Én gang i denne omgang nåede Juelsminde at være værter for DM på mellemdistancen. Og det bliver ved denne ene gang. Hedensted Kommune har nemlig takket nej til at ligge by til endnu en omgang uddeling af DIF-medaljer. 

Det er et svigtende deltagertal i kombination med et betydeligt underskud, der får Hedensted Kommune til at trække stikket. Også selvom Triathlon Games – organisationen bag DM på mellemdistancen og et par mindre stævner op til – har haft mulighed for førsteret til DM-stævnet i 2018 og 2019.

– Vi fik ikke de tilmeldinger som vi havde håbet på. Og måske formåede vi heller ikke helt at skabe det ejerskab om mesterskabet i Juelsminde, som vi troede på vi kunne. Det blev meget noget som kommunen og triathlonklubben i Tørring arbejdede med, fortæller Hans Vacker, næstformand for fritid og fællesskab i Hedensted Kommune, til Vejle Amts Folkeblad.

For få deltagere og for stort underskud

Der var oprindeligt planlagt efter at der skulle have været 500 deltagere tilmeldt til selve DM-stævnet. Men med 309 der var til start, blev den plan grusomt spoleret.

Samtidigt gav mesterskabet også et underskud på i omegnen af 265.000 kroner. Et underskud, som politikerne ikke tror kan vendes til et plus i de næste par år.

Hos Hedensted Kommune skyder man skylden på det svigtende deltagertal, over på det store udbud af kommercielle og foreningsbaserede stævner. Særligt det officielle EM på mellemdistancen i Herning to uger tidligere, beskyldes for at have holdt mange af elitedeltagerne væk fra Juelsminde.

– Konkurrencen er benhård. Udbuddet af kommercielle og foreningsbaserede motionsløb er rigtig stort. Jeg tror ikke vi kan sparke den helt i gang, så vi takker pænt nej og hopper ud af det nu, fortæller Hans Vacker videre til Vejle Amts Folkeblad.

Læs mere om Hedensted Kommunes afkald på DM-stævnet på Vejle Folkeblad her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre, jeg har et ansvarsfuldt og tidskrævende lederjob i detailbranchen og så dyrker jeg triathlon i min fritid, sideløbende med at jeg forsøger at opdatere bare lidt her på siden.

Leave a Reply