For indtil kun et par år siden, blev der kørt Ironman 70.3 Aarhus. Men en omlægning af strategien fra Ironmans side, gjorde, at det populære Aarhus-race blev lavet om til Ironmans næsten nye 5150-format, som bliver kørt på den olympiske distance. Og endnu engang er Ironman 5150 Aarhus tilbage på kalenderen i 2017.

En teknisk og kuperet rute i Aarhus

Da der sidste år blev kørt Ironman 5150 Aarhus, endte Kristian Broløs og Stine Bækgaard Olsen som vindere hos henholdsvis herrerne og kvinderne. Vindertiden hos herrerne blev 2:01:56 og 2:19:00 hos kvinderne, og selvom det er nogle ret hurtige tider for en olympisk distance, så er ruten i Aarhus faktisk ikke helt nem. Særligt cykelruten er nemlig både teknisk og kuperet, med rullende bakker stort set hele vejen.

KMD Ironman 5150 Aarhus starter med svømning i den naturskønne bugt i Aarhus, en teknisk cykeltur syd for Aarhus og en smuk løberute i centrum af Århus og gennem Marselisborg Skov. Expo, start, mål og skiftezoner er placeret på Tangkrogen, kun to kilometer fra Aarhus centrum, hvilket Ironman Danmark er sikre på, vil skabe et vibrerende hotspot til den hurtige IRONMAN 5150 konkurrence.

 – “Det er andet år med den meget intense KMD Ironman 5150 Aarhus, der som sæsonafslutning passer helt perfekt, også for de atleter der måtte have deltaget i forsommerens helt store triathlon-begivenhed i Danmark, KMD Ironman 70.3 European Championship i Helsingør i juni, eller sågar KMD Ironman Copenhagen i august. I år er der desuden sammenfald med Europæisk Kulturby 2017, hvilket blot medvirker til endnu mere stemning og flere folk i byen og langs ruten,” fortæller Thomas Veje Olsen fra Ironman Danmark.

Ironman 5150 Aarhus skal få nye udøvere ind i sporten

Udover at kunne tilbyde et kortdistance-stævne i Ironman-regi, til de triatleter som foretrækker de korte distancer, er strategien for Ironman Danmark også ganske tydelig. Ironman 5150 Aarhus bliver nemlig også brugt til, at sluse nye triatleter ind i triathlon på de mere overkommelige distancer, for at de måske senere, tager kampen op med de helt lange distancer.

 – “Det er utrolig vigtigt, at nye triatleter får oplevelsen af hvad det vil sige, at deltage i en Ironman konkurrence. Ikke bare i forhold til at bygge længde på kilometermæssigt i forhold til eksempelvis KMD 4:18:4, som vi har haft tusindvis af danskere igennem de seneste år. Men også i forhold til alt det rundt om, de fysiske lokaliteter i landets næststørste by, forplejning på ruten, bike check-in, transitionzoner, tilskuerne og så videre,” forklarer Thomas Veje Olsen og fortsætter; 

 – “Det er nemlig når vi, indenfor sporten, skaber gode rammer og gode konkurrence-oplevelser af høj kvalitet, at vi medvirker vi til, at fastholde og tiltrække nye triatleter. Og her fungerer KMD Ironman 5150 Aarhus som en vigtig port på vej mod de længere distancer og endnu større Ironman-oplevelser,” slutter Thomas Veje Olsen.

Ét af de sidste stævner i den danske tri-kalender

Den kommende sæsons udgave af Ironman 5150 Aarhus bliver kørt den 9. september, og er dermed ét af de sidste stævner i den danske triathlon kalender.

Der bliver kørt på den olympiske distance, som består af 1500 meter svømning, 40 kilometer cykling og 10 kilometer løb. Og tilmeldingerne åbnede allerede i går.

Læs i øvrigt vores racereferat fra herrernes og kvindernes race, i sidste års Ironman 5150 Aarhus, her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply