Det er ikke kun i Ironman-stævner over hele verden, at de danske age groupere gør sig særligt bemærket. Også i ETU-sammenhæng er danskerne med helt fremme, og det gør nu, at fire danskere er blevet fremhævet for deres præstationer i dette års ETU Long Distance Championship, på den fulde ironman-distance, og ETU Middle Distance Championship, på den halve ironman-distance. Det sker i en artikel på ETUs hjemmeside.
Danskere er nævnt i forbindelse med ETUs mesterskaber på mellem- og langdistance
Tilbage i juli, blev der kørt ETUs officielle europamesterskaber på den fulde ironman-distance i polske Poznan. Et stævne, som udover at være det officielle europamesterskab på distancen, også var det efterhånden ikoniske Challenge Poznan, som normalt køres på den halve jernmandsdistance. Det er her, at tre ud af de fire danskere, gjorde sig nok bemærket til, at blive nævnt på ETUs hjemmeside. Derudover fik Danmark også en EM-bronzemedalje hos de professionelle kvinder, da Anne Jensen med tiden 9:10:40, svømmede, cyklede og løb sig til en tredjeplads.
Ligeledes blev der i september kørt ETU Middle Distance Championship i Walchsee-Kaiserwinkl, hvor professionelle Maja Stage Nielsen i øvrigt snuppede EM-sølv. Racet blev her kørt på den halve ironman-distance, som en del af Challenge Walchsee-Kaiserwinkl. Det er i sammenhæng med dette race, at den sidste af de fire danskere, er nævnt.
Malene Teller Blume nævnt for sin solide sejr i ETU Long Distance Championship
Første dansker til at blive nævnt af ETU for deres præstationer, er Malene Teller Blume (Brøndby Triathlon Club) for racet i Poznan. Hun var til start i F45-49, som den ene af to danskere, hvor den anden var Marianne Schøler Nielsen (Rødekro Tri).
Malene kørte et pragteksemplar af et race i Poznan, hvor hun var nummer to til at komme op af vandet, efter en svømmetid på 59:53. Derefter satte hun fuld damp på, og pulveriserede samtlige konkurrenter på cyklen. Hun cyklede de 180 kilometer i tiden 5:00:53, hvilket var mere end en halv time hurtigere end den næsthurtigste i klassen. På løbet viste Malene yderligere tænder, da hun løb det afsluttende marathon i tiden 3:40:16, som altså gav hende en føring i mål på hele 50 minutter.
Det var dermed en ganske sikker titel som Europamester, at Malene kunne rejse hjem fra Polen med.
Anita Thoning nævnt for sin sejr over rivalen Jane Senior i ETU Long Distance Championship
Den næste dansker til at blive nævnt, er Skovshoved Triathlon Klub-triatleten Anita Thoning, som i Poznan, var til start i F50-54. Hun har i de seneste par år, haft en race-rival i britiske Jane Senior, hvor de begge har dystet tæt om titlerne i diverse mesterskaber. I år var heller ikke en undtagelse, da der kun var få minutter mellem Thoning og Senior i T2.
Anita Thorning var dog kommet godt bagud på svømningen, da hun med svømmetiden 1:08:10, var tolv minutter efter Jane Senior. Det hul fik Anita næsten lukket på cyklen, da hun ved ankomsten til T2 med cykeltiden 5:38:16, nu kun var fire minutter efter rivalen.
På løbet satte Anita til gengæld alt på ét bræt. Knap kvartvejs på marathonet, får hun indhentet Jane, som gør alt i sin magt for at hænge på. Danskeren får dog slået hullet og øger sit forspring hele vejen til mål, hvor hun krydser stregen som vinder af F50-54 – sytten minutter foran Jane Senior.
Carina Møller-San Pedro (Sigma Tri), var i øvrigt til start i samme age group, hvor hun blev nummer fire.
Kim Isherwood nævnt for sin overlegne sejr i ETU Long Distance Championship
Den mest overlegne sejr blandt danskerne i Poznan, blev leveret af Kim Isherwood (Ninjas) i F55-59. Den sejrsvante danske kvinde, fik allerede på svømningen, skabt sig et solidt forspring, da hun var ude af vandet mere end 16 minutter foran nærmeste konkurrent.
Derefter blev forspringet øget yderligere på cyklen, da hun med tiden 5:30:38, sørgede for et forspring på 33 minutter, med kun et marathon tilbage. Og det forspring blev altså udbygget endnu mere, da Kim på det afsluttende løb, med tiden 3:52:57, kunne krydse målstregen som vinder, mere end en time foran nærmeste konkurrent.
Claus Leinøe nævnt for sin andenplads i ETU Middle Distance Championship
Med en titel som verdensmester fra sidste år, var der for Claus Leinøe (Skovhoved Triathlon Klub) lagt op til en topplacering i dette års ETU Middle Distance Championship i østriske Walchsee-Kaiserwinkl.
Racet endte dog ikke med en sejr for Claus, da han efter en total tid på 4:30:24, blev nummer to i M50-54. Han startede ellers godt ud med, at gøre sin entré i T1 som nummer syv, ikke langt fra fronten. Det krydrede han med at køre i fjerdehurtigste tid på cyklen – og så var de rigtige kort på Claus’ hænder. På det afsluttende halvmarathon havde han god fart på, men desværre måtte han se en enkelt konkurrent smutte afsted, og det betød altså, at han kunne krydse målstregen med en EM-sølvmedalje som resultat.
Ønsker du at læse hele artiklen på ETUs hjemmeside, kan den læses her.