Rygterne og spekulationerne har spiret længe. Men nu er det slået fast én gang for alle. Helle Frederiksen får sin Ironman-debut i Arizona, afslørede hun i et interview med Pastaparty.dk tidligere på ugen. Og debuten, skal altså give point til en tur til Kona 2018.
Der var ellers nok af muligheder at vælge imellem for Helle Frederiksen. Da hun tilbage i september annoncerede sine Ironman-planer, var der nemlig fortsat adskillige fulddistance-stævner tilbage i kalenderen.
Men valget faldt altså på Arizona den 19. november. Altså om en lille uges tid.
– Ja det gør det (bliver Arizona, red.), det er der jeg tager hen. Det har været svært for mig at finde ud af hvor det skulle være. Både fordi jeg synes, jeg ikke rigtigt har haft nok tid, men det tror jeg aldrig man har til den første, og så også fordi det er to vidt forskellige race i forhold til varme og vejr, fortæller Helle Frederiksen i et interview med Pastaparty.dk tidligere på ugen, hvor hun hurtigt kommer ind på at feltet var snævret ind til enten Arizona eller Cozumel.
– Der er plusser og minusser ved begge race (Arizona og Cozumel, red.). Så jeg kunne ikke rigtigt finde ud af hvad det var jeg skulle gøre, i forhold til hvor jeg vil få den bedste oplevelse.
Bruger Cozumel som back-up
Med terminsdato kun en uge efter Arizona, er Cozumel en perfekt back-up plan for Helle, i fald at der skulle ske noget undervejs i Arizona. Frygten for mekaniske defekter ligger der, og derfor Helle forberedt på at skulle rejse en tur til Mexico, hvis tingene rent mekanisk ikke går som det skal i Arizona.
– De fleste plusser ligger ved Arizona. Så det er det vi gør, og så med backup i Cozumel hvis der skulle ske noget. Du ved, hvis der sker noget på cyklen der gør at jeg ikke kan fortsætte, hvis der sker noget mekanisk eller et eller andet, forklarer Helle Frederiksen om sin plan.
– Jeg vil igennem et race og få mig nogle point. Derfor har jeg dem begge to med. Og jeg tror det er meget normalt for folk at gøre, hvis der sker et eller andet.
Arizona-ruten passer godt til debut
Rent lavpraktisk ligger ruten i Arizona også rigtigt godt til Helle Frederiksen. Den er ikke for kuperet, men indeholder alligevel en mindre stigning undervejs på cykelruten, der kan give et tiltrængt afbræk fra positionen i bøjlen.
– Det er ingenting. Det er seriøst ingenting. Jeg tror bare det bliver rart, at der lige kommer en lille bule på vejen, i stedet for at det er pandekagefladt. Man kan sætte sig lidt op og man kan slappe lidt af ned af bakken. Så det tror jeg splitter det godt op, siger Helle optimistisk.
Og begejstringen for bakken er også ganske klar. Havde ruten været flad som en pandekage, kunne det mere sidestilles med at køre på hometrainer, mener Helle.
– Det at køre en flad rute, er faktisk super hårdt. Det er jo ligesom at sidde på en hometrainer. Altså, man har jo ingen pauser, og det synes jeg er lang tid. 180 (kilometer, red.) er stadig meget overvældende.
Finder tro på egne langdistanceevner efter VM på langdistance
Netop at skulle sidde på cyklen i 180 km, er altså noget der stadig er ret så overvældende for den mest succesfulde dansker på mellemdistancen. Vi skal kun tilbage til VM på langdistance i Penticton tilbage i september, for at finde Helles første race med mere end 90 km cykling.
Her bød menuen på 120 km cykling, og hendes præstation der, giver hende tro på, at hun da også nok skal klare de 180 km cykling i Arizona om en uges tid.
– Nu kørte jeg ITU lang, så jeg ved ligesom hvad jeg kan ud til 120. Og det synes jeg var fint. Der lå jeg jo alene i front hele vejen, og det var fint. Der var ikke nogen kriser overhovedet, og der kørte jeg pænt hårdt til. Så man kan sige, at det ved jeg i hvert fald, at jeg kan, fortæller Helle Frederiksen, der gerne medgiver at der blev drejet godt på gashåndtaget undervejs.
– Jeg gav den god gas, men det er også den måde jeg kender at race på. Altså jeg giver den krudt fra starten, og så må det bære eller briste. Om det er smart altid, det ved jeg ikke rigtigt. Men jeg er ikke den type der bare sidder ind og venter. Jeg vil hellere dø i fronten end ikke at prøve.
Målet er Kona 2018
Samtidigt med udmeldingen om at Helle havde planer om at skulle køre sin første fulde distance, afslørede hun også at målet er Kona 2018-kvalifikation. Et mål, hun her et par måneder senere, fortsat står fast på.
– Ja det er det helt sikkert (at målet er Kona 2018, red.). Nu skal det være. Jeg har det meget sådan, at jeg vil gerne mestre de distancer, som jeg ligesom påtager mig, så godt som jeg føler jeg kan. Jeg siger ikke at jeg ikke kan blive bedre på 70.3, men jeg synes ligesom jeg har opnået nogle gode resultater. Og jeg synes jeg er klar både mentalt og fysisk, til at køre den helt fulde nu, forklarer hun.
– Og så passer det godt med at det er nu. Jeg kunne måske have gjort det et år før, men jeg er klar nu. Rent mentalt også, at skulle være derude en hel dag. Det kunne være fedt hvis man bare kunne sige 70.3 gange to tidsmæssigt, men det er jo nok ikke helt sådan, fortsætter Helle med et stort grin.
Har lært af sine maveproblemer i Penticton
Hvis vi kigger lidt tilbage til VM på langdistance i Penticton, så er det mere end bare erfaringen med at køre længere distancer end mellemdistancen, som Helle Frederiksen har fået ud af sin langdistance-debut.
Undervejs på de afsluttende 30 km løb, oplevede hun nemlig maveproblemer, som hun ikke tidligere har oplevet i samme grad.
– Det havde jeg faktisk allerede efter 15 km på løbet. Det var ikke så godt, erindrer Helle.
Maveproblemerne tilskriver Helle sin normale rytme fra kort- og mellemdistancen, hvor maven reagerer anderledes end på de lange distancer. Og netop denne erfaring, har den kommende Ironman-debutant evalueret grundigt på.
– Jeg har undersøgt lidt mere om hvad jeg forventer at jeg vil tage ind, hvad jeg forventer jeg vil miste, hvad jeg vil spise i dagene op til racet og sådan nogle ting. Hvor jeg måske i Penticton tænkte, hvad gør jeg på 70.3, og så gangede jeg bare det op.
Der skal skrues ned for koffein, grøntsager og frugt
Med evalueringen af sine maveproblemer i Penticton i baghovedet, har Helle Frederiksen nu lagt en lidt anderledes koststrategi forud for Arizona. Særligt koffeinen skal der skæres ned på.
– Jeg er en person der indtager utroligt meget koffein på både olympisk og halv. Og det har været fint. Men når man skal køre så langt, så er det at putte så meget koffein ind i tanken, det er måske ikke lige det smarteste. Jeg tror også det kunne spille ind der, så det er helt sikkert nogle ting jeg har lært. Og det er fedt at jeg lærte, at det skal jeg i hvert fald skrue ned for.
Normalvis sunde fødevarer som frugt og grøntsager, skal der endda også skæres ned på. I hvert fald tre-fire dage før.
– Jeg skal måske i højere grad skære grøntsager og frugt væk i dagen op til. Normalvis skærer jeg det mere eller mindre ud to dage før, men måske skal jeg skære det ud tre-fire dage før en Ironman.
– Så jeg har i hvert fald helt sikkert gjort mig nogle overvejelser og har lært noget. Og det er jo det fede, at jeg har måske kørt 120 race, og så lærer jeg stadigvæk. Det er jo fedt.
Det fede ved triathlon
Og netop det at Helle synes det er fedt at have kørt så mange konkurrencer og stadig lært noget nyt hver gang, er noget der stensikkert er en af de største faktorer til at drive værket.
Dag ud, dag ind.
– Det er jo også derfor man bliver ved. Der er hele tiden noget man kan finpudse og blive bedre til. At mestre og udfordre sig selv. Der er sgu ikke noget der er federe end at komme ind over den målstreg og så har executed et race til det man gerne ville. Og den eufori og den adrenalin man mærker, det er jo helt vildt, fortæller Helle Frederiksen med en stemme, der tydeligt viser hendes kærlighed til trisporten.
– Det findes ikke bedre. Man ved ikke om man skal græde eller skrige, eller hvad man skal gøre ved sig selv. Altså, det er så fedt. Det er det fede ved det hele og det er det man ligger derude og træner for jo.
Euforien på målstregen i Helsingør
Et godt eksempel på den eufori der opstår på målstregen efter et vellykket race, er da Helle Frederiksen løb op mod målstregen i IRONMAN 70.3 European Championship i Helsingør tidligere i år.
Normalvis er det kun en sejr der tæller. Men her blev Helle nummer to, og selvom der lige manglede et trin for at stå øverst på podiet, så klappede alting. Og det var derfor man kunne se hende krydse målstregen med tårer i øjnene.
– Normalvis ville jeg ikke reagere sådan ved at blive nummer to til et EM. Men det var simpelthen den optakt jeg havde, med at jeg kun lige havde løbet ti dage før, på grund af den store fibersprængning som jeg havde mig forinden, fortæller Helle og uddbyber;
– Så jeg havde slet ikke løbet og jeg havde heller ikke cyklet ret meget. Så altså rent resultatmæssigt, burde det ikke kunne ske. Jeg præsterede noget, hvor det var min hjerne der styrede hundrede procent. Rent fysisk var jeg slet ikke dér. Og det var dét, der var så helt vildt, at jeg egentligt kunne det af ren og skær vilje.
– Så det var den der eufori, at det var bare så fedt at gøre. Så nu må vi se næste år. Jeg regner også med at skulle køre den næste år, så må vi se hvad det kan blive til der.
Har været smart med forceringen i løbetræningen
Det er ingen hemmelighed, at træningen fra 70.3-distancen og op til den fulde distance, er en smule anderledes. Hvis ikke meget endda. Og det er også tilfældet for Helle.
Særligt på løbet har der skulle noget tilvænning til. Men de helt lange løbepas, dem har hun udeladt.
– Selvfølgelig har jeg prøvet på at være smart. Altså man kan jo ikke bare forcere en progression og køre de der vanvittige pas som de der ironman-atleter, der har løbet ironman de sidste fem år, har løbet ind i banken. Jeg bliver ligesom nødt til at være fornuftig med den måde jeg laver en progression, forklarer hun.
Hun mener nemlig ikke, at bare for at være en hurtig løber, at man så skal løbe sindsygt mange kilometer. I hvert fald ikke som triatlet.
– Man kan sige, at for at løbe stærkt og være udholdende på løbet, er det ikke kun ensbetydende med at du løber meget. Det er også fordi du er stærk på cyklen og på svømningen for den sags skyld. Så hvis du også er meget stærk der, så er du mindre træt når du kommer af cyklen og kan måske bære dig selv i længere tid.
Er Joel Filliol ude af billedet?
Med alle de ting Helle nu har fortalt om planlægningen af sin træning og de generelle forberedelser hun har gjort sig, poppede der et stort spørgsmål op i hovedet på mig.
Helle har gennem næsten hele sin karriere været under den anerkendte tri-træner Joel Filliols vinger. Men hvor er han lige i det her spil?
Han er slet ikke med mere, lyder det fra Helle Frederiksen.
– Nej vi stoppede samarbejdet i april i år. Så jeg har trænet mig selv lige siden med Ben (Helles mand, red.) kiggende lidt over skulderen, men primært mig selv. Altså jeg er ved at have lært rimeligt meget efter så mange år i sporten, plus at jeg jo selv coacher en del age groupere og nogle professionelle, forklarer hun.
– Så jeg synes det var tid til at jeg skulle prøve selv at støbe det sammen. Og jeg synes det er en fed udfordring og jeg synes det er spændende. Jeg er blevet rigtigt god til at lytte til mig selv, være fleksibel med passene og justere på dagen. Så jeg synes det fungerer meget godt.
Vigtigt at få trænet kriserne
Noget af det som Helle ser som en vigtig faktor i sine forberedelser, er det at træne kriserne. Det gør ikke noget at komme helt derud hvor øjnene peger i hver sin retning imens benene føles som en pose lakrids der har lagt i forruden på en varm bil i lidt for mange timer.
Og sådan en følelse har Helle ofte haft i de seneste par uger. Hvor hun normalvis er træt efter højintens træning, er hun nu træt på en helt anden måde. Nemlig den træthed, hvor musklerne bare er deciderede færdige.
– Det har været en helt anden følelse og jeg synes det har været godt for mig at prøve at føle mig så smadret og så træt. For det tror jeg også kommer under racet, hvor man går igennem nogle perioder, der bare ikke er gode. Så hvis man ligesom kan genkende, at det har jeg da prøvet, og du døde da ikke af det. Du fortsatte da, forklarer Helle med stor passion i stemmen.
– Jeg kan huske min første 70.3 i Puerto Rico i ´13 som jeg vandt. Der kan jeg huske på løbet, at jeg vidste ikke om jeg skulle besvime eller hvad der skulle ske. For jeg havde både sådan noget koldsved og så havde jeg det varmt. Det var jo et par af 30 grader og en luftfugtighed på 85, så jeg vidste ikke om jeg kunne fortsætte med at løbe, om mine ben kunne holde mig og sådan nogle ting. Og de der følelser havde jeg jo aldrig prøvet før, men jeg kommer jo så igennem det. Og det smider man lige i erfaringsboksen.
Fik et boost på mentalkontoen under solotræningslejr på Mallorca
En vigtig brik i Helles forberedelser, var en solotræningslejr på Mallorca for ikke så længe siden. Her var hun afsted helt alene, endda uden hendes mand Ben der ellers ofte følger hende rundt til alverdens af klodens afkroge.
Hun var ganske enkelt Helle alene i verden, og det har givet nogle fantastiske point på mentalkontoen.
– Jeg tog til Mallorca og trænede alene i 18 dage, hvor jeg var helt alene afsted og trænede helt alene. Og det har også givet godt på mentalkontoen, at man var ligesom afsted selv og der var ikke så meget pis der. Og så bare får klaret det arbejde der skal ligges i, fortæller hun og uddyber samtidigt årsagen til at ægtemanden ikke var med.
– På det tidspunkt, var Ben i Kona meget af tiden. Så tidsforskellen var også helt til hest, så det var fint. Vi kunne ikke sådan få kommunikeret ordentligt alligevel.
Nedtrapningen er så småt begyndt
Nu hvor vi har været lidt inde omkring den overordnede træning og forberedelse, så er det store spørgsmål så, hvordan Helle rent lavpraktisk har trænet. Og svaret er ganske enkelt.
Om end hun nok ikke har trænet ligeså meget som de multierfarede ironman-triatleter, så har der den seneste tid alligevel været fokus på mere mængde og mindre intensitet.
– Jeg har bevaret min svømning der hvor den har været. Og noget mere volume på løb og på cykling. Og så taget noget af intensiteten af, simpelthen fordi man ikke kan brænde sig selv i begge ender. Eller det kan jeg i hvert fald ikke, lyder det fra Helle.
I den seneste uge, har mængden dog været på et nedsat niveau. Nedtrapningen er så småt begyndt, og det er ensbetydende med mindre mængde og lidt højere intensitet.
– Man må simpelthen tage noget af intensiteten af. Og så har jeg så nu i den sidste uge, taget en lille smule mere intensitet på igen og skåret mere af mængden af. Og der kommer så mere og mere af mængden af nu, hvor jeg stille og roligt er begyndt at trappe ned. Det kan jeg også mærke efter weekenden nu her, for jeg trænger til at slappe af.
Er ikke færdig på 70.3-scenen
Har man fulgt bare lidt med i Helles karriere, gøren og laden, så har man også før hørt hende udtale, at hun ikke vil gå videre til noget nyt, før hun har opnået det der var at opnå i det hun tidligere har lavet.
Det mantra gælder stadig. For selvom Helle nu står overfor sin første fulde distance, er hun langtfra færdig med 70.3-distancen.
– Jeg er ikke færdig med 70.3. Jeg er ret sikker på at jeg stadigvæk kan blive bedre, men jeg synes bare det er det rigtige tidspunkt i min progression som atlet, at køre den fulde. Men også som jeg starter med at sige, så vil jeg ikke stille op i noget, før jeg føler jeg er konkurrencedygtig. Og det føler jeg, jeg er nu, lyder det fra Helle.
Samtidigt fortæller Helle at hun ikke planlægger at køre hulens mange fulde distancer næste år. Målet er rent ud sagt Kona-kvalifikation, men med femtepladsen ved 70.3 VM i Chattanooga, har hun allerede hentet halvdelen af de 4000 point, der normalt er nok til at medføre et Kona-slot i kvindernes pro-felt.
– Jeg regner ikke med at skulle køre pokkers mange fulde inden Kona næste år. Det håber jeg i hvert fald ikke. Jeg skal jo også lige kvalle først. Men jeg fik næsten 2000 point til 70.3 VM, så der fik jeg jo en god slat med.
Planen siger off-season efter Arizona
Netop de 2000 point fra 70.3 VM – og forhåbentligt nogle flere i Arizona lige om snart – gør at Helle om godt og vel en uges tid, kan tillade sig selv at holde off-season. En periode hun ser frem til, hvor hun har lidt sponsorarbejde og ellers bare skal hygge med familien hjemme i Danmark.
Når vi kommer om på den anden side af Arizona, får vi dermed ikke noget konkurrencemæssigt at se til Helle i et godt stykke tid.
– Så er det hundrede procent offseason. Så kommer jeg hjem og så skal jeg bare slappe af i en periode. Der er noget sponsorarbejde og så være hjemme i november-december. Og så regner jeg med at tage sydpå igen i januar-februar on-and-off, og træne stille og roligt op, forklarer Helle om planerne for den kommende periode.
Og står det til hende, så kommer hun ikke til at køre race igen før til april. Det er en nødvendighed når hun slutter sæsonen så sent, forklarer hun.
– Men jeg regner ikke med at skulle igang før sent i april igen når jeg har kørt så sent. Jeg vil gerne have bygget en god blok op, hvis det er at Kona ser aktuel ud. Så giver det heller ikke mening at være i hopla i marts for eksempel, så der skal sæsonen lige bygges lidt smart op.
– Det passer rigtigt fint at der er pause om et par uger. Det bliver dejligt at kunne holde pause i december når det er julemåned, så man ligesom kan slappe lidt af der.
Rygterne manes til jorden: Helle er ikke hysterisk med sine kalorier
Enhver der har set bare et billede af Helle Frederiksen, kan se at hun altid er superfit. Der er ikke et gram fedt på kroppen. Sådan ser det i hvert fald ud.
At hun altid ser så fit ud, har derfor medført lidt rygter om, at hun er totalt hysterisk med sine kalorier. Men sådan ligger verden langt fra. Og slet ikke nu her, hvor hun ligger i højt træningsload.
– Det er jeg bare absolut ikke, fortæller Helle imens hun griner højlydt.
– Jeg tror folk danner sig et indtryk, fordi jeg altid ser utroligt fit ud. Men det er ligesom sådan jeg er rent genetisk, så nej, jeg er ikke hys med mine kalorier.
