Foto: Getty Images for IRONMAN
- Annonce -

Knap har de to danske superkvinder, Michelle Vesterby og Camilla Pedersen, krydset målstregen i Cozumel, før at teamet hos Ironman Danmark klapper sig i hænderne af glæde. De mener nemlig, at de flotte danske resultater i den senere tid, lover godt for næste års to store danske Ironman stævner.

Thomas Veje Olsen: Det er et stærkt resultat

Som du har kunne læse her, spår Ironman Danmark – selskabet bag næste års Ironman 70.3 European Championship og Ironman Copenhagen – at 2017 vil blive et vanvittigt fedt triathlon-år. Og den seneste tids danske top-resultater, har ikke gjort forventningerne til næste år mindre.

Særligt Michelle Vesterby og Camilla Pedersens yderst flotte præstationer i søndagens Ironman Cozumel, lover ifølge Ironmans danske direktør, Thomas Veje Olsen, godt for dansk triathlon til næste sæson.

– “Det er et stærkt resultat, som kommer i forlængelse af, at både Michelle og Camilla gjorde det godt til VM på Hawaii i oktober. Med mindre end syv måneder til den mest prestigefyldte Ironman 70.3 konkurrence i Europa, KMD Ironman 70.3 European Championship i Helsingør, giver resultater som dem i går, selvsagt forhåbninger om, at der vil være danskere med helt fremme i det uhyggelige stærke felt, som der til sommer, stiller til start i Helsingør,” fortæller Thomas Veje Olsen, direktør for Ironman Danmark.

De største præmiesummer på dansk grund

Men hvad vil Ironman Danmark gøre for, at lokke de allerbedste danske atleter til start i den kommende sæson? Udover prestigen i, at kunne kalde sig vinder af enten Ironman Copenhagen eller det europæiske Ironman 70.3 mesterskab, lokker de også med store pengepræmier til de første atleter som krydser målstregen. Og det er altså ikke helt småpenge der er tale om.

I Ironman 70.3 European Championship i Helsingør, er der en halv million til deling mellem herrerne og kvinderne. Og i Ironman Copenhagen, som næste år ikke har et professionelt herre-felt til start, vil der være 300.000 kroner at hente i præmiepenge. Og det er altså kun til kvinderne.

– “Det er de største præmiesummer nogensinde på danske grund. Og det viser selvfølgelig noget om, hvor stor triathlon-sporten er ved at blive. Samtidig er det en kæmpe anerkendelse til dansk triathlon, at Danmark vandt værtskabet for Ironman 70.3 European Championship, der ubetinget er den mest prestigefyldte Ironman-konkurrence i Europa på distancen, med deltagelse af alle de bedste triatleter,” fortæller Thomas Veje Olsen videre.

‘En drøm at have Michelle og Camilla til at fyre et lignende race af’

- Annonce -

Med succesen i Cozumel for de to danske jernkvinder, håber Thomas Veje Olsen da også, at både Camilla Pedersen og Michelle Vesterby, har lyst til at stille til start i det efterhånden traditionsrige Ironman Copenhagen.

– “Det vil selvfølgelig være en drøm for både os, og de 200.000 tilskuere til KMD Ironman Copenhagen, hvis Michelle og Camilla kunne fyre et lignende race af. Men lad os nu se, der kommer de bedste triatleter på den fulde Ironman distance til København, så der bliver mange om buddet,” slutter Thomas Veje Olsen.

Håbet om de to danskere til start i København, har da også noget på sig. I forbindelse med dette års Ironman Copenhagen, har Michelle Vesterby udtalt, at hun gerne så sig selv deltage København igen til næste år. Hvis det da kan gå op med de andre races i hendes forberedelser til næste års Ironman World Championship i Kona. Og kan det det, så mangler der jo kun Camilla Pedersen på startstregen.

Indtil videre har arrangørerne bag næste års ETU European Middle Distance Championship i Herning, annonceret, at både Michelle Vesterby og Camilla Pedersen er på startstregen.

- Annonce -

Skriv et svar