Der blev i går kørt den tredje og sidste etape i prestige-racet, Island House Triathlon, på Bahamas. Helle Frederiksen var, før etapestarten på øen Highbourne Cay, på en samlet femteplads. Og den skulle hun altså virkeligt kæmpe for at bevare. Desværre lykkedes det ikke helt for den danske deltager, selvom hun gav den alt hvad hun kunne undervejs.
På grund af en nylig orkan, var alle muligheder for telekommunikation umulig på Highbourne Cay – hverken det mobile eller det faste permanente netværk var i drift. Derfor har det været utroligt svært at finde informationer derfra, både under og efter racet.
En misset bøje koster tid på svømningen
Tredje og sidste etape af Island House Triathlon, blev kørt i et non-draft sprintformat. Atleterne blev sendt afsted én efter én, med den tidsmargin, som der var imellem de respektive atleter i den samlede stilling, startende med den førende atlet.
Første kvinde i vandet, var derfor den amerikanske OL-guldvinder, Gwen Jorgensen. Knap 45 sekunder senere, blev Holly Lawrence (Storbritannien) sendt afsted og yderligere ti sekunder senere, blev det Flora Duffys (Bermuda) tur. Helle Frederiksen blev sendt afsted som den femte kvinde, 3:15 efter den førende Gwen Jorgensen. Nærmeste konkurrent til Frederiksen, var australske Ellie Salthouse på fjerdepladsen, og hun startede 45 sekunder før danskeren.
Undervejs på de 750 meter svømning, laver Helle en fejl som ender med at koste hende en del sekunder; hun overser en bøje og må derfor se sig selv overhalet af konkurrenter bagfra. Alt i alt, løber Helle ind i T2 efter en svømmetid på 9:07, hvilket altså er knap 45 sekunder langsommere end Sarah True som sætter hurtigste svømmetid.
Viser at hun stadig har noget at kæmpe med på cyklen
På de tyve kilometer cykling, får Helle Frederiksen jagtet godt, samtidigt med at hun får vist, at hun stadig har noget at kæmpe med. Hun sætter nemlig, med tiden 34:41, fjerdehurtigste cykeltid. Til gengæld er Flora Duffy helt suveræn på cyklen og sætter alt på ét bræt for at indhente Gwen Jorgensens forspring. Og med en cykeltid på 33:08, lykkedes det da også, ligesom det også lykkedes for Duffy at skabe sig et forspring til Jorgensen i T2.
Det lykkedes ikke at gøre det færdigt på løbet
Efter en ganske flot cykling, er det nu op til Helle Frederiksen, at få gjort arbejdet færdigt på de afsluttende fem kilometer løb. Men selvom hun løber rigtigt, rigtigt stærkt, er det ikke nok til at hverken avancere i den samlede stilling, eller at holde sin femteplads. Helle slutter den sidste etape i Island House Triathlon af, med et løbesplit på lynhurtige 15:31, hvilket faktisk viser sig ikke at være hurtigt nok i forhold til de nærmeste konkurrenter.
Helle Frederiksen slutter som nummer otte på den sidste etape i tiden 59:50. Det er lige et par minutter langsommere end etapevinderen Flora Duffy, som slutter af med en etapetid på 57:29.
Med Helles tid på sidste etape, rykker hun dermed også ned på en samlet syvendeplads. Det lykkedes lige akkurat Gwen Jorgensen at holde Flora Duffy bag sig – kun 18 sekunder adskiller de to i den samlede stilling. Holly Lawrence forsvarer sig godt på den sidste etape og slutter som samlet tre’er, knap 1:20 efter Jorgensen.
Helle Frederiksen er tilfreds og ærgerlig på samme tid
Helle Frederiksen selv, er på trods af dagens resultat, godt tilfreds med sin placering i den samlede stilling. Samtidigt ærger hun sig dog også over sin fejl på svømningen. På Helles Facebook-side, skriver hun selv følgende;
– “Island House Invitational Triathlon er overstået og sikke et fedt event. Jeg er så glad for at jeg igen er tilbage blandt de allerbedste i sporten og at jeg igen har fået vist mit konkurrence-niveau. Min endelige placering efter tredjedagen, blev nummer syv. Jeg er en smule skuffet med min præstation på dagens etape, en fejl på svømningen resulterede i, at jeg missede den anden bøje og jeg skulle derfor selv finde tilbage på ruten, hvilket kostede mig en del tid. Når det er sagt, så gjorde jeg hvad jeg kunne på dagen. Jeg gjorde mit bedste over alle tre dage og jeg er glad for det samlede resultat. Jeg har vist mig selv, at min krop er sund og rask igen. Min form mangler lidt arbejde, men det er det smukke ved at konkurrere og det kommer ikke bare over én nat. Nu er det tid til at slappe af og nyde lidt afslapningstid. Tak for alt jeres overvældende støtte som i fortsætter med at give mig.”
Resultater fra tredje og sidste etape
1 Flora Duffy, 0:57:29
2 Gwen Jorgensen, 0:58:06
3 Rachel Klamer, 0:58:10
4 Sarah True, 0:58:29
5 Holly Lawrence, 0:58:38
–
8 Helle Frederiksen, 0:59:59
Du kan se alle resultaterne fra tredje og sidste etape her.
Samlet stilling efter sidste etape i Island House Triathlon 2016
1 Gwen Jorgensen, 3:55:01
2 Flora Duffy, 3:55:19
3 Holly Lawrence, 3:56:17
4 Sarah True, 3:58:51
5 Rachel Klamer, 3:59:01
–
7 Helle Frederiksen, 4:00:00