Lige før jul, kunne vi her på Pastaparty.dk give vores læsere et indblik i, hvordan økonomien ser ud for en mellem-god professionel triatlet. Det har indtil nu været én af vores mest populære artikler, og det vidner om, at interessen for økonomien i triathlon, er stærkt tilstede.

Og skulle man have interesse i at få et dybere indblik i præmiepengene i international triathlon, og fordelingen af dem, så er der nu godt nyt. Det Amerikanske Triathlon Forbund, USA Triathlon, har nemlig netop offentliggjort en liste over de triatleter, som på verdensplan, har tjent flest præmiepenge i 2016.

En liste med mange af de største stævner

Det er på denne liste, at USA Triathlon giver et indblik i, hvilke triatleter, som på verdensplan har tjent flest præmiepenge i 2016. Og skulle du være nysgerrig omkring tidligere år, så er der også tal fra både 2014 og 2015.

Men tallene i listen, skal tages med et gran salt. Hverken præmiepenge fra OL, Xterra eller stort set alle Challenge-stævner er talt med, og det er derfor primært præmiepenge fra ITU-stævner og Ironman-stævner, som har betydning for listen.

Flora Duffy er den mest indbringende triatlet

Netop stævner fra de to arrangører, ITU og Ironman, er også dem, som dominerer. Men modsat hvad man skulle tro, så er det faktisk ikke Ironman-atleter, som pryder toppen af listen.

Den allermest indtjenende triatlet i 2016, i hvert fald hvad angår præmiepenge, er Flora Duffy fra Bermuda. En kortdistance-triatlet, som vi for få dage siden bragte en artikel om, hvor vi kom lidt ind på hendes aggressive kørsel. Hun har i 2016 indkørt ikke mindre end 1.528.100 kroner, og det er primært for sine to sejre WTS-sejre i henholdsvis Stockholm og Cozumel, samt det samlede verdensmesterskab.

Flora Duffy bliver stærkt forfulgt at en anden kvinde. Den mest dominerende kortdistance-triatlet i kvindefeltet i nyere tid, Gwen Jorgensen. Hun sluttede 2016-sæsonen med en præmiepenge-sum på 1.419.500 kroner, hvilket højst sandsynligt er nok til, at have givet hende førstepladsen såfremt præmiepengene fra OL havde været talt med.

Og på tredjepladsen, finder vi så endnu en kortdistance-triatlet. Hvor de to første på listen var kvinder, er det en mand som løber med titlen som den tredjemest præmieindbringende triatlet i 2016. Spanske Mario Mola nappede VM-titlen for første gang i sin karriere, og med flere WTS-sejre undervejs, fik han i 2016 kørt 1.322.000 kroner ind i præmiepenge.

Det er dermed først udenfor top tre, at vi finder de første atleter fra de lange distancer på listen. Og så er det faktisk ikke engang fordi, at de er i overtal. Se bare top ti herunder:

1 Flora Duffy, 1.528.100 kroner
2 Gwen Jorgensen, 1.419.500 kroner
3 Mario Mola, 1.322.000
4 Daniella Ryf, 1.267.300 kroner
5 Jan Frodeno, 1.124.400 kroner
6 Jonathan Browlee, 1.006.000 kroner
7 Sebastian Kienle, 986.500 kroner
8 Richard Murray, 905.300 kroner
9 Lionel Sanders, 776.700 kroner
10 Holly Lawrence, 776.700 kroner

Michelle Vesterby den mest indbringende dansker

Selvom vi i Danmark har et par af de bedste kvinder i verden på de lange distancer, så skal vi alligevel relativt langt ned på listen, for at finde den første med en dansk licens. Michelle Vesterby når lige akkurat med i top 50, da hun med en præmie-indtjening på 262.700 kroner, er placeret som nummer 50 på listen.

Derfra er der lige nogle tusinde kroner ned til den næstmest indbringende dansker, da Helle Frederiksen er placeret som nummer 91, efter at have indkørt en præmiesum på 183.500 kroner. Og den næste dansker på listen, er den danske OL-deltager Andreas Schilling, som med sin præmiesum på 159.700 kroner, indtager listens 108.-plads.

Det er dog så her, at det bliver tydeligt, at der mangler præmiepenge fra de fleste Challenge-stævner. Og sågar også Challenge European Rankings. For danske Chris Fischer har haft en kanon sæson, hvor det blandt andet er blevet til den samlede sejr i netop Challenge European Rankings. En samlet sejr, som i sig selv, har indbragt knap 185.000 kroner, og som altså ikke er regnet med i USA Triathlon regnestykke.

Men tager vi udelukkende udgangspunkt i listen, så ser danskernes præmiemæssige indtjening således ud:

1 Michelle Vesterby, 262.700 kroner
2 Helle Frederiksen, 183.500 kroner
3 Andreas Schilling, 159.700 kroner
4 Camilla Pedersen, 121.800 kroner
5 Tine Holst, 81.200 koner
6 Maja Stage Nielsen, 74.700 kroner
7 Jens Petersen-Bach, 60.000 kroner
8 Susanne Svendsen, 34.300 kroner
9 Søren Bystrup, 29.100 kroner
10 Esben Hovgaard, 17.600 kroner
11 Henrik Hyldelund, 15.900 kroner
12 Karina Ottosen, 10.600 kroner
13 Pernille Linder, 10.000 kroner
14 Heidi Thranum, 8.000 kroner
15 Anders Lund Hansen, 6.000 kroner
16 Thomas Strange, 5.300 kroner
17 Martin Jensen, 3.500 kroner
18 Daniel Bækkegård, 1.200 kroner
19 Casper Stenderup Korch, 1.200 kroner
20 Chris Fischer, 1.200 kroner
21 Mathias Lyngsø Petersen, 800 kroner

Endnu engang vil vi lige gøre opmærksom på, at denne liste, tager udgangspunkt i USA Triathlons beregninger, hvor der tydeligvis mangler en del races. Samtidigt er det udelukkende indtjening fra præmiepenge der er tale om, så hvordan de forskellige atleters samlede indtjening så ud, er svært at sige. Skulle du have interesse i at fordybe dig i listen, så kan du finde den på USA Triathlons hjemmeside her.

Derudover har Challenge Family også lavet deres egne statistiker, hvor Challenge, Ironman og ITU-stævner er inklusiv. Dem finder du for mændendes vedkommende her og for kvindernes vedkommende her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply