var kørt i stilling, så stødte jeg på problemer, som gjorde at jeg måtte opgive en topplacering. Det tager jeg også med mig videre. Det er en betingelse i sport, at selvom det hele er lagt helt perfekt op, så er der faktorer, som man ikke selv kan styre. Jeg bruger ikke oplevelsen i Kona i år til at slå mig selv oven i hovedet. Jeg arbejder på at isolere de gode ting der var, og bygge videre på dem. Et mekanisk problem, som det jeg fik, er ikke noget jeg har kontrol over. Vi kan sørge for at optimere, men det har vi så sandelig også gjort. Der var ikke nogen, der var bedre kørende end mig derovre. I forhold til udstyr, bikefit og forberedelse, så spiller det.”

Heller ikke i forhold til hendes fysiske forberedelser, mener Michelle Vesterby at alt nu er gået i vasken:

“Når der kommer en uforudset hændelse som det her, så kan jeg ikke lade være med at tænke fremad. Jeg har meget høje ambitioner, og jeg tager ikke til Kona for at gennemføre. Jeg tog til Kona for at køre op med mine tidligere resultater, og jeg ville gerne have været på podiet. Men når det ikke lykkes, så betyder ikke, at hele min sæson er ødelagt. Jeg skal jo huske på, at jeg har haft to vildt gode IRONMAN-stævner i starten af året, så der er masser af højdepunkter, som jeg kan leve højt på.”

Michelle Vesterby satte tidligere i år dansk rekord på IRONMAN-distancen. Det var til IRONMAN Texas, hvor hun kørte 8 timer og 46 minutter. Senere på året var hun på podiet til IRONMAN Lanzarote.

“Der er det, jeg skal huske på. At mit år slet ikke er spildt. Jeg har kørt virkelig gode placeringer ind. De føles bare lidt langt væk nu.”

Derfor minder Michelle Vesterby også sig selv om, at året ikke er omme endnu. Nu venter der en tur til hjemme i Herning. Men ikke ferie.

“Nej. Når jeg nu er i så god form, så jeg vil jeg jo gerne bruge den til noget. Når jeg kommer hjem, så revurderer jeg det hele og lægger en ny slagplan. Jeg laver en load-reload. Og jeg glæder mig.”

- Annonce -

Skriv et svar