Når dette års Ironman 70.3 Thailand bliver skudt i gang på søndag klokken 00.20 dansk tid, er det med fire danskere på deltagerlisten. Alt i alt skal de gennemføre 1900 meter svømning, 90 kilometer cykling og 21,1 kilometer løb i Phukets høje luftfugtighed og kuperede terræn.

En varm dag venter på søndag

Der er ingen tvivl om, at søndagens Ironman 70.3 Thailand på det populære turistmål, Phuket, bliver en hård omgang for de fire danskere Casper Knudsen, Christian Arndt, Jens Düring og Johan Diderichsen. Ikke nok med at ruten generelt er relativt kuperet, så har de altså også den asiatiske luftfugtighed at kæmpe imod. Og da vejrudsigterne for på søndag siger omkring tredive grader, så ser det ud til, at der skal konkurreres i et ubarmhjertigt klima.

Racet startes med 1900 meter svømning, med start og slut på Laguna Phuket Beach. Selvom forholdende på svømmeruten, må betegnes som absolut ideelle for en god svømning, så venter der dog alligevel deltagerne et par udfordringer undervejs. Hele fire vendepunkter er der nemlig, fordelt jævnt over svømmeruten, så spørgsmålet er, om det overhovedet bliver muligt, at nå at finde sig en god rytme, før endnu et vendepunkt skal passeres. Til gengæld er vandet, som omkranser Phuket, kendt for at være krystalklart, så det er absolut en mulighed at opleve havets dyreliv undervejs – hvis atleterne da har overskud til det.

Efter at have passeret T1, som er placeret umiddelbart ud til stranden, venter der deltagerne en cykeltur på 90 kilometer. Cykelruten består af både mindre og og større veje, og efter cirka atten kilometer, skal deltagerne hoppe af cyklerne under en passage af en bro, for derefter igen at hoppe på cyklen. Efter 49 kilometer cykling, når atleterne vendepunktet, hvorefter turen går retur mod skiftezonen. Men inden da, skal atleterne igen en tur af cyklen, for at passere samme bro. Efter 90 kilometer, er det tid til at stille cyklen i T2, som er placeret ved Laguna Beach.

Til slut, venter der atleterne 21,1 kilometer løb, fordelt over to omgange. Også på løberuten kan det blive svært at finde ind i en rytme, da den indeholder ikke mindre end tre vendepunkter per omgang. Ruten tager blandt andet atleterne igennem nationalparken og langs med lagunen, så har man lidt energi tilbage, vil der absolut være et smukt sceneri undervejs.

De danske deltagere og deres startnumre i Ironman 70.3 Thailand 2016

Ligesom ved Ironman 70.3 Western Sydney, som vi skrev om i går, gælder det om, at være længe op, hvis man gerne vil følge de fire danske atleters kamp. Startskuddet lyder nemlig klokken 6.20 lokal tid, lørdag morgen – og det betyder altså, at de første atleter hopper i vandet klokken 00.20 dansk tid.

Herunder har vi samlet de danske deltagere, sammen med deres startnummer.

M30-34

948, Casper Knudsen

M40-44

946, Christian Arndt

M50-54

769, Jens Düring

M55-59

1226, Johan Diderichsen

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply