Line Thams vinder DM Serien i Triathlon 2014
Line Thams vinder DM Triathlon 2014, Hotel Koldingfjord.
- Annonce -
Målet var at køre OL i Rio, men så kom der – efter hendes egne ord – livet i vejen. Nu vil hun i stedet prøve sig selv af på den halve ironmandistance. Pastaparty.dk har taget en snak med Line Thams om det missede OL og hvad hun egentligt vil med det der langdistance triathlon.

Det glippede OL

Hvis du har fulgt bare lidt med på Line Thams’ blog, så har der de seneste par sæsoner været både op- og nedture i Lines sportslige liv.

Det største og mest gennemgribende tema har været Lines forsøg på at kvalificere sig til OL. Som du sikkert allerede ved, så var Andreas Schilling den eneste danske triatlet til start i Rio. Det må dermed sige at det ikke lykkedes for den evige humørspreder Line Thams at kvalificere sig.

Blindtarmen der drillede

Optimismen hos Team Thams var ellers stor under opstarten af træningen efter offseason i slutningen af 2015. Ifølge Line selv, så var det måske endda den bedste vinter hun har haft som triatlet.

Men i december begyndte hun at døje med nogle mavesmerter. Hos lægen blev det slået hen med at der ikke var noget galt med infektionstallene, så hun fik nogle smertestillende piller og så skulle smerterne nok snart gå væk.

Men det gjorde de ikke og pludseligt kunne Line Thams ikke gå. Det viste sig at det var blindtarmen som var betændt ud over alle grænser. Og den skulle så ud.

Ud kom blindtarmen, men hvor det normalt tager et par timer at vågne op igen, var Line 20 timer om det. Og så var hun ellers indlagt i flere dage hvor hun stort set ikke lavede andet end at sove.

I gang med at træne igen

Men cool som Line nu er, mister hun ikke håbet og troen på OL. Selvom hun til at starte med nærmest må lære at gå igen, er hun hurtigt tilbage i træningstøjet. Men at være så hurtig tilbage i træningstøjet, havde også en risiko. Og det vidste Line godt.

- Annonce -

“Det var hundrede procent bevidst. Jeg vidste at hvis jeg skulle nå at blive klar til de sidste kvalifikationsstævner, så måtte jeg satse. Så jeg vidste godt at det ville være all or nothing,” fortæller Line Thams om den hårde træning for stadig at have en chance for at kunne kvalificere sig til OL.

Og det endte med at give nothing. Sådan da.

Det har taget lang tid at genfinde balancen

For det endte ganske vidst med at være for sent til at kvalificere sig til OL. Men i slutningen af maj var Line Thams til start til DM på sprintdistancen i det legendariske Tri på Tyren. Og her vinder hun DM-guld foran Michelle Vesterby og Maja Stage Nielsen. Men det er så også dét og Line måtte trække stikket helt for en periode derefter.

“Det har taget mig alt for længe at genfinde balancen, fordi jeg pressede for hårdt på efter operationen. Men da jeg endelig begyndte at køre race igen i maj og juni, kørte jeg egentlig ok resultater hjem. Men det føltes ikke som mig selv,” fortæller Line om den enorme træthed som havde hobet sig op.

Læs også:  Line Thams efter titelforsvaret på Tyren: Jeg var godt nok i zonen vil jeg sige

“I slutningen af juni fik jeg den kæmpe bøde, jeg nok selv havde bygget op, og havde halvanden måned med en krop fuldstændig ude af balance.”

Har det okay med ikke at komme til OL

Men Line Thams ligger ikke søvnløs over at hun ikke kom med til OL. Heller ikke selvom hun er skuffet over ikke at kunne opfylde sin målsætning. Og Line ved da også at det ikke kun er blindtarmens skyld, men at det er flere faktorer som har gjort at hun ikke stod på startstregen på Copacabana i Rio.

“For det første så vil jeg aldrig sige at blindtarmen var dét, der gjorde at jeg ikke kom med (til OL, red.). Der er mange ting, der add’er op. I bund og grund var blindtarmen en naturlig forhindring, som jeg ikke formåede at genfinde balancen efter,” fortæller Line om tankerne omkring hvorfor OL kvalifikationen glippede.

Men hun ved da også at blindtarmen ikke gjorde det lettere.

“Det var pænt dårlig timing, det vil jeg ikke lægge skjul på. Men jeg tror at jeg er afklaret nok til at vide, at jeg selv gjorde hvad jeg kunne.. Det gir en ro, selvom jeg er skuffet over ikke at være kommet i mål med min målsætning.”

Line Thams er tilbage på hesten igen

Efter at have været dødtræt og slet ikke følt at det var hende selv som trænede og konkurrerede i maj og juni, er Line nu tilbage på hesten igen. Og hun ved også at det var nødvendigt at holde en lille pause.

“Jeg trak stikket selvom det var midt på året. Og så fik jeg hvilet fuldstændig igennem,” fortæller Line og fortsætter;

“Jeg har stille og roligt fået bygget træningen op igen og de sidste 2-3 uger har været ret normale hvor jeg er kommet ind i en god rytme. At blive en lille bitte smule stærkere hver eneste dag. Der er intet der slår den følelse.”

De lidt længere distancer skal nu prøves

Nu hvor Line er ved at være back-in-business med træningen, har hendes fokus også ændret sig lidt. I stedet for kun at køre kortdistancestævner, vil hun nu også prøve sig selv af på den halve ironman distance. En distance hvor hun – som hun selv siger – er en rookie og hvor hun ikke aner hvor hun står.

Men tanken om at afprøve sig selv på den halve ironman distance kommer heller ikke ud af den blå luft.

“Eftersom Danmark har fået værtsskab på mesterskaber for nogle af de længere distancer de kommende år, leger jeg med tanken om at prøve at satse lidt på den distance. I en periode ihvertfald,” fortæller Line om grunden til hvorfor hun vil prøve at køre længere end hun er vant til.

Læs også:  To danske age group-medaljer på den olympiske distance ved VM i Rotterdam

Men det er ikke helt lukket og slukket med kortdistancerne for Lines vedkommende. Det hele skal nemlig ikke kun handle om halve jernmænd.

“Jeg elsker bare dynamikken i kort tri og jeg tror at jeg vil få svært ved at skære det helt bort. Det giver mig motivation og nogle kæmpe oplevelser,” forklarer hun og uddyber hvorfor hun også vil fortsætte med kortdistance i fremtiden;

“Kortdistance giver også noget fart i kroppen som ikke er helt dårlig eftersom de halve har tendens til at blive mere kompetitive og i højere grad blive domineret af tidligere kortdistance-specialister”.

Men hvor meget kortdistance har hun så lige tænkt sig at køre? Svaret fra Line er her meget klart.

“Af draft races tænker jeg at holde det nede på 3-5 races næste sæson. Så primært Grand Prix og Bundesliga. Medmindre selvfølgelig det viser sig at lang tri bare ikke siger mig en dyt. Så fortsætter jeg bare på kort,” fortæller Line med det sædvanlige smil på læben.

Træningen er ikke meget anderledes

Man hører tit om triatleter som siger at der ikke er den store forskel på træningen fra den olympiske distance til den halve jernmandsdistance. For Line Thams er der heller ikke den store forskel, udover at hun det sidste stykke tid har brugt ufatteligt meget tid på sin TT-cykel.

“Jeg har selvklart haft brug for at vænne mig til min TT Bike. Inden i sommers har jeg måske kørt fem ture på en enkeltstartcykel, og det er bare en helt anden position,” fortæller hun om tilvænningen til den nye cykel.

Med flere år udelukkende på racercykel i draftlegal triathlonstævner, har der virkeligt også været brug for at træne meget på TT-cyklen.

“Jeg har arbejdet meget med min bikefitter og min position er stadig ikke topnotch. Der sker næsten tilvænning hver gang jeg sætter mig op på cyklen lige nu. Så kort sagt har der bare været træning på TT fremfor roadbike.”

Løbetræningen er lidt anderledes

Til gengæld mærker hun en lille forskel i løbeskoene. De helt hårde løbeintervaller er nemlig skruet ned til fordel for nogle lidt længere løbeture.

“Jeg har aldrig løbet ture på mere end 16 kilometer tidligere. Men jeg er så småt ved at komme op på halvandentimes ture, modsvarende lidt mindre benhårde intervaller,” forklarer Line om den forskel hun selv mærker ved at træne til nogle lidt længere distancer.

Træningen lige nu er da heller ikke ligeså hård som da hun trænede for at kvalificere sig til OL. Men det ved hun til gengæld at det kommer igen.

“Lige nu træner jeg ikke så meget og så hårdt som jeg gjorde under OL-kvalifikationen,” fortæller Line om træningsmængden og fortsætter;

“Min krop havde tydeligvis brug for en lidt lettere periode efter at det er gået lidt vildt for sig de sidste to år. Men i det store og hele er der ikke den store forskel i forhold til hvad jeg har gjort tidligere. Min ugeplan ligner nok ikke en typisk langdistanceatlets, men der skal også tilvænning til. Så det er lige med at være tålmodig i starten.”

Læs også:  Begge danskere i top 5 i Rom: Line Thams nummer fire og Thomas Strange nummer fem!

Svært at sige hvad de nye mål er

Med et skifte fra udelukkende at fokusere på de korte distancer til nu at have et primært fokus på de længere distancer, er det for Line svært at sige hvad hende nye mål er. For som hun selv siger, så aner hun ikke hvor hun står henne i forhold til de andre langdistanceatleter.

“Jeg aner ikke hvad jeg kan, sammenlignet med de andre lige nu. Jeg aner for eksempel ikke hvad mine watttal er tilsvarende de andre pigers. Og eftersom jeg endnu ikke har gennemført 21 kilometer løb, aner jeg ikke hvad jeg overhovedet selv kan præstere tidsmæssigt på distancen. Eller om jeg synes det er nederen at køre med mig selv hele dagen lang på race day. Med så mange ubekendte faktorer, er det vildt svært at sætte et resultatmål,” fortæller Line til spørgsmålet om hvilken målsætning hun går ind med.

De store drømme har hun

Men drømme har hun da omkring fokusskiftet til de lange distancer. Omend hun også selv maner til fornuft.
“Jeg har en drøm om at kunne gøre mig gældende i verdenstoppen. Men altså, lige nu er det lidt som at sige at jeg gerne vil vinde den store bagedyst,” forklarer Line og uddyber;

“Jo, jeg kan da godt følge en opskrift og tænke kreativt, så jeg vil måske have potentiale for det. Men måske vil jeg i kampens hede være helt ved siden af.”

Med det vel nok sjoveste svar som undertegnede nogensinde har fået på et spørgsmål, forklarer hun da også at hun måske skal stilles det samme spørgsmål når hun har kørt en enkelt eller to halve jernmænd.

Jeg tror at jeg vil svare anderledes på spørgsmålet når jeg har kørt 1-2 halve. Lige nu er jeg pænt clueless og hundrede procent rookie. Og i princippet helt ude af comfort zone. Men det er nu også lidt sjovt,” fortæller Line med et smil.

Debuten på den halve ironman er nær

Heldigvis behøver vi ikke vente længe før at vi igen kan spørge Line om sine mål på den halve ironman distance. Hun skal nemlig køre sin første halve ironman til Ironman 70.3 Lanzarote allerede lørdag i næste uge.

Derudover har hun stensikkert Challenge Danmark på programmet næste år. Ikke kun fordi at det er det officielle ETU europamesterskab på den halve ironman distance, men også fordi at hun har et rigtigt godt forhold til racedirektøren Claus.

“Jeg har det super med racedirektøren Claus og teamet bag. Så jeg er ret sikker på at jeg vil støtte op om deres event, lige meget om jeg faktisk er god til halv eller bare skal have en lang træningsdag,” slutter Line Thams med en forklaring på hvorfor hun har lige netop Challenge Danmark i kikkerten.

Herfra Pastaparty.dk er der i hvert fald kun at ønske Line Thams held og lykke på Lanzarote i næste uge.

Foto: Line Thams

- Annonce -
DEL
Mit navn er Morten og det er mig der ejer Pastaparty.dk. Jeg startede Pastaparty.dk med det formål at skabe mere omtale i og om dansk triathlon. Samtidigt med min indsats her på sitet, svømmer, cykler og løber jeg selv en del, hvilket jeg blogger om på min egen hjemmeside mortenfalknielsen.com.

Skriv et svar