Der var lagt op til lidt af en revanchematch fra sidste år mellem Jan Frodeno og Lionel Sanders i Oceanside. Men den ventede mand-til-mand fight blev det aldrig til.
IRONMAN 70.3 Oceanside var tidligere i dag værter for årets første rigtigt store showdown mellem giganterne. Særligt i herrerfeltet, hvor rivalerne Jan Frodeno og Lionel Sanders skulle ud i et rematch fra sidste år – et race hvor Sanders tog det længste strå og hvor Frodeno udgik med en defekt.
Frodeno gav ikke konkurrenterne et ben til jorden
Men i dette års 70.3 Oceanside gik tingene helt anderledes. Sanders fik nemlig aldrig et ben til jorden da først det tyske kraftværk Jan Frodeno satte damp under kedlerne.
Og damp under kedlerne, blev der sat allerede fra starten. For Frodeno var den første herre til at forlade vandet, han var den første herre til at stille cyklen og han var den første herre til at krydse målstregen.
Kort sagt, skabte den dobbelte IRONMAN-verdensmester racet helt for sig selv.
Frodeno førte an under svømningen i en tomandsfrontgruppe bestående af Frodeno selv og amerikanske Eric Lagerstrom, og de to førende forlod vandet mere end to minutter før Lionel Sanders, der kom op af vandet som nummer syv.
Da først de tohjulede carbonheste skulle i aktion, var der ingen der kunne hamle op med Frodeno. Han jokkede godt og grundigt på speederen, satte Lagerstrom fra hjul og tordnede alene afsted mod cyklernes holdeplads i T2.
Selv ikke engang en stærkt kørende Sanders kunne helt matche Frodenos cykelniveau i dag. Under de 90 km cykling fik tyskeren udbygget sit forspring med et halvt minuts penge, og så var der lidt over 2,5 minut mellem de to rivaler med kun et halvmarathon tilbage.
Her var der heller ingen der var på niveau med Frodeno, der dermed ser ud til at have genfundet troen på sig selv, efter en lidt halvsløj sæsonafslutning sidste år. Under de 21,1 km løb var tyskeren lidt over et minut hurtigere end Sanders, og så var det altså Jan Frodeno der kunne krydse målstregen som allerførste mand.
Knap fire minutter skulle der gå før Lionel Sanders kom i mål som 2’er, imens 3’eren Tim Reed skulle bruge yderligere fire minutter på ruten, før hans dag var overstået.
Anne Haug pulveriserede kvindefeltet i løbeskoene
Også kvindernes race blev vundet med omkring fire minutter. Her var tyske Anne Haug i en klasse for sig selv under det afsluttende halvmarathon.
Amerikanske Sarah True forsøgte ellers at ryste konkurrenterne godt og grundigt under svømningen, hvilket skabte en frontgruppe på tre kvinder med bl.a. den tidligere 70.3-verdensmester Holly Lawrence.
Her var Anne Haug der ikke repræsenteret, da hun gjorde sin entré i T1 2,5 minut efter de førende.
Lawrence var også den der tog teten på cykelruten, hvor hun hurtigt fik bragt sig alene i front. Haug fik kørt en smule ind på Lawrence undervejs, men det var først da de befandt sig i løbeskoene, at der blev vist dobbelt op på tysk klasse.
Kilometer efter kilometer blev Lawrences knap to minutters forspring nemlig barberet ned. Og da vi nåede til 7-kilometermærket, var det slut med den britiske føring og begyndelsen på en tysk føring.
Ingen kunne stille noget op mod Anne Haug, der krydsede målstregen i tiden 4:12:03, lige præcis 4:12 hurtigere end Holly Lawrence på andenpladsen. Derefter måtte Sarah True bruge yderligere fem minutter på ruten før hun rundede podiet af med en tredjeplads.
Resultater IRONMAN 70.3 Oceanside 2018
Pro-herrer
1 Jan Frodeno, Tyskland, 3:45:05
2 Lionel Sanders, Canada, 3:48:58
3 Tim Reed, USA, 3:53:08
4 Eric Lagerstrom, USA, 3:54:11
5 Rodolphe Von Berg, USA, 3:56:48
Pro-kvinder
1 Anne Haug, Tyskland, 4:12:03
2 Holly Lawrence, Storbritannien, 4:16:26
3 Sarah True, USA, 4:21:53
4 Heather Jackson, USA, 4:23:53
5 Jeanni Seymour, Sydafrika, 4:28:25