For anden dag i træk, blev der her til aften kørt KMD 4:18:4 København – nogle var gengangere fra i går, imens langt de fleste var til start med helt friske ben. Sikkert og vist er det i hvert fald, at ingen af gårsdagens podietagere var til start – til gengæld var det friske ben i form af Joachim Toftegaard Hansen og Caroline Lindved der løb med sejren.
Og særligt i herrernes race, skulle det vise sig at være spændende lige til det sidste. Efter at have lagt i front fra svømningens allerførste meter ved Amager Strandpark og helt ind til T2, måtte Joseph Ricciardi (Manx Tri Club) se sig indhentet af en hurtigtløbende Joachim Toftegaard Hansen (Tri4).
I T2 havde Ricciardi opbygget et forspring på knap 40 sekunder til de to hårdtjagtende Jacob Krogsgaard Vraadal Riise (HTM) og Joachim Toftegaard Hansen, der begge kom sammen ind til skiftezonen og kunne begynde deres løb.
Sidstnævntes løbepace måtte Riise dog kapitulere overfor, og det samme måtte Joseph Ricciardi med kun omkring en kilometer tilbage. Joachim Toftegaard Hansen blev dermed herrernes vinder i tiden 0:50:16, imens Ricciardi til gengæld formåede at holde sin andenplads, kun 15 sekunder efter Hansen.
Til gengæld skulle der derefter gå lidt over to minutter før Jens Larsen (Team Outdoor Rødovre) kom i mål til den sidste podieplads, imens Riise, der ellers havde god fart på cyklen, måtte dumpe ned på ottendepladsen på det afsluttende løb.
Note: På resultatlisten står Mikkel Bønnelycke (Less Is More) godt nok noteret til en tredjeplads, men da hans pace på det afsluttende løb er tre gange højere end de øvrige konkurrenters (og der mangler et split på ham under cyklingens sidste halvdel), antager vi dette som en fejl i resultatlisten.
Derimod blev det til en lidt mere klar sejr til Caroline Lindved i kvindernes race. Hun var den der tog teten under de 400 meter svømning, hvor hun kom op i en tre-mands gruppe der udover Lindved selv, bestod af Ulla Christine Jacobsen og Anna-Marie Christiansen – men kun få kilometer inde på cykelruten, stod det klart, at ingen af de to sidstnævnte kunne følge Caroline Lindveds tempo på carbonhesten.
Det kunne derimod Hilde Seglem, der med et vanvittigt hårdt tempo fik bragt sig i front. I T2 var der dog kun 14 sekunder mellem Seglem og Lindved, og det udnyttede Caroline Lindved til at genindtage førepositionen straks efter at være hoppet i løbeskoene.
Ingen kunne derefter true Caroline Lindved, der dermed løb over målstregen som vinder af kvindernes race, imens Ida Jarner (Maersk Tankers) løb sig i mål på andenpladsen lige omkring 50 sekunder senere. Sidste kvinde på podiet blev Mette Katrine Pedersen, der lykkedes med at løbe sig op som nummer 7 i T2 til nummer tre på målstregen.
Note: Referat fra kvindernes race er skrevet om, da Mette Kuhre der står på resultatlisten som vinder, selv har henvendt sig og fortalt at hun havde foræret sit startnummer til en herre og ikke selv var til start. Hun er dermed taget ud af vores resultatliste samt referat, sådan at det retmæssigt er Caroline Lindved der står som vinder.
Resultater KMD 4:18:4 København 2017, fredag
Herrer
1 Joachim Toftegaard Hansen, Tri4, 0:50:16
2 Jospeh Ricciardi, Manx Tri Club, 0:50:30
3 Jens Larsen, Team Outdoor Rødovre, 0:52:28
4 Lasse Vogelius, 0:53:35
5 Morten Lehmann, Kvik Tri Team, 0:54:06
Kvinder
1 Caroline Lindved, 0:59:53
2 Ida Jarner, Maersk Tankers, 1:00:41
3 Mette Katrine Pedersen, 1:02:23
4 Malene Meyer, Team Kaisersport, 1:02:24
5 Karina Wójcik Otto, Visma e-conomic, 1:02:43
Alle resultater kan ses her.