Foto: Helle Deleuran
- Annonce -

Her på Pastaparty.dk kunne du i går læse, at den danske OL-triatlet, Andreas Schilling, går med et håb om, at stafet-formatet vil blive en olympisk disciplin til OL i Tokyo i 2020. Og at han håber, at det bliver med et dansk hold på startstregen.

Andreas selv, peger på Ditte Elschner Kristensen, Alberte Kjær og Emil Deleuran som oplagte kandidater til et dansk OL-hold. Og med udgangspunkt i den udtalelse, har vi fået os en kort snak med Emil Deleuran, om målet om OL-deltagelse i Tokyo, den kommende sæson som førsteårs-senior og sæsonen der gik, hvor han endte med at vinde DM-serien samlet.

Drømmer om OL i Tokyo

Som nævnt i denne artikel, huserer der i øjeblikket mange spekulationer om, hvorvidt stafet-formatet blive introduceret til OL i Tokyo i 2020, ligesom der også spekuleres på, om den oprindelige olympiske distance, skal skiftes ud med et OL-race på sprintdistancen.

Én af Danmarks bedste kortdistance-atleter, og danmarksmester, Emil Deleuran, ser gerne, at stafetten bliver en del af det olympiske program. Og han vil da også gerne tage del i et eventuelt olympisk dansk stafetholt. Faktisk er en deltagelse i OL i Tokyo, en del af Emils mål for fremtiden.

– “Altså det er meget usikkert nu med det hele, i forhold til om det bliver sprint eller olympisk distance, om stafetten kommer med og hvordan forbundet vælger at satse. Men ja, personligt sigter jeg efter OL i Tokyo, uanset om stafetten kommer med eller ej,” fortæller Emil Deleuran til spørgsmålet om, hvorvidt en OL-deltagelse i Tokyo, er med i hans fremtidige planer.

Første sæson som senior er i vente

Før at Emil Deleuran kommer så langt, at han forhåbentligt kan stå på startstregen i Tokyo, venter der dog lige hans første sæson som senior-triatlet. Indtil nu har han kørt triathlon på topniveau som både junior og ungdom, hvor han faktisk vandt en bronzemedalje til Ungdoms-OL i Kina i 2014.

Læs også:  Søren Bystrup fik endelig sin første internationale titel - masser af nye danske europamestre

Men at være blandt verdens bedste som ungdom og junior, er altså noget andet, end at køre med de store drenge som senior. Blandt andet skal han nu til, at konkurrere på den olympiske distance, som han indtil nu, ikke har prøvet at konkurrere på. Men det er en udfordring, som den lynhurtige fredericianer glæder sig til.

- Annonce -

– “Det er helt klart noget jeg ser frem til. Især at prøve kræfter med OL-distancen og køre mod de store drenge,” fortæller han forventningsfuldt.

Har endnu ikke planlagt den kommende sæson

Hvordan Emil Deleurans første sæson som senior kommer til at se ud, er dog ikke helt på plads endnu. Nogle tanker omkring 2017-sæsonen har han da haft, men de skal også lige gå op med landsholdets planer. Håbet er dog deltagelse i et par World Cups, ligesom han også i den kommende sæson, vil køre for Valence i den franske Grand Prix-serie.

– “Jeg har ikke planlagt noget endnu, da det også skal gøre i samarbejde med landsholdet. Men jeg håber da, at komme ud og køre en World Cup eller to. Jeg tror dog at WTS (World Triathlon Series, red.) er lidt for meget, at håbe på som førsteårs, men jeg vil da ikke sige nej, hvis jeg fik tilbuddet. Jeg fortsætter dog stadig med at køre for Valence i Grand Prix-serien i Frankrig, som cirka har samme niveau som World Cups,” fortæller Emil til spørgsmålet om, hvordan den kommende sæson kommer til at se ud, og om vi får ham at se, på den helt store scene, i World Triathlon Series.

Læs også:  Andreas Borch fortsætter sæsonen i Arizona

Emil Deleuran: 2016 har klart været min bedste og mest jævne sæson

At Emil ser forventningsfuldt frem til sin første sæson som senior, har han da også god grund til. Bag sig, har han nemlig lige haft en sæson, som er gået over al forventning. En titel som danmarksmester, en sølvmedalje til de nordiske mesterskaber på kortdistance og en bronzemedalje til Junior-EM, er hvad det blandt andet er blevet til.

Samtidigt er 2016-sæsonen også den, som Emil selv, kalder for hans bedste sæson nogensinde.

– “2016-sæsonen har klart været min bedste og mest jævne sæson, i form af jævnt gode præstationer hele året. Noget som jeg har haft svært ved førhen. Og selvom jeg her præsteret jævnt godt hele året, har jeg alligevel kunne steppe den op til mesterskaber. Og det er noget, som jeg også er rigtig godt tilfreds med. Dog blev det, som bekendt, en rigtig dårlig afslutning på sæsonen til VM, hvilket selvfølgelig var rigtig træls. Men jeg er blevet klogere på dét, at præstere under ekstremt varme forhold, og det er en vigtig erfaring at have,” fortæller han, med hentydning til hans ubarmhjertelige hårde sæsonafslutning til VM på Cozumel.

– “Det som gør VM endnu mere træls er, at jeg aldrig har været i bedre form. Og nedtrapningen havde kørt perfekt op til. Jeg følte virkeligt inden VM, at jeg havde det ekstra gear på løbet, i forhold til, at jeg både under NM (Nordiske Mesterskaber, red.) og DM-finalen (ved Furesøen, red.) lå i rimelig tung træning. Men på den anden side, er det også rart at blive bekræftet i, at min træner Boris Bjulver og jeg, har fundet opskriften på en god stævneforberedelse og nedtrapning for mig. Og det er fedt at vide. Så nu kan 2017 bare komme an.”

Læs også:  Emil Deleuran og Alberte Kjær Pedersen vinder ved Furesøen

Tre præstationer overgår alt andet i 2016

Hvis Emil Deleuran selv skal nævne sine største præstationer i 2016, så er der særligt tre resultater som udskiller sig fra de andre. Og det er nogle resultater, som virkeligt har sat sig dybt i Emils stolthed.

– “Mine største præstationer i 2016, er helt sikkert at blive treer til junior-EM, som den første danske junior herre. At blive toer til NM efter Andreas, hvilket var min største personlige sportslige oplevelse, da det var på hjemmebane og det hele bare klappede. Og at jeg er den yngste vinder af DM i herre elite,” slutter Emil Deleuran.

Har du lyst til at læse mere om Emil Deleurans sejr i DM Tri Serie-finalen ved Furesøen, hvor han også sikrede sig titlen som danmarksmester 2016, kan du læse vores racereferat fra Furesøen her.

- Annonce -
DEL
Mit navn er Morten og det er mig der ejer Pastaparty.dk. Jeg startede Pastaparty.dk med det formål at skabe mere omtale i og om dansk triathlon. Samtidigt med min indsats her på sitet, svømmer, cykler og løber jeg selv en del, hvilket jeg blogger om på min egen hjemmeside mortenfalknielsen.com.

Skriv et svar