Emil Holm blev i dag bedste dansker med en placering som nummer 48 ved EM på sprintdistancen i tyske Düsseldorf, hvor de øvrige to danskere Miki Taagholt og Daniel Bækkegård begge udgik på cyklen.

Det så ellers rigtigt spændende ud allerede ved swim exit, da Daniel Bækkegård blandede sig helt i fronten på svømningen og var tredje mand til at forlade vandet. Det var dog ét stort samlet felt der forlod det våde element, så både Miki Taagholt og Emil Holm lå også rigtigt godt til, cirka midt i den store gruppe.

På cyklen får en gruppe på 14 mand relativt hurtigt vristet sig fri fra feltet, hvor ingen af de tre hurtige danskere kom med. Bækkegård måtte trække stikket tidligt på cykelruten på grund af problemer med sin astma, men til gengæld lå Taagholt rigtigt godt til i feltet – lige indtil han – af endnu uvisse årsager – måtte en tur i asfalten og efterfølgende udgå fra racet.

Tilbage var dermed blot Emil Holm i de danske farver, der til gengæld kom helskindet gennem turen på den tohjulede. Han var dog ikke videre heldig på de afsluttende fem kilometer løb, hvor han tydeligvis led sig igennem – ifølge kilder på stedet på grund af vejrtrækningsproblemer.

Emil Holm fik dog kæmpet sig i mål, og var dermed eneste dansker der kom igennem EM på sprintdistancen i Düsseldorf. Det gjorde han til en placering som nummer 48, knap otte minutter efter vinderen Joao Pereira (Portugal) og nummer to og tre Pierre Le Corre (Frankrig) og Joao Silva (Portugal).

I elitens kvindefelt var der ingen danskere til start, men det på trods, så var der alligevel en snert af dansk deltagelse. Både islandske Edda Hannesdottir og norske Lotte Miller var til start – begge to i bor i Danmark og træner som en del af Tri Team SDU – og for deres vedkommende blev det til henholdsvis en 18. og en 21. plads, i et race hvor tyske Laura Lindemann blev europamester.

Resultater EM på sprintdistancen 2017 i Düsseldorf

Herre

1 Joao Pereira, Portugal, 00:57:33
2 Pierre Le Corre, Frankrig, 00:57:33
3 Joao Silva, Portugal, 00:57:37
4 Vincent Luis, Frankrig, 00:57:38
5 Rostiav Pevtsov, Azerbaijan, 00:57:42

48 Emil Holm, Danmark, 01:05:16

Kvinder

1 Laura Lindemann, Tyskland, 01:03:35
2 Jolanda Annen, Schweitz, 1:03:38
3 Vendula Frintova, Tjekkiet, 1:03:38
4 Claire Michel, Belgien, 1:03:39
5 Rachel Klamer, Holland, 1:03:52

Alle resultater kan ses her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply