Sebastian Kienle og Sarah Crowley sejrede i søndags i IRONMAN Frankfur, begge efter et brag af et race. Et race hvor de undervejs begge måtte kæmpe mod deres egne grænser.

IRONMAN European Championship i Frankfurt plejer at være garanter for et spændende race med nogle af verdens største tri-stjerner på startstregen år efter år. Søndagens race var da bestemt heller ingen undtagelse, hvor de to superstærke triatleter Sebastian Kienle og Sarah Crowley endte som vindere hos henholdsvis herrerne og kvinderne.

Herunder kan du læse de to vinderes reaktioner fra det officielle post-race pressemøde søndag aften.

Sebastian Kienle, vinder hos herrerne: Den tredje sejr er den bedste

Den tidligere IRONMAN verdensmester og forsvarende IRONMAN europamester Sebastian Kienle kunne efter en moderat svømmepræstation, fulgt op med en djævel af et cykelsplit og en head-to-head duel med Andi Böcherer på det afsluttende løb, lade sig hylde som vinder af IRONMAN European Championship i tiden 7:41:42.

Det kunne han for tredje gang i karrieren og i søndags for andet år i træk, da han var først over stregen i 2014, 2016 og nu også i 2017.

Men det var ikke nemt, for kort efter at have krydset målstegen, måtte den hurtige tysker ned at ligge.

– “Jeg måtte ned og ligge engang. Det var frygten for Andi Böcherer og Patrick Lange der drev mig hele dagen. Jeg forsøger altid at skabe et race tidligt, men det var ikke nemt i dag,” udtalte Sebastian Kienle, der stadig kunne mærke trætheden under aftenens pressekonference.

– “Jeg kan stadig mærke det, men jeg må også sige, at den tredje sejr her er den bedste.”

Sarah Crowley, vinder hos kvinderne: Det var et vanvittigt race

Den nyslåede IRONMAN Asia-Pacific mester Sarah Crowley kan nu også kalde sig IRONMAN europamester, efter en spændende dyst i Frankfurt med IRONMAN Lanzarote-vinderen Lucy Charles.

Charles havde ført kvindernes race fra de første meter i vandet og indtil 22 kilometer på løbet, hvorefter Crowley indtog førepositionen. En position som hun dermed holdte hele vejen til mål. Og det var selvom hun for kun fire uger siden tog IRONMAN Asia-Pacific-titlen i Cairns.

– “Det var et vanvittigt race, jeg er helt målløs. Det var en perfekt dag for mit vedkommende, ellers ville jeg ikke kunne vinde kun fire uger efter en IRONMAN-sejr. Stor ros til Lucy (Charles, red.), der virkeligt pressede mig ud over mine egne grænser,” udtalte Crowley på pressemødet.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply