Frygten for kalorier er meget udbredt i træningsmiljøet. For nogle atleter kan tanker og stress omkring mad komme til at fylde det meste af dagen og fjerne fokus fra vigtige aspekter til at opnå optimal sportslig præstation.

Atleter, der spiser for lidt udviser typisk en række fysiologiske forandringer, herunder:

  • Nedsat stofskifte (der kan tilskrives inhibering af T4 til T3, så T3 hormon er typisk nedsat)
  • Menstruationsforstyrrelser hos kvinder (med lave niveauer af de kvindelige kønshormoner) og nedsat testosteronniveau hos mænd
  • Nedsat knoglemineralisering og øget forekomst af stress-fraktur
  • Lavt blodsukker
  • Øgede niveauer af stresshormonet cortisol

Den Internationale Olympiske Komite (IOC) betegner dette som Relativ Energimangel i Sport (REM-S eller RED-S)*. Relativ energimangel er når energiindtaget er for lavt (for få kalorier) ift. den energi, der skal til for at opretholde en sund krop og optimal sportslig præstation.

Syndromet er komplekst og man behøver ikke udvise alle symptomer, selvom man har RED-S. Særligt løbere, triatleter, svømmere og gymnaster er i risiko for RED-S.

Præstationshæmmende effekter af RED-S. Modificeret fra Mountjoy et al. 2014
Modificeret fra Mountjoy et al. 2014 Modificeret fra Mountjoy et al. 2014

Atleter, der viser tegn på underernæring, er ikke nødvendigvis undervægtige eller har unormal lav fedtprocent. Dette skyldes metaboliske tilpasninger, herunder nedsat hvilestofskifte. Dette kan betragtes som en overlevelsesmekanisme, hvor kroppen arbejder for at bevare balancen. Men det er på bekostning af sundhed og præstation.

Adskillige studier har vist signifikant lavere hvilestofskifte blandt atleter, der udviser tegn på energimangel sammenlignet med sunde atleter og der er også lavet et par studier, der viser øget arbejdseffektivitet (mindre kalorieforbrænding) ved lav arbejdsbelastning blandt underernærede atleter.

Det er endnu ikke blevet undersøgt, hvordan energiforbruget ændres ved højere intensitet eller hvorvidt DIT (den energi man bruger på at omsætte maden) og EPOC (efterforbrænding) også er nedsat. For udholdenhedsatleter udgør hvilestofskiftet kun halvdelen (eller mindre) af det daglige energiforbrug og det er meget muligt at kroppen tilpasser sig på andre måder, hvilket vil være med til at forklare tegnene på energimangel på trods af normal vægt.

Menstruationcyklussen er en energikrævende proces og en af måderne kroppen sparer på energien på er ved at stoppe med at menstruere. Menstruationsforstyrrelser, der skyldes utilstrækkeligt energiindtag, er bl.a. blevet sat i forbindelse med nedsat muskelstyrke, øget skadesrisiko og nedsat udholdenhed blandt udholdenhedsatleter. Ligeledes kræver det energi at opretholde et velfungerende immunforsvar og knogler.

Madmyter er medvirkende årsag til at al for mange atleter får et dårligt forhold til mad og krop. At efterleve myter som “man skal undgå kulhydrater” og “du bør altid træne på tom mave” kan have negative konsekvenser for både sundhed og præstation. Både eliteatleter og motionister kan få RED-S.

Dette komplekse syndrom behandles ved langsomt at øge energiindtaget i samråd med en ernæringsprofessionel og der bør handles på eventuel psykologisk stress omkring mad, krop og vægt.

At få nok energi til motoren er basen for at kunne præstere optimalt. Jo mere du træner, jo mere mad skal du spise.

* For dem, der vil have den lidt mere nørdede del med, så er relativ energimangel defineret af Den Internationale Olympiske Komite som “impaired physiological function including, but not limited to, metabolic rate, menstrual function, bone health, immunity, protein synthesis, cardiovascular health caused by relative energy deficiency” the etiological factor underpinning the syndrome is “an energy deficiency relative to the balance between dietary energy intake and the energy expenditure required to support homeostasis, health and the activities of daily living, growth and sporting activities.”

Referencer:
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24620037
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23846160
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24888644
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20975110
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26148242
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16177594
http://www.teamdanmark.dk/Eksperter/Fysisk-traening/Restitutionskoncept.aspx
https://www.researchgate.net/profile/Dan_Benardot/publication/260145933_Fear_of_Calories-Part_II/links/0c96052fc0ba141868000000.pdf

DEL
Ida L. Fahrenholtz er cand. scient i human ernæring med speciale i sportsernæring, og til dagligt arbejder hun som selvstændig konsulent indenfor sportsernæring. Her på Pastaparty.dk bidrager hun med videnskabelige artikler om lige præcis dét emne hun er ekspert i; ernæring for sportsfolk.

Leave a Reply