Siden kort før Helle Frederiksen stillede til start ved VM på langdistance i Penticton, har det været et stort mysterium hvor og hvornår hun vil få sin debut på den fulde ironman-distance. Selv udtalte hun at hun agter at køre en fuld ironman henimod slutningen på sæsonen, endda med henblik på eventuelt at køre point hjem til en Kona 2018-kvalifikation.

Med kun få tilbageværende fulde IRONMAN-stævner i kalenderen, er mulighederne da også nu ved at være indsnævret. Stævnerne IRONMAN Florida, IRONMAN Malaysia, IRONMAN Los Cabos, IRONMAN Arizona, IRONMAN Cozumel, IRONMAN Argentina og IRONMAN Western Australia er nemlig de sidste fulddistance-stævner i IRONMAN-kalenderen fra nu og indtil nytår.

Personligt havde jeg selv regnet med enten Cozumel eller Malaysia, men i et svar til en følger på Helles Facebook-side, løfter Helle selv altså sløret for, at det højst sandsynligt bliver Arizona der bliver værter for den hurtige danskers ironman-debut.

Det bliver i så fald på en rute, der ligger rigtigt godt til en debutant på distancen. Ruten byder nemlig ikke på forfærdeligt mange højdemeter, hvor racet til gengæld er kendt for at byde på halvhøje temperaturer.

Skulle Helle Frederiksen gå hen og få sin debut i Arizona, kommer hun til at blive en del af et felt, hvor også Michelle Vesterby er til start. Kort efter Kona bebudede Vesterby nemlig, at hun vil jagte revanche i netop Arizona.

IRONMAN Arizona bliver i år kørt den 19. november.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre, jeg har et ansvarsfuldt og tidskrævende lederjob i detailbranchen og så dyrker jeg triathlon i min fritid, sideløbende med at jeg forsøger at opdatere bare lidt her på siden.

Leave a Reply