Tidligere i dag blev det klassiske og traditionsrige Jels Duathlon kørt i og omkring Jels. Kristian Høgenhaug og Kristine Arnborg Pedersen vandt begge med en betydelig margin hos henholdsvis herrerne og kvinderne.
Når det traditionsrige og klassiske Jels Duathlon bliver skudt i gang, er det et rigtigt godt tegn på at den danske tri-sæson nærmer sig. Det er nemlig oftest her at nogle af Danmarks bedste age groupere tester formen af under konkurrence før tri-sæsonen for alvor starter – og i dag var ingen undtagelse, da der var adskillige stærke navne på startstregen.
Hos både herrerne og kvinderne var vinderne sågar endda med i IRONMAN World Championship i Kona sidste år, hvor vinderen hos herrerne – Kristian Høgenhaug – vandt sølv i M25-29 og sluttede som tolvte bedste age grouper. I Kona blev Kristine Arnborg Pedersen – vinderen hos kvinderne – nummer 29 i F25-29.
Sådan forløb racet hos herrerne
Der var ikke rigtigt nogen der kunne hamle op med vinderen hos herrerne – Kristian Høgenhaug – i dagens Jels Duathlon. Efter fem kilometer løb, 44 kilometer cykling og fem kilometer løb kunne Høgenhaug krydse målstregen i tiden 1:38:43 – næsten tre minutter hurtigere end den nærmeste konkurrent, Mathias Vangsøe.
Hurtigst på de første fem kilometer løb var dog Christian Stounberg, der kunne nappe sin cykel i T1 efter at have løbet de fem kilometer i tiden 17:01. Lige omkring ni sekunder sekunder senere følger Oliver Korfitsen og yderligere omkring ti sekunder senere følger en to-mandsgruppe med Mathias Vangsøe og Marian Just Borsinski.
På de første fem kilometer løb kom Kristian Høgenhaug mere end et minut bagud i forhold til Stounberg. Men der skulle til gengæld ikke køres mange kilometer på cyklen, før Høgenhaug havde lukket hullet til de foranliggende og også sat dem godt og grundigt fra hjul.
Høgenhaug brager derudaf og tilbagelægger de 44 kilometer cykling i tiden 1:00:01, og så kan han ellers tage hul på de afsluttende fem kilometer løb med et forspring på knap fire minutter til de nærmeste konkurrenter.
Ingen af de stærkere løbere formår at få halet tilpas nok ind på Kristian Høgenhaug på de afsluttende fem kilometer løb, og han kunne dermed lade sig hylde som vinder af herrernes Jels Duathlon 2017. Mathias Vangsøe formår at få lavet et hul på 50 sekunder til Christian Stounberg på det afsluttende løb og blev dermed nummer to, imens Stouberg blev nummer tre.
Nummer fire blev Sebastian Ebbelin, imens Kristian Hindkjær rundede top fem af med sin femteplads.
Sådan forløb racet hos kvinderne
Også hos kvinderne blev det en ganske klar sejr til vinderen. Kristine Arnborg Pedersen brugte særligt cyklingen til at lægge distance til konkurrenterne, og det gjorde at hun kunne krydse målstregen som vinder hos kvinderne i tiden 1:57:37 – halvandet minut foran dagens nummer to, Mie Bruun.
Det var dog Mie Bruun der fik den bedste start, da hun var den første kvinde til at kunne tage sin cykel ud på de 44 kilometer cykling. Hun tilbagelagde nemlig de fem kilometer løb i tiden 20:40, som var 13 sekunder hurtigere end nærmeste forfølger, Line Bonde fra Odense Triathlon Klub. Kristine Arnborg Pedersen tabte faktisk her en del tid, da hun var 21 minutter og 53 sekunder om de fem kilometer løb.
Til gengæld havde Arnborg Pedersen væsenligt mere gang i den tohjulede, hvor hun var 1:13:03 om de 44 kilometer. Det var næsten præcist to minutter hurtigere end Bruun, der dermed på grund af længere tid i T1 havde brug for et ligeså godt løb nummer to for at vinde.
Kristine Arnborg Pedersen havde dog tydeligvis løbet og cyklet kontrolleret gennem både det første løb og cykelruten, for hun lykkedes med at splitte en to sekunder hurtigere tid på det afsluttende løb i forhold til det første løb, og da Mie Bruun var noget langsommere end Arnborg Pedersen, nemlig 25 sekunder, på det afsluttende løb, så var det Kristine Arnborg Pedersen der kunne krydse målstregen som vinder af kvindernes Jels Duathlon 2017.
Nummer to blev som bekendt Mie Bruun der krydsede målstregen 1:33 efter Kristine Arnborg Pedersen, imens Line Bonde rundede podiet af i tiden 2:03:29.
Resultater Jels Duathlon 2017
Herrernes resultater
1 Kristian Høgenhaug, Aarhus 1900 Elite Triathlon, 1:38:43
2 Mathias Vangsøe, Aarhus 190 Triathlon, 1:41:36
3 Christian Stounberg, Aarhus 1900 Elite Triathlon, 1:42:26
4 Sebastian Ebbelin, Fit & Sund Triathlon Horsens, 1:43:06
5 Kristian Hindkjær, Aarhus 1900 Triathlon, 1:43:41
Kvindernes resultater
1 Kristine Arnborg Pedersen, Holstebro Triathlon Klub, 1:57:37
2 Mie Bruun, Svendborg Triathlon Klub, 1:59:10
3 Line Bonde, Odense Triathlon Klub, 2:03:29
4 Bianca Klemmen, Skanderborg, 2:11:43
5 Christina Kjær, Odense Triathlon Klub, 2:13:12