Foto: Frej Elbæk Schjeldal, IRONMAN Danmark
- Annonce -

Av for den. Offentliggørelsen af det nye tætte samarbejde mellem IRONMAN Danmark og Karrebæksminde Triatlon faldt ikke i lige god jord hos alle. Faktisk var der enkelte der så helt sort og fremover måske endda helt vil droppe det ellers så populære sydsjællandske race. Og det får mig til at tænke… Er de kommercielle stævnearrangører virkeligt djævlens værk? 

Og efter grundigere overvejelse, så mener jeg personligt at det må være et rungende nej.

Og lad mig så lige – bare for god ordens skyld – slå fast, at denne klumme hverken er bestilt, betalt eller skrevet af IRONMAN Danmark, Challenge Danmark eller hvilken kommerciel stævnearrangør det nu kunne være.

Dette er mine egne tanker og observationer, og står samtidigt også på min helt egen regning.

Jeg er blot ved at være en smule træt af at høre den ene efter den anden, stille sig op i rækken og udnævne de kommercielle arrangører som pengegriske maskiner, der udelukkende tænker på profit.

De kommercielle arrangører skaber oplevelser for livet

For jo, IRONMAN, Challenge, XTERRA og hvilken arrangør det nu måtte være, tænker da på penge. Naturligvis. Det er jo en forretning.

Men det er en forretning der hvert år lokker adskillige tusinde triatleter til deres stævner. Adskillige tusinde triatleter der alle har trænet i lang tid og som køber sig adgang til disse dyre stævner af én primær årsag; at få sig en oplevelse ud over det sædvanlige og hvor der er styr på skidtet.

- Annonce -

Og efter nu at have oplevet både IRONMAN Danmarks og Challenge Danmarks stævner på helt tæt hold i den forgangne sæson (har haft pressekort og haft adgang til stort set samtlige områder inkl. finisherzone, dele af ruterne der har været afspærret for publikum og været helt tæt på personerne bag disse stævner), kan jeg konstatere at det er lige præcis hvad deltagerne har fået.

En stor oplevelse, hvor der langt, langt det meste af vejen har været styr på det hele. Som i alt.

En sådan oplevelse skaber man ikke bare uden penge, og de penge er arrangørerne nødt til at komme i besiddelse af ved hjælp af relativt høje startgebyrer.

Stort sikkerhedsnet koster penge

For de høje startgebyrer, får man til gengæld en sikkerhed der er i top.

Tager vi bare et kig tilbage på IRONMAN Copenhagen i august, hvor en mandlig deltager pludseligt lå livløs i vandet og hurtigt måtte reddes på land, så vi et klart bevis på hvad man blandt andet betaler for.

Manden overlevede, men det er da kun takket være et stort og dygtigt sikkerhedsteam. Og naturligvis også vågne deltagere, der hurtigt får øje på mandens vanskeligheder. Uden dem, ville manden højst sandsynligt være omkommet i vandet ved Amager Strandpark.

Siger jeg så hermed at sikkerheden ikke er i top ved de mindre klubarrangerede stævner?

Overhovedet ikke. Dét jeg siger er, at sikkerhedsnettet i disse store stævner er så stort, fordi der er råd til at have dygtige og trænede livreddere tilstede. Og der er mange af dem.

En lille fortælling om hvordan IRONMANs pr-penge aldrig rigtigt kom dem selv tilgode

Én ting er sikkerhedsnettet. En anden ting er alle de mange penge, som de kommercielle stævnearrangører bruger på at lokke nye potentielle triatleter ind i sporten. Penge der ikke kommer ud af det blå, men i stedet også må hentes i pengepungen hos både deltagere og sponsorer.

Taler jeg udelukkende med udgangspunkt i mig selv, så var det da netop IRONMANs pr-arbejde der lokkede mig ind i sporten tilbage i 2012. Myten og fortællingerne om et vis stævne på Hawaii, var simpelthen for stærkt til at jeg kunne modstå at dufte til sporten.

Jeg gik straks i gang med at træne, udelukkende med ét formål. Jeg skulle kvalificere mig til Hawaii, og det var dét der drev mig i det første stykke tid.

Jeg kørte mit første tri-stævne som en sprint-distance i Aabenraa i august 2013 (jeg havde lige en del kilo der skulle af. Det har jeg i øvrigt også nu 😉 ), og lige med ét blev jeg fuldstændig bidt af sporten. Jeg trænede som en gal hele vinteren for at blive klar til et par sprint og olympiske distancer, og så lige med en enkelt halv-distance i Silkeborg i 2014.

Klar blev jeg, og jeg kørte 4:18:4 i Odense som mit første stævne i 2014. En uge efter kørte jeg kvart i Haderslev og yderligere to uger senere, kørte jeg en olympisk i Rødekro.

Hvad skete der så her?

Jeg blev bidt af de korte distancer. Jeg tænkte stadig at Hawaii var målet, men jeg synes rent faktisk at de korte distancer var sjove.

På den anden side af sommerferien kørte jeg en olympisk distance i Aabenraa, hvorefter det gjaldt min første halvdistance i Silkeborg nogle uger senere. Og netop Silkeborg skulle vise sig at blive både skelsættende og overraskende for mig selv.

Et par dage efter Silkeborg tænkte jeg nemlig én ting; kortdistance er sgu da sjovere at køre end de lange distancer. Ikke fordi jeg synes det gjorde for ondt at køre halv, tværtimod led jeg meget mere på sprint- og olympiske distancer, men fordi intensiteten ved kortdistance var meget mere tiltalende for mig.

Der tog jeg en beslutning. Jeg gider slet ikke køre halv og hel. Jeg droppede drømmen om Hawaii og satte mig for kun at fokusere på kortdistance.

Fik IRONMANs pr-strategi nogensinde én eneste krone ud af mig? Næh. Ikke en rød øre. Udover pengene fra Kronborg til året efter, som jeg havde tilmeldt mig før jeg kørte halv i Silkeborg og som jeg aldrig stillede til start i. Og naturligvis også mit startgebyr for at køre 4:18:4 i Odense.

Det vil altså sige at de markedsføringskroner IRONMAN havde proppet i at få mig ind i sporten, ikke rigtigt kom til at gavne dem. De kom i stedet til at gavne Rødekro Tri & Motion (der var den klub jeg var medlem af) og de non-kommercielle klubstævner jeg deltog i.

Jeg ved at jeg ikke er den eneste der har stået i samme situation. Jeg ved også at langt, langt størstedelen af dem der kommer ind i triathlon for at køre IRONMAN, også smutter forbi en lille portion non-kommercielle stævner før deres store dag.

Og bliver de bidt af sporten, hænger de også i og kombinerer de non-kommercielle stævner med de kommercielle i sæsonens løb. Jeg har endnu tilgode at møde en age group-triatlet der udelukkende kører halve og hele ironman-stævner uden også at køre et par kortere non-kommercielle stævner.

Det københavnske stævne der mere end fordoblede antallet af danske triatleter

Og min fortælling er blot én fortælling. Der er masser af andre lignende fortællinger derude i det danske og internationale tri-miljø.

Kigger vi isoleret set på Danmark, så er det ikke uden grund tri-sporten er blevet så stort.

Tilbage i januar skrev jeg denne artikel, hvor emnet handlede om én ting; hvor hastigt triathlon er vokset i Danmark på kun få år.

For kort at opsummere artiklen, havde Dansk Triatlon Forbund kun 2409 registrerede medlemmer i 2008. I 2009 annoncerede Thomas Veje Olsen (den senere direktør i IRONMAN Danmark) så, at der i 2010 skulle køres Challenge Copenhagen i de københavnske og nordsjællandske gader.

Og det fik antallet af registrerede medlemmer til at stige. Øjeblikkeligt. I 2010 var antallet af registrerede danske triatleter røget op på 3510, i 2011 var det oppe på 5407 og i 2012 på 5862.

Og i foråret 2013 skete det helt store så. IRONMAN havde købt YWS Sport – virksomheden bag Challenge Copenhagen – og det københavnske stævne kom nu til at gå under IRONMAN Copenhagen.

Lige med ét røg antallet af danske triatleter op på 8011 styks. Altså en stigning på 4500 triatleter på kun tre år, hvorefter der i de efterfølgende år nåede at komme yderligere 900 nye triatleter til (hvis man ovenikøbet fraregner dem der har forladt sporten i samme tidsrum).

