Sidste års 2’er i IRONMAN World Championship, britiske Lucy Charles, stiller til start i IRONMAN 70.3 European Championship i Helsingør til sommer. Det skriver IRONMAN Danmark lidt kryptisk på deres Facebook-side.
Et simpelt spørgsmål og et halvt billede af en kvinde under sidste års IRONMAN World Championship på IRONMAN Danmarks Facebook-side, fortæller at sidste års Hawaii-2’er Lucy Charles stiller til start i IRONMAN 70.3 European Championship i Helsingør til sommer.
På IRONMAN Danmarks Facebook-side, skriver de nemlig at de professionelle efterhånden er ved at bekræfte deres deltagelse i Helsingør til sommer. Og at én af dem er en meget hurtig kvinde.
Frankeret med et halvt billede af netop Lucy Charles fra Hawaii sidste år, er der dermed ingen tvivl om, at det er lige netop den britiske komet der er tale om.
På netop Hawaii sidste år, overraskede Lucy Charles næsten alt og alle ved at tordne derudaf under svømningen og på cyklen og holde sin føring indtil et godt stykke inde på løbet.
Her måtte hun se sig overhalet af schweiziske Daniela Ryf. Men i sin Hawaii-debut, lykkedes det altså Charles at løbe i mål på en ganske overraskende andenplads.
Mon ikke Lucy Charles kommer endnu tættere på Kona-sejren i år, nu hvor hun har fået erfaringen fra sidste år med i bagagen? Uanset hvad, må hun i hvert fald regnes som en af de absolutte favoritter til den europæiske 70.3-titel i Helsingør den 17. juni.