Foto: Brit Sørensen

Fire danske pro’ere stillede i dag til start på mellemdistancen i fladbaneracet Challenge Lisboa. Line Thams blev med en tredjeplads hos pro-kvinderne bedste dansker, imens både Thomas Strange, Michelle Vesterby og Chris Fischer også blandede sig i toppen.

Ikke mindre end fire danske pro’ere var i dag til start i Challenge Lisboa, der bød på høj sol og ikke mindre end et decideret fladbanerace. Allerbedst gik det for debutanten på distancen Line Thams, der formåede at svømme, cykle og løbe sig til en fjerdeplads i kvindernes pro-felt.

De tre øvrige danskere Michelle Vesterby, Thomas Strange og Chris Fischer holdte sig også fremme gennem de portugisiske strabadser, da de blev henholdsvis nummer 7, 8 og 11.

Vinderen hos pro-herrerne blev Joao Pereira (Portugal) og hos kvinderne blev det Lucy Charles.

Line Thams og Michelle Vesterby blev 3’er og 7’er hos kvinderne

Bedste danske resultat i Challenge Lisboa blev leveret af Line Thams, der foruden Cannes International Triathlon for to uger siden, aldrig har konkurreret over længere distancer end OL-distancen.

Det på trods formåede Thams alligevel at hamre igennem de 1900 meter svømning, 90 kilometer motorvejscykling og 21,1 kilometer løb, og hun hamrede det så godt at hun på målstregen fik sig en meget, meget smuk tredjeplads. Thams’ sluttid blev 4:18:20, hvilket var knap 11 minutter efter vinderen Lucy Charles (Storbritanien) og godt og vel 4,5 minut efter Vanessa Fernandes (Portugal) der blev nummer to.

8,5 minut efter Line Thams kom næste kvindelige danske pro i mål, da Michelle Vesterby krydsede målstregen i tiden 4:26:56 som nummer 7. Umiddelbart så det dog ikke ud til at det har været den allermest perfekte dag for Vesterby, da hun normalt slutter i en hurtigere tid på distancen end hun gjorde i dag.

Det kan dog også have noget at gøre med at hun lige nu er midt i et voldsomt træningsload fremimod ETU European Championship.

Thomas Strange og Chris Fischer nummer 8 og 11 hos herrerne

På trods af et styrt på en træningslejr for kun få uger siden, lykkedes det alligevel landsholdstriatleten Thomas Strange at placere sig som nummer 8 i herrernes pro-felt. Strange brugte 3:51:10 på at komme igennem hele ruten i Lissabon, og havde han været knap knap seks minutter hurtigere, havde han kunne stille sig på det nederste trin på podiet.

Alt andet lige tegner det dog godt for Stranges muligheder for en topplacering til EM i Herning i næste måned.

Også Chris Fischer formåede at være med fremme, da han med en tid knap tre minutter efter Thomas Stranges, krydsede målstregen som nummer elleve – kun 1:21 fra en gylden top-ti placering.

Resultater Challenge Lisboa 2017

Kvindernes resultater

1 Lucy Charles, Storbritanien, 4:07:24
2 Vanessa Fernandes, Portugal, 4:18:58
3 Line Thams, Danmark, 4:18:20
4 Alice Hector, Storbritanien, 4:19:21
5 Sofie Goos, Belgien, 4:20:37

7 Michelle Vesterby, Danmark, 4:26:54

Herrernes resultater

1 Joao Pereira, Portugal, 3:41:23
2 Christian Kemp, Australien, 3:44:53
3 Patrick Dirksmeier, Tyskland, 3:45:17
4 Bruno Pais, Portugal, 3:45:17
5 Jaroslav Kovacic, Slovenien, 3:45:18

8 Thomas Strange, Danmark, 3:51:10
11 Chris Fischer