Foto: Holstebro Triathlonstævne
- Annonce -

Det er Kristi Himmelfartsdag og det blev dermed tid til endnu en omgang af det traditionelle Holstebro Triathlon på 1/6 ironman-distancen 650 m svømning, 30 km cykling og 7 km løb. Og traditionen tro, var nogle af Danmarks hurtigste triatleter til start. 

Således bød Holstebro-stævnet på deltagelse af bl.a. Michelle Vesterby i kvindeklassen, der dog måtte se sig slået af en stærkt kørende Pernille Linder.

Stævnet blev kørt med svømning på 50-meter indendørsbaner, imens deltagerne blev mindst ligeså våde udenfor, på grund af regn- og tordenvejr.

Mathias Lyngsø Petersen tog en snæver sejr

Vejret lod dog ikke til at slå de godt og vel 200 deltagere ud. Heller ikke i herrefeltet, hvor Mathias Lyngsø tog sig en snæver sejr foran Oscar Gladney.

De to elitetriatleter startede i samme heat og kunne dermed nemt holde øje med hinanden hele vejen. Og måske det var det der gjorde, at der på målstregen kun var seks sekunder mellem de to.

Vinderen Mathias Lyngsø var dén af de to der var hurtigst oppe af vandet, med Oscar Gladney kun 10 sekunder efter. På cykelruten blev der da også hurtig samling mellem de to, og så skulle det hele afgøres på de afsluttende 7 kilometer i løbeskoene.

Her viste Mathias Lyngsø sig at være en smule hurtigere end Oscar Gladney, hvorfor det dermed blev Lyngsø der sejrede kun seks sekunder foran Gladney.

- Annonce -

Herrernes tredjeplads blev besat af Andreas Nørgaard, godt og vel et minuts penge efter Mathias Lyngsø.

Ligeså tæt løb hos kvinderne, hvor Pernille Linder var hurtigst

Med en sejrsmargin på seks sekunder hos herrerne, skulle man næsten ikke tro at det kunne blive meget mere snævert. Men det kan det altså tilsyneladende. I kvindernes race vandt Pernille Linder nemlig med små fire sekunder til Michelle Vesterby.

Læs også:  Morten Banke og Anne Damgaard Eriksen "bankede" konkurrenterne i Spar Kron 1/4 Jernmand 2017

De to kvinder var til gengæld også i en liga helt for sig selv.

Efter at have forladt vandet med kun fem sekunders mellemrum i Pernille Linders favør, bragte Michelle Vesterby sig snævert foran på cykelruten. Også her, skulle vinderen dermed findes på den afsluttende løbetur.

Her var Linder den hurtigste af de to, hvorfor det også blev hende der kunne stille sig øverst på podiet. Men altså kun med fire sekunder ned til Vesterby.

Til gengæld skulle der gå syv minutter, før Line Brandt Pedersen rundede kvindepodiet af med en tredjeplads.

Vigtig meddelelse fra arrangørerne

Efter artiklen er blevet publiceret, har vi modtaget henvendelse fra arrangørerne, der fortæller at der på grund af de store skybrud, var problemer med tidtagningen.

Det betyder at knap halvdelen af deltagerne, ikke har fået registreret en sluttid.

Arrangørerne lover at de vil forsøge at regne sig frem til de berørte atleters sluttid fra på mandag.

Desuden vil vinderne i F40+ klassen blive fundet ved samme lejlighed, hvor de vil få tilsendt deres præmier ved førstkommende lejlighed.

Resultater Holstebro Triathlon 2018

Herrer

1 Mathias Lyngsø Petersen, 1:18:16
2 Oscar Gladney, Viborg AM & Tri, 1:18:22
3 Andreas Nørgaard, Aarhus 1900 Tri, 1:19:16
4 Simon Jørn Hansen, KTK86, 1:19:27
5 Benjamin Andersen, Aalborg Triathlon Klub, 1:19:41

Kvinder

1 Pernille Linder, Aalborg Triathlon Klub, 1:28:26
2 Michelle Vesterby, 1:28:30
3 Line Brandt Pedersen, SMT-Silkeborg, 1:35:39
4 Nicoline Vilholm Jensen, SMT-Silkeborg, 1:37:38
5 Therese Helk Olesen, Skive AM, 1:41:46

Alle resultater fra Holstebro Triathlon 2018 kan ses her.

- Annonce -

Skriv et svar