En sådan stigning er kommet af to ting; et fantastisk pr-arbejde for både de kommercielle arrangørers og forbundets side, og et fantastisk arbejde i de danske klubber for at holde på medlemmerne.

De kommercielle arrangører udvikler nicher i dansk triathlon

Og så synes jeg også at debatten bør handle lidt om hvad de kommercielle arrangører ellers gør for triathlonsporten i Danmark.

XTERRA er et ligeså godt eksempel, hvor Running26 – firmaet bag XTERRA Nordic – har formået at skabe en blomstrende niche på den hjemlige triathlonscene.

For hvad var off-road triathlon i Danmark før XTERRA kom hertil?

Uden at have en voldsom stor indsigt i off-road verdenen, så er mit klokkeklare bud alligevel, at netop denne niche i dansk triathlon, er vokset eksplosivt siden det første danske XTERRA-stævne så dagens lys.

Derudover er swim-run disciplinen også hastigt voksende i Danmark, siden XTERRA Nordic med Running26 i spidsen introducerede disciplinen til deres program.

De kommercielle stævner giver penge i klubkasserne

Og så bidrager disse kommercielle stævnearrangører altså også med to væsentlige ting til det danske foreningsliv.

Den første er, at der stilles udstyr til rådighed til en række af de danske klubarrangerede stævner. Og den anden er, at når de store kommercielle stævner arrangeres, sker det med hjælp fra de danske foreninger.

En hjælp der i øvrigt gengældes med en god portion penge til de respektive foreningers klubkasser.

Er de kommercielle arrangører så alligevel djævlens værk?

Med alt det jeg her har nævnt, ser jeg derfor stadig ikke arrangører som IRONMAN Danmark, Challenge Danmark og XTERRA Nordic som noget skidt. Jeg ser dem tværimod stadig som en god ting for dansk triathlon.

Jo, de kommercielle arrangører er store og fylder meget. Og det er primært dem der løber med langt de fleste deltagere.

Men deres store arbejde for at få folk ind i triathlon, er altså ikke til at overse. Og det mener jeg altså er nødvendigt at tage med i betragtningen, når man dømmer dem som pengegriske og altdominerende.

Og tilbage til samarbejdet mellem IRONMAN Danmark og Karrebæksminde Triatlon. Så er der jo egentligt ikke rigtigt nogen – udover de to aktører selv – der ved hvad samarbejdet helt præcist kommer til at gå ud på.

Indtil da vil jeg se sådan et samarbejde som en god ting. Og tro mig, såfremt det skulle vise sig at være noget lodret lort, så vil Pastaparty.dk også være de første til at belyse problemet.

- Annonce -
DEL
Mit navn er Morten og det er mig der ejer Pastaparty.dk. Jeg startede Pastaparty.dk med det formål at skabe mere omtale i og om dansk triathlon. Samtidigt med min indsats her på sitet, svømmer, cykler og løber jeg selv en del, hvilket jeg blogger om på min egen hjemmeside mortenfalknielsen.com.

4 KOMMENTARER

  1. Rigtig godt skrevet Morten. Jeg er 100 % enig med det du skriver. De store stævner er helt klart med til at løfte sporten i DK, de har et PR apparat som D.Tri.F slet ikke råder over. Ja, det er dyrt, men jeg mener at det er pengene værd, set i lyset af hvad man får.
    Som du skriver har det stort betydning for klubberne, der oplever en massiv medlemstilgang, ja flere klubber har endda venteliste.
    Tilbage i 90ér oplevede vi i Fredericia i forbindelse med vores Ironman distance stævner at medlemstallet blev mange doblet. På 3 år gik vi fra at være et par og 50 medlemmer til over 300 medlemmer. Så ja, de store stævner er helt sikkert gavnligt for de enkelte klubber

    • Hej Ole, mange tak 🙂 Som du selv siger, så er tallene ikke til at tage fejl af. Hvordan klubberne så holder på medlemmerne, det er ikke stævnearrangørernes ansvar. Og i tilfældet med Fredericia, så tror jeg vist jeres succes med nogle af Danmarks største tri-talenter, bærer tydeligt præg af det arbejde i lavede tilbage i sidste århundrede (det lyder næsten vanvittigt at sige det sidste århundrede) 😉

  2. Hej Morten, interessant vinkel og jeg kan følge dig i mange af dine betragtninger om at de store stævner jo har skabt en imponerede (velfortjent) opmærksomhed og de er nogle toptunede eventmagere der får tingene til at spille. Jeg har selv haft fornøjelsen af at deltage i Jernmand i Fredericia tilbage i 1997, hvor der ingenlunde var samme tilskuereopbakning som i CPH. Har også deltaget i flere IM stævner, både i DK og udenlands. Dog ser jeg at mange af de små stævner bukker under, senest i det sønderjyske, hvor Rødekro, som jo var de første tilbage i 80’erne der arrangerede jernmand distancen, ikke længere har stævne på programmet. Haderslev var tæt på at aflyse og Åbenrå sløjfede den længste distance (OL distancen). Tilbage i 90’erne havde vi, de Sønderjyske klubber imellem, sydjysk cup, ofte sprintdistance, og hvor det gik på skift mellem klubberne. Ikke noget stort set-up, kunne klares med et par timers forberedelse og så fik vi ellers kæmpet mod og med hinanden. Jeg ser en tendens at meget er rettet mod de store stævner også for den enkelt udøver, hvilket har impact på tilslutningen til de små lokale “minestrimmel” stævner. Jeg er selv en af folkene bag ALSSUNDMAN, og vi mener vi har fået skabt en godt fundament for et godt race i rette omgivelser m.m. Men mange af deltagerne stiller høje krav om medaljer, t-shirts, forplejning før, under og efter. Alt sammen noget der er med til at skrue priserne i vejret samt krævet øget bemanding. Og for at få det til at køre rundt økonomisk så skal der også kunder i butikken. Og kan man ikke få det til at hænge sammen enten bemandingsmæssigt eller økonomisk, så aflives de mindre lokale stævner. Og det er synd. Triathlon i Danmark og på den lange bane er mere en IM Copenhagen (som jeg selv har deltaget i 3 gange).

    • Hej Peter. Jamen du har helt ret, mange mindre stævner må lade livet. Nu er jeg oprindeligt selv Rødekro Tri-dreng, så jeg kender jo folkene bag stævnet der måtte lukke. Jeg ved at de gjorde hvad de havde til rådighed for at gøre stævnet en succes, og målt på value-for-money, var de helt sikkert stærke. Men jeg ved også at Rødekro Triathlon ikke lukkede udelukkende pga. manglende deltagertilslutning – der er flere ting der spiller ind der.

      Jeg tror dog, at man som mindre aktør skal se lidt bort fra at efterligne koncepterne for de helt store stævner. For et sådan koncept kræver stensikkert høje startgebyrer, hvilket ingen vil betale for medmindre de virkeligt også får den helt store pakke.

      Jeg synes i har fat i den lange ende med Alssundman, og for jer handler det om at holde ved. Når først i har et par år på bagen (nu har i jo kørt løbet for anden gang i år), så skal tingene også nok blive hjulpet lidt mere på vej af den goodwill i har opbygget blandt deltagerne.

      Jeg tror at man som mindre aktør er nødt til at kigge lidt mere henimod et slags festival-lignende event, hvor man i stedet for at fokusere på den individuelle konkurrence, skaber noget for virksomheder. Jeg ved at i gør et stort stykke arbejde på den del med jeres hovedsponsor Broager Sparekasse, og kan man få flere virksomheder med ind over en slags kapløb, ville det hjælpe en del. Både på tilskuere og på deltagere.

      Sådan som et skud fra hoften, kunne man måske have 10 forskellige virksomheder der alle stiller med minimum 5 mand/kvinder. De bedste tre fra hver virksomheds sluttid kunne blive lagt sammen og så er vinderen den virksomhed der samlet har den bedste tid.

      Som noget helt andet, kunne de mindre arrangører også gå sammen om at lave en lille “liga” i stil med Club la Santa Sprint Cup’en, hvor man optjener point gennem 4-5 afdelinger fordelt over hele sæsonen. Det vil efter min overbevisning også give flere deltagere i hvert stævne.

      Og så tror jeg i øvrigt det er vigtigt at kommunikere ud til de mere krævende deltagere, at i som mindre arrangør ikke har mulighed for at tilbyde samme pakke som IRONMAN eller Challenge. Til gengæld tilbyder i et lavere startgebyr, der vel nok beløber sig i omegnen af en tiendedel af en billet til IM Copenhagen.

Skriv et svar