Foto: New York City Marathon

IRONMAN er ikke længere blot triathlon. Fremover byder programmet nemlig også på marathon. 

Organisationen bag IRONMAN, Dalian Wanda Group – også i daglig tale kaldet Wanda Group – annoncerede tidligere i dag at det har nået et stort højdepunkt ved at indgå en aftale med marathon-organisationen Abbott World Marathon Majors (AbbottWMM). Aftalen er et strategisk partnerskab der skal løbe over de næste ti år, og målet er at opnå yderligere vækst og udvikling til marathon-events over hele verden.

Partnerskabet har til formål at ekspandere AbbottWMM Series med nye stævner i helt nye regioner såsom Asien og Afrika, og allerede nu vil begge parter tage hul på en proces der skal identificere potentielle stævner der lever op til AbbottWMMs strenge kriterier, før de bliver endegyldigt udvalgt til at være en del af marathon-serien.

Arrangør af seks af verdens største marathon-events

AbbottWMM Series omfatter seks af verdens største marathon-events: Tokyo Marathon, Boston Marathon, Virgin Money London Marathon, BMW Berling Marathon, Bank of America Chicago Marathon og TCS New York City Marathon.

– “Wanda er glade for at indgå i et partnerskab med Abbott World Marathon Majors, der arrangerer de mest berømte marathon-stævner i verden, for at skabe mere opmærksomhed for marathonløb og en sund livsstil,” fortæller Wang Jianlin, formand i Dalian Wanda Group, i en pressemeddelelse. “Løb er en spirende sportsgren i Kina og i Asien generelt, og vi ser frem til både at få flere kinesiske atleter til at deltage i Abbott World Marathon Major-stævnerne og at hjælpe Abbott World Marathon Majors med at ekspandere serien.”

– “Vores stævneledere ser frem til at arbejde sammen med Wanda for at introducere Serien for nye publikummer i nye territorier, og for at involvere vores løbere i nye initiativer,” fortæller Tim Hadzima, direktør i AbbottWMM. “Tæt på en million mennesker forsøger hvert år at komme til start i et af AbbottWMM-stævnerne, og vores nye partnerskab med Wanda Group kommer til at udvikle denne fænomenale interesse i marathonløb.”

IRONMAN skal være med til at udvikle marathonsporten over hele verden

World Marathon Majors Series blev grundlagt i 2006 for at udvikle marathonsporten og for at ære verdens bedste mandlige og kvindelige løbere, samt atleter i rullestol. Lige nu deltager mere end 250.000 løbere hvert år i AbbottWMM-stævnerne verden over, og det samler årligt knap 150 millioner dollars ind til gode formål. Og så hylder serien dets såkaldte Six Star Finishers, der består af løbere der alle har gennemført alle seks stævner i serien.

Samtidigt er AbbottWMM – efter eget udsagn – verdensførende indenfor antidoping, da de financierer det største privat-financierede testprogram i sportens verden.

Efter at have opkøbt IRONMAN i 2015 har Wanda Group arbejdet tæt sammen med deres egne datterselskaber for at finde og udvikle fordelagtige udviklingsmuligheder indenfor udholdenhedssport, og IRONMAN kommer til at have en førende rolle for Wanda Group i dette nye partnerskab. 

 – “Marathonløb er i stærk udvikling udenfor dets historiske centrum i Europa, Nordamerika og Japan,” fortæller Andrew Messick der er CEO hos IRONMAN. “Vi ser frem til at arbejde sammen med AbbottWMM om at udvikle de bedste stævner i andre dele af verden, som med tiden kan blive en del af denne prestigefyldte organisation.”

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre, jeg har et ansvarsfuldt og tidskrævende lederjob i detailbranchen og så dyrker jeg triathlon i min fritid, sideløbende med at jeg forsøger at opdatere bare lidt her på siden.

Leave a Reply