Og så alligevel. For faktisk er hun hys med kalorierne, bare med omvendt fortegn.
– Jo jeg er hys når jeg ikke får nok, for så er jeg ikke til at være i nærheden af. Det går stærkt, for min metabolisme er rigtig, rigtig vild. Det er sådan, at når Ben han sidder og stikker lidt i maden, så ender det med at jeg spiser hans mad, fordi han er for langsom, griner Helle.
Ægtemanden følger med på Trainingpeaks
Det er ingen hemmelighed at Helle og hendes mand Ben Powell følges ad i tykt og tyndt. Ben er altid med på rejsen når Helle kører konkurrence, og det har sine fordele. Han kender hende ind og ud og hjælper alt det der er muligt, så Helle har så lidt at tænke på som muligt.
Faktisk kom denne artikel i stand efter en samtale med netop Ben Powell.
Men hvor står Ben lige i hele det her IRONMAN-projekt?
– Han kigger mig over skulderen via Trainingpeaks. Det er begrænset hvor meget vi har været sammen imens jeg har puttet det store arbejde ind, for det har jeg mere eller mindre gjort på Mallorca.
– Han har desværre ikke kunne rejse med mig derned på grund af hans arbejde, så der har jeg ligesom været lidt mere selvstændig og bare få det gjort. For jeg har et mål om at nu skal det være og jeg skal gøre det godt.
– Men så har han jo så kunne se hvad jeg har foretaget mig via Trainingpeaks. Men når vi så facetimer, så siger han altid, at nu husker du vel at spise nok. Men jeg laver ikke andet når jeg træner, for på den fulde og på den halve, der handler det simpelthen om at være stærk. Det er ikke nok at være lille, du skal være stærk.
Spiser is og chokolade hver aften for at få kalorier nok
Og netop det med at spise nok, bringer os en smule tilbage til emnet med kalorierne. For med det store træningsload, følger der også ualmindeligt mange tabte kalorier med.
Kalorier der alle skal ind igen.
Og det kan være mere end almindeligt svært at få alle de forbrændte kalorier tilbage i tanken igen. Særligt på de lange dage, hvor det meste af føden indtages gennem sukkerprodukter under selve træningen.
– Det er svært når du sidder derude på cyklen. For det kan godt være du sidder og stopper i hovedet hele tiden, men du kan stadig ikke putte ligeså meget ind som du forbrænder. Og på et eller andet tidspunkt, der sidder den der virkeligt også og laver (Helle laver opkastlyde, red.), for det er ved at være ulækkert at spise det sukkerværk der, forklarer Helle lidt smågrinene.
– Hvis du så er væk i sådan en halv dag og måske træner seks timer i streg, så har du mistet både frokosten, snack om morgenen og snack om eftermiddagen. Det er alligevel mange måltider der så er røget væk. Så hvis du skal nå at have alt det ind i de sidste par timer du er vågen, det når du jo ikke. Så det er altså virkeligt vigtigt, at man så spiser virkeligt energitæt når du så spiser. Både med is og alle sådan nogle ting.
– Der er både is og chokolade næsten hver aften her hos mig. Det er hvad det er. Det kan godt være det er tomme kalorier, men det er vigtigt at få tomme kalorier.
Ben kommer over til Arizona
Min og Helle Frederiksens samtale er ved at løbe ud. På falderebet var der kun lige et sidste spørgsmål der trængte sig på. For nu hvor Ben ikke har været med på så stor en del af forberedelsesrejsen, kommer han så overhovedet til at være med på sidelinjen i Arizona?
Til dét, svarer Helle at det gør han. Og han kommer også – heldigvis for os – til at lave sine sædvanlige liveopdateringer undervejs.
– Han kommer. Han har fået ferie, så han kommer. Det ville være så ærgerligt at gøre det selv, det ville jeg slet ikke have lyst til. Så han kommer heldigvis og det er rigtigt dejligt, slutter Helle Frederiksen.
IRONMAN Arizona køres på lørdag den 19. november.
