Det er længe siden, at vi sidst har set den spanske superstar Javier Gomez køre race. Men i nat var han tilbage på startstregen for første gang i fem måneder, og det endte altså med en ganske sikker comeback-sejr.

Comeback efter en brækket arm

Det er efterhånden ved at være mange måneder siden, at vi sidst har set Javier Gomez på en startstreg. Tilbage i juli styrtede han på sin cykel under en træningstur og brækkede armen, hvilket blandt andet holdte ham ude af årets helt store mål; OL i Rio.

I nat gik starten så til dette års Rotorua Half Ironman i New Zealand. Et ret ukendt race, i hvert fald internationalt set. Men i nat gik det new zealandske race altså fra, at være et internationalt ukendt stævne, til at have én af verdens allerstørste triathlon stjerner til start.

Javier Gomez havde nemlig taget turen til New Zealand, for at køre sit første race siden cykelstyrtet i juli. Og selvom han har været ude i flere måneder, så viste han, at formen er ved at være godt og grundigt tilbage. Efter 1900 meter svømning, 90 kilometer cykling og 21,1 kilometer løb, var han nemlig den første til at krydse målstregen.

Javier Gomez: Den hårdeste halve distance jeg nogensinde har kørt

Selvom man skulle tro, at en superstar som Javier Gomez, ville vinde ubesværet i et så lille stævne, som ligger langt fra niveauet i det races han plejer at køre i, så var det bestemt ikke en walk-in-the-park. Det afslører han nemlig selv i et efterfølgende interview med Rotorua Dialy Post, få minutter efter at have krydset målstregen.

Det var nemlig ikke en helt nem rute, hvor cyklingen var fyldt med bakker og løberuten nærmest var rent crossløb. Gomez’ sluttid på 4:09:59, vidner da også om en superhård rute.

– “Det er nok den hårdeste halve distance jeg nogensinde har kørt. Det varierer naturligvis efter hvor hurtigt du kører, men ruten i sig selv, var rigtig hård,” fortæller Javier Gomez og uddyber;

– “Det var en meget ærlig rute. Jeg prøvede at pace mig selv så godt jeg kunne, da jeg var alene i front. Det var kun henimod slutningen på svømningen, at jeg fandt en ordentlig rytme. Derefter var cyklingen meget bakket, og løbet var brutalt. Jeg havde ingen anelse om, at den var så hård. Det var kun off-road, og jeg tog det roligt mod slutningen, da jeg led.”

Noget tyder på et konkurrencedygtigt felt

Under normale omstændigheder, er Gomez en yderst hurtig herre, hvor han som standard, kører under fire timer på den halve jernmandsdistance. I nat kørte han på 4:09:59, og det er altså ikke mere end 4:30 hurtigere end Sam Clark på andenpladsen, og 12:30 hurtigere end Bobby Dean på tredjepladsen.

Noget tyder derfor på, at det alligevel har været et yderst konkurrencedygtigt felt til start i New Zealand i nat.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply