Der har i dag været flere danske topplaceringer i triathlon stævnet Ironman Malaysia 2016 på Langkawi
Foto: Azlikamal My
- Annonce -

Ni danske triatleter var til start, da Ironman Malaysia 2016 blev skudt i gang i nat, dansk tid. På startstregen var blandt andre professionelle Tine Holst – og det skulle vise sig, at hun var mødt op for at jagte en topplacering. Tine slutter på en fjerdeplads, imens age grouperen Jacob Lemholt stod for dagens bedste danske placering, med en rigtigt flot førsteplads. Og det er i et race, som særligt henimod slutningen, har været præget af regnvejr.

Tine Holst nummer fire hos de professionelle kvinder

Det er ikke meget mere end en måned siden, at professionelle Tine Holst krydsede målstregen til Ironman World Championship i Kailua-Kona. I nat var hun så til start i Ironman Malaysia og det endte altså med en fjerdeplads hos de professionelle kvinder.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Tines største svaghed, er svømningen. Alligevel præsterer hun, efter dagens 3800 meter svømning, at løbe ind i T1 som syvendebedste kvinde efter en svømmetid på 1:05:23. På cyklen, viser hun til gengæld godt med overskud og får med dagens fjerdehurtigste cykelsplit på 5:13:11, kørt sig op på fjerdepladsen i T2. Og den placering holder hun altså fast i på det afsluttende marathon, hvor hun med sin marathontid på 3:19:17, sætter dagens hurtigste løbesplit.

Alt i alt ender Tine Holst med en sluttid på 9:41:48 og det giver hende en fjerdeplads, knap tyve minutter efter sejrskvinden Diana Riesler fra Tyskland.

Jacob Lemholt vinder i age group M18-24!

Dagens allerbedste danske placering, blev til gengæld ikke leveret af Tine Holst. Det var i stedet Jacob Lemholt, som efter et rigtigt hurtigt race, kunne lade sig hylde som vinder i M18-24.

Allerede fra startskuddet gik, var Jacob en del af fronten. Efter at have tilbagelagt de 3800 meters svømning i tiden 1:07:49, sætter han sine fødder i T1 som femtebedste i sin age group. Sit gode udgangspunkt på svømningen, bruger Jacob til at bringe sig i front allerede relativt tidligt på cyklingen og det resulterer i at han ankommer i T2 som den førende triatlet, efter at have tilbagelagt cykelruten i tiden 5:23:28, som den absolut hurtigste. På det afsluttende marathon, sætter Jacob trumf på og afslutter dagen, som vinder suveræn vinder i age group M18-24 efter et løbesplit på 3:54:08!

Læs også:  Erik Søe-Pedersen efter fjerdepladsen i Malaysia: Jeg er meget tilfreds

Tine Fischer-Nielsen nummer to i age group F40-44

Næstbedste danske resultat, blev i dag leveret af Tine Fischer Nielsen. Hun krydsede målstregen som en flot nummer to i age group F40-44, kun syv minutter fra førstepladsen.

- Annonce -

Efter at have svømmet i tiden 1:12:53, kunne Tine Fischer-Nielsen krydse porten til T1, som den syvende kvinde i sin age group. Hun har dermed et ganske fornuftigt udgangspunkt for resten af racet, og det bruger hun til sin egen fordel, ved at køre sig op på fjerdepladsen, efter at have sat dagens tredjehurtigste cykelsplit i tiden 6:00:45. På det afsluttende marathon, fortsætter Tine med at indhente atleterne foran sig – og det betyder, at hun i mål krydser stregen som næstbedste kvinde i F40-44 i den samlede tid på 11:18:49.

Daniel Haack nummer fire i age group M18-24

I samme klasse hvor Jacob Lemholt løb med sejren, nemlig i M18-24, lykkedes det Daniel Haack at blive nummer fire.

Daniel startede dagen godt ud ved at gøre sin entré i T1 som nummer elleve, efter at have tilbagelagt svømmeruten i tiden 1:14:23. Til gengæld kan man sige, at cykelruten havde rent dansk dominans, da Daniel med et stærkt cykelsplit på 5:27:24, stiller cyklen i T2 som næstbedste mand i klassen. De to første i T2, var dermed de to danskere Jacob Lemholt og Daniel Haack. Desværre lykkedes det ikke for Daniel at beholde sin andenplads hele vejen til mål, da han undervejs på det afsluttende marathon, taber et par placeringer og dermed slutter som nummer fire.

Daniel Haacks samlede sluttid bliver 11:08:09, hvilket altså rakte til fjerdepladsen i M18-24.

Erik Søe-Pedersen nummer fire i age group M50-54

I modsætning til de øvrige danske topplaceringer, var Erik Søe-Pedersen, efter svømningen, lidt længere bagude i forhold til sine konkurrenter. Erik fik skaffet sig fast land under fødderne som den syttende mand i M50-54, efter at have tilbagelagt svømningen i tiden 1:21:46. Men hvad gør en svømning, som bringer en lidt tilbage, når man har stærke cykelben? Tilsyneladende ikke særligt meget. Erik bringer sig nemlig, med det næsthurtigste cykelsplit på 5:32:59, op på femtepladsen efter cykelstrabadserne og har dermed et rigtigt godt udgangspunkt for et godt resultat, da han tager hul på sit marathonløb. Og netop på sin marathon, lykkedes det Erik, at indhente en enkelt placering og han kan dermed løbe i mål som nummer fire i M50-54. Og det gør han med en sluttid på fornuftige 10:52:08.

Læs også:  Den forsvarende IRONMAN 70.3 Europamester forsvarer sin titel i Helsingør

Søren Mellerup nummer otte i age group M35-39

Hvor Jacob Lemholt sørgede for dagens bedste danske placering, sørgede Søren Mellerup for dagens bedste danske age group sluttid. Og det rakte til en ottendeplads i det stærkt kompetitive felt i M35-39.

Søren Mellerup skaffer sig et godt udgangspunkt på svømningen, da han med en svømmetid på 1:00:31, kan tage hul på dagens cykelrute som age groupens syvende mand. Og det er på cyklen, at han virkeligt får åbnet op og kørt sig op i feltet, da han med dagens fjerdehurtigste cykelsplit på 5:08:42, får Søren kørt sig op på femtepladsen i T2. Desværre lykkedes det ikke for Søren at avancere længere op på det afsluttende marathon. Han gennemfører løberuten i tiden 3:45:49, og selvom det undervejs så rigtigt godt ud, taber Søren et par placeringer og slutter som nummer otte.

Sørens samlede tid endte på 10:01:52 og det er kun knap syv minutter efter førstepladsen. Som et plaster på såret, har han til gengæld æren af, at have sat dagens hurtigste danske age group sluttid.

Kasper Bay nummer ti i age group M25-29

Sidste danske top-ti placering, blev leveret af Kasper Bay, som slutter sin dag som nummer ti i M25-29.

Efter at have svømmet i tiden 1:13:34, hvilket rakte til en placering som nummer 21 i T1, fik Kasper kørt sig godt opad i feltet på cyklingen. Kasper tilbagelagde de 180 kilometer cykling i tiden 5:23:53 og kunne dermed tage hul på de afsluttende 42,2 kilometer løb, som niende herre i M25-29. Efter at have løbet et fornuftigt marathon, lykkedes det desværre ikke helt hverken at avancere yderligere eller at holde niendepladsen. Til gengæld taber han kun en enkelt placering – og selvom en niendeplads kunne være fedt for Kasper, så løber han alligevel i mål på en rigtigt flot tiendeplads med en samlet tid på 11:01:43.

Læs også:  Tredobbelt op på VM-slots i Helsingør

Danske resultater i Ironman Malaysia 2016

Udover de mange flotte top-ti placeringer, sørgede flere andre danskere også for nogle flotte personlige resultater. Deres resultat har vi, sammen med top-placeringerne, gjort os et overblik over herunder.

FPro

4 Tine Holst, Schöneck, 9:41:48

M18-24

1 Jacob Lemholt, Vanløse, 10:31:23
4 Daniel Haack, Vanløse, 11:08:09

M25-29

10 Kasper Bay, Vanløse, 11:01:43
33 Michael Knudsen, Rødovre, 13:45:46

M35-39

8 Søren Mellerup, København N, 10:01:52
DNF, Søren Raunholt, Herlufmagle, DNF

F40-44

2 Tine Fischer-Nielsen, Birkerød, 11:18:49

M45-49

91 Kristian Röhl, København, 15:29:21

M50-54

4 Erik Søe-Pedersen, København, 10:52:08

Se resultaterne fra Malaysia her.

- Annonce -
DEL
Mit navn er Morten og det er mig der ejer Pastaparty.dk. Jeg startede Pastaparty.dk med det formål at skabe mere omtale i og om dansk triathlon. Samtidigt med min indsats her på sitet, svømmer, cykler og løber jeg selv en del, hvilket jeg blogger om på min egen hjemmeside mortenfalknielsen.com.

Skriv et svar