- Annonce -

Det hele startede med en hardcore rugby-spiller og en skade under tjeneste i hæren. Nu jagter pro-triatlet Esben Hovgaard VM på Ironman på Hawaii i 2017, når han inden længe drager til det vestlige Australien for at køre Ironman.

Esben fortæller her om hans optakt til den kommende Ironman, at træne når alle andre har offseason og om det mentale game. Og ikke mindst om kombinationen mellem fuldtidsarbejde og en karriere som pro-triatlet.

Vejen til Hawaii 2017 formes på stuegulvet

Esben kørte en flot Ironman i Chattanooga i slutningen af september, og trodsede de varme forhold med en flot 6. plads. Men siden da har forholdene i Danmark ændret dig, og indbyder ikke ligefrem til en 5-6 timers tur på jernhesten i 0 grader og slud. Det holder dog ikke Esben tilbage.

Hans træning frem mod konkurrencen den 4. december går overraskende godt, fortæller Esben, og forklarer hvordan han håndterer vinterforholdene: “Min træning har primært foregået indendøre de seneste par uger. Særligt de hårde pas træner jeg indenfor, for at få mest muligt kvalitet i dem, og for at undgå at blive syg.” Selvom træningen ofte godt kan gennemføres udendørs, er det vigtigt for ham at holde kvalitet i sine pas, og derfor foregår træningen mest inde: “Jeg oplever ofte, at hvis jeg cykler i koldt vejr, så præsterer jeg simpelthen bare ikke, fordi mine muskler er kolde osv. og mine off-bike løb er helt umulige med kolde fødder etc.”

Sæsonen er samtidigt gået på hæld for de fleste herhjemme, og triatlon-Danmark emmer af “off-season”, alternativ træning, sjov og ballade. For Esben er dette netop den største udfordring lige nu, da meget af hans træning foregår alene. “Træning er i høj grad en social aktivitet for mig, og jeg forsøger at træne med min klub KTK86 så meget som muligt. Men i denne vintertid er der ikke så meget af klubbens træning, der er relevant for mig frem imod en topning.”

Top 5 er målet – og en billet til Hawaii

Der er en helt bestemt grund til, at Esben har forlænget sæsonen ind i de kolde måneder. Det er en del af jagten på en meget eftertragtet billet, at Esben drager om på den anden side af Jorden.

“Det overordnede mål er kvalifikation til Hawaii 2017. Årsagen til, at jeg har valgt at forlænge sæsonen til december er egentlig, at jeg får et meget travlt forår med en masse andre ting. Blandt andet har min kæreste og jeg købt en ny lejlighed og samtidig står hun overfor at skulle opereres for en gammel skade i hoften i det tidlige forår. Så jeg får ikke mulighed for at starte tidligt på sæsonen næste år. Derfor blev vi enige om, at det kunne betale sig, at lægge en ekstra indsats i denne sæson.”

- Annonce -

Mere specifikt om tankerne omkring konkurrencen i Australien, er målsætningen ifølge Esben en top 5-placering. Men han er klar over, at det bliver en hård kamp for hvert eneste point til Hawaii kvalifikationen fra nu af og til august næste år.

Læs også:  Esben Hovgaard fortsætter sæsonen i Asien

Rugbyspilleren, det hele startede med

Esben Hovgaards vej ind i triatlon er ikke en af de traditionelle, hvor man typisk ser folk tage springet fra en af de tre sportsgrene. Esben spillede rugby som ung, og var senere i hæren i 2002-2004. Her flækkede han sin menisk, en skade, der åbnede døren til triatlonverdenen: “Jeg brugte svøm og cykling som genoptræning og da det var lidt for risikabelt at vende tilbage til rugby, så blev det triatlon. Dengang var det lidt af en nichesport, så jeg begyndte hurtigt at vinde mindre motionsstævner osv. Og så er resten historie, som man siger“, udtaler Esben om starten på den professionelle karriere. Karrieren begyndte dog først for alvor at tage fart, da han begyndte at læse i Odense i 2005. Her begyndte han at træne med Odense Triathlon Klub, der havde en relativ stor gruppe af elitetriatleter på højt niveau.

En unik kombination

Ikke nok med, at Esben er en af Danmarks dygtigste atleter på Ironman-distancen – også på andre områder skiller han sig ud. På trods af en karriere som eliteatlet på allerhøjeste niveau i en meget træningstung sportsgren, arbejder Esben nemlig fuldtid som Økonomikonsulent. Det må derfor siges at være ekstra imponerende, at han ugentligt skriver 22 til 24 timers træning i dagbogen, der er fordelt over cirka 1,5 timers styrketræning, 5 timers svømning, 12 timers cykling og 5 timers løb. Arbejdet betyder dog, at cykeltræningen primært er lagt i weekenderne, samt tidlig morgen i hverdagene og igen om eftermiddagen tre dage om ugen, fortæller Esben.

Triatlon er en sport, der for mange ikke blot kræver meget tid, men også meget restitution. Dette kan være en svær balancegang for mange, der ønsker andet i deres liv end sporten. Det må Esben også af og til indse: “Sandheden er, at det ikke altid hænger sammen. Jeg har nogle ret store udsving i min træning, og må nok også erkende, at mit niveau ikke er helt det samme, som da jeg var fuldtidsprofessionel. Til gengæld kan jeg sommetider indhente det tabte med erfaring. Det er desuden vigtigt for mig, at min træning også indeholder en social komponent, så jeg ikke føler, at det er et fravalg at bruge så meget tid på træning ved siden af arbejdet.”

Om opbakningen fra hjemmefronten tilføjer Esben med smil: “Og så har jeg en meget forstående kæreste”.

Der skal jo mad på bordet

Valget om at kombinere fuldtidsarbejdet med en tri-karriere blev træffet på baggrund af flere ting. Vejen som pro-triatlet var ikke hugget i sten fra start, fortæller Esben: “Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle være professionel atlet. Det var ligesom bare noget der skete, da jeg afsluttede universitetet”.

Men selvom en ny karrierevej som professionel triatlet åbnede sig for Esben, stoppede han som fuldtidsprofessionel i 2012. Der manglede noget i hans hverdag, og det var samtidigt svært at få pengene til at række som fuldtidsprofessionel: “Jeg var hurtigt klar over, at jeg havde brug for noget udover triathlon og mine sportslige præstationer led også under det. Samtidig var det også en erkendelse af, at mit niveau ikke er højere, end at jeg ville have brug for noget at leve af, når jeg ikke længere kan være med på eliteniveau. Så det var også for at sikre min fremtid”, forklarer han om valget.Netop den økonomiske sikkerhed forbundet med et “civilt” arbejde, har været vigtig for Esben: “Det giver selvfølgelig også lidt mere ro at vide, at man ikke behøver at placere sig i top 5 for at kunne betale sine regninger eller få noget at spise næste måned”, fortæller han med et smil.

Det er ofte meget individuelt, hvorvidt atleter præsterer bedst, hvis de kan fokusere 100% på sporten, eller om det er vigtigt for dem med andet indhold i dagligdagen udover sporten. Gav tilvalget af arbejdet ved siden af sporten sportslig pote for Esben, på trods af at det begrænsede hans tid? Det er han ikke sikker på, men han mener dog at hans erfaring og træningshistorik har været afgørende: “Jeg ved ikke om jeg præsterer bedre ligefrem, men jeg har fasthold et relativt højt niveau på trods af skiftet. Det har nok primært noget at gøre med, at jeg har en stor træningsmængde bag mig, og så betyder erfaring en del både i træning og konkurrence.”

Læs også:  Helle Frederiksen og Maja Stage Nielsen 1'er og 2'er i Otepää - Esben Hovgaard nummer 4!

Det mentale game

I al sport er det mentale utroligt afgørende – og måske også mere, end mange tror. Og på en så lang distance som en Ironman er, er det en helt speciel form for mindset, der er brug for. Man skal være “alene” med sig selv i mange timer og gennemgå både op- og nedture. Til spørgsmålet om, hvordan han forbereder sig på den mentale kamp fortæller Esben: “Meget af den mentale forberedelse foregår i træningen. Efterhånden som man får sat timer i banken, så får man et lidt andet forhold til afstande og tid, men det er helt klart i træningen, at tidsperspektivet er den største udfordring. I selve konkurrencen er jeg som regel så optaget af at følge min plan og det taktiske race, så det føles lidt som en anden tidszone.”

Ens tilgang til det mentale aspekt kan samtidig være meget forskelligt fra de kortere distancer til de længere distancer. På de korte distancer er der ikke tid til at lave fejl, mens der på de længere er meget tid til at tænke og bearbejde. Mens ens for begge er, at det handler om fokus og om ikke at lade de negative følelser løbe afsted med en. Hvordan håndterer Esben de negative tanker, der måtte dukke op?

“Jeg kommer som regel igennem hele følelsesregisteret i løbet af en Ironmankonkurrence, så der kommer mange negative tanker. Jeg har ingen decideret opskrift på at overvinde dem, måske bortset fra at huske på, at en Ironman er meget meget lang, så der er ikke noget, der er afgjort, før man krydser målstregen. Man kan sagtens have en krise, og finde benene igen senere”, pointerer han.

Læs også:  Lars Dyrholm Hansen om sejren i Australien og kærligheden til triathlon

Det sociale er afgørende

Den sociale komponent er essentiel for Esbens motivation og glæde ved sporten. Hans bedste råd til nuværende og kommende triatleter derude er at gøre triatlon til en social aktivitet. “Hvis træningen bliver et fravalg af ens sociale liv, så kan man ikke træne helhjertet. Jeg har haft stor glæde ud af at deltage aktivt i klublivet i både OTK og KTK86. Derudover tror jeg meget på, at de fleste i det lange løb vil drage fordel af at deltage i et stærkt fællesskab også selvom det betyder, at man somme tider må gå på kompromis med tidspunkter og indhold”, fortæller han.

Herefter kommer Esben ind på noget, som måske netop rammer mange, især travle, mennesker idag: forsøget på konstant at optimere og at nå mest muligt. Om det fortæller han: “Jeg tror, at det er en fejl at tro, at det gælder om altid at optimere sin hverdag, hvis det betyder, at man altid selv skal finde den mentale energi. Hvis man er villig til at investere sin tid og energi i et fælleskab, selvom det ikke lige er det mest bekvemme nu og her, så er det min erfaring, at fællesskabet giver tilbage 10-fold, når man selv har brug for det.”

Fremtiden

Lige nu arbejder Esben frem mod sæsonens sidste stævne i Australien, og drømmen om en god præstation på Hawaii i 2017. Men hvad skal fremtiden bringe for den forsvarende danske mester på Ironman? “Jeg håber på at kunne slutte af på Hawaii 2017, men i princippet fortsætter jeg nok i elitefeltet lige så længe jeg ikke er helt til grin”, fortæller han. Vi hos Pastaparty.dk tror på, at vi kommer til at se dig i elitefeltet mange år endnu, Esben!

Til slut kan vi blot konstatere, at Esben er en dygtig, erfaren og velovervejet triatlet. Men: han er også lidt af en nørd. På den gode måde. Han har skrevet speciale om parkistansk sikkerhedspolitik, og er en kæmpenørd inden for alt, hvad der har med historie at gøre. Og så har han to katte, har tidligere spillet guitar og elsker serien Family Guy. Han kan lidt af det hele ham Esben – men han hader film, der ender ulykkeligt. Det er simpelthen så deprimerende. Til det må undertegnede blot erklære sig enig og sige tak til Esben for hans tid!

Vi hos Pastaparty.dk håber, at stævnet i Australien bliver en lykkelig afslutning på Esbens sæson 🙂

- Annonce -
DEL
Ditte er Pastaparty.dks første skribent. Til dagligt er hun en del af det danske triathlon landshold, imens hun sideløbende studerer international politik på CBS. Ditte har et dybt indblik i den professionelle verden og hun brænder for at gøre en forskel for dansk triathlon.

Skriv et svar