Årets største styrkeprøve for mange danske triatleter blev i dag skudt i gang i IRONMAN South Africa. Imens de to danske pro’er Jens Petersen-Bach og Bekim Christensen udgik undervejs, sørgede de danske age groupere til gengæld for nogle meget flotte topresultater. 

Årets IRONMAN nummer to på den fulde distance blev i dag kørt i IRONMAN South Africa. Til start var ikke mindre end 28 danskere, hvoraf Jens Petersen-Bach og Bekim Christensen var til start i herrernes pro-felt.

Det var dog hverken Jens Petersen-Bach eller Bekim Christensen der stjal det danske rampelys, da de begge udgik undervejs. Derimod sørgede de danske age groupere for en massiv dansk oprejsning, da de har leveret hele tre sejre og en enkelt andenplads.

Dagens bedste danskere blev Katrine Brock, Jeppe Hofman og Jesper Clausen der alle tre vandt i hver deres age group, imens det var Preben Hagstrøm Jacobsen der sørgede for den danske andenplads.

Jeppe Hofman vandt i M30-34

9:17:36 var tiden der skulle til for at Jeppe Hofman kunne lade sig hylde som vinder i M30-34. Han startede ellers konservativt ud med en 15. plads efter svømningen i tiden 58:31, men så fik han ellers kørt sig op igennem feltet på de 180 kilometer cykling.

Hofman stiller cyklen i T2 med en cykeltid på 4:46:30, og det gør altså at han tager hul på det afsluttende marathon som nummer tre. En placering han formår at bytte ud med en sejr gennem de 42,2 kilometer, da han med løbetiden 3:26:01 får sat samtlige konkurrenter til vægs.

Hofmans totale tid blev 9:17:36 og det gav ham en sejr på lidt over halvandet minut til nummer to.

Jesper Clausen vandt i M45-49

Tidsmæssigt var der ikke meget forskel på Jeppe Hofmans sluttid i forhold til Jesper Clausens ditto. 9:24:01 var nemlig tiden der fik Jesper Clausen i mål som vinder i M45-49, men i modsætning til Hofman havde Clausen sørget for at holde sig fremme allerede helt fra start.

Han kommer nemlig op af vandet som nummer to i svømmetiden 55:21, der så til gengæld blev vekslet til en fjerdeplads undervejs på de 180 kilometer cykling, hvor han stiller cyklen i T2 efter en cykeltid på 5:02:01. Det så dog ikke ud til at gøre noget, for det afsluttende marathon blev løbet i tiden 3:20:29 og det fik ham Jesper Clausen rykket op på førstepladsen på målstregen.

Katrine Brock vandt i F25-29

Den danske europamester på distancen Katrine Brock sørgede også for en dansk sejr i dag i Sydafrika. Brock kom igennem distancen i tiden 10:13:51, og skete på hendes sædvanlige måde med en konservativ svømning, en hurtig cykling og et formidabelt løb.

Katrine starter ud med at svømme i tiden 1:18:00, hvorefter hun hamrer derudaf på den tohjulede. Hun får indhentet afskillige konkurrenter og er i T2 tæt på at have indhentet danske Caroline Wolf der på det tidspunkt var nummer to. Katrine får dog ikke lukket hullet på de sidste par minutter på cyklen, så hun tager hul på løbet som nummer tre.

Mange kilometer skal der dog ikke gør før Katrine Brock får indhentet først Caroline Wolf og dernæst den førende kvinde, og så skulle føringen blot forsvares hele vejen til målstregen. Det gør hun på overbevisende vis, og løber i mål i tiden 10:13:51 – hele 21 minutter hurtigere end den nærmeste konkurrent!

Caroline Wolf tabte i øvrigt et par placeringer på det afsluttende marathon og sluttede som nummer fem.

Preben Hagstrøm Jacobsen nummer to i M50-54

Også Preben Hagstrøm Jacobsen fik sig en ganske god dag i Sydafrika. Efter både en stabil svømning og cykling, satte han dampen op på det afsluttende løb og sikrede sig andenpladsen i tiden 9:46:56.

Preben sørgede allerede fra starten for at holde sig til i den helt sjove ende, da han med en svømmetid på 59:49 var fjerde mand i M50-54 på land. Dén placering holder Preben hele vejen igennem de 180 kilometer cykling, og så napper han lige to konkurrenter på det afsluttende løb og slutter på en andenplads i tiden 9:46:56 – kun halvandet minut fra sejren!

Danske resultater IRONMAN South Africa 2017

Bemærk: Der foreligger ikke et placeringsmæssigt resultat for alle danskere. Deres sluttider er dog de officielle tider.

MPro

DNF Jens Petersen-Bach
DNF Bekim Christensen

M18-24

DNF Andreas Hedensted

F25-29

1 Katrine Brock, 10:13:51
5 Caroline Wolf, 11:07:35

M25-29

5 Nikolaj Rud Sørensen, 9:32:35
9 Erik Wrang Larsen, 9:46:54
18 Simon Bruntse Andersen, 10:14:12
30 Daniel Appelon Storgaard, 11:02:33
DNF Martin Hansen

F30-34

– Line Jensen, 13:42:33

M30-34

1 Jeppe Hofman, 9:17:36
41 Anders Eriksen, 10:27:08

M35-39

71 Lasse Stengaard, 10:50:34
73 Marios Winding, 10:52:29
– Jonas Stengaard, 12:50:18

F40-44

22 Charlotte Wøhlk, 12:23:33

M40-44

23 Jørgen Dau Nielsen, 9:46:49
– Thomas Madsen, 15:59:16
DNF Kristian Brinckmann

M45-49

1 Jesper Clausen, 9:24:01
108 Karsten Due, 11:53:17
156 Jacob Pedersen, 12:34:50

M50-54

2 Preben Hagstrøm Jacobsen, 9:46:56
– Kristian Röhl, 14:45:34
DNF Allan Solok

M55-59

11 Charly Skov, 11:21:09

M60-64

DNF Them Jensen

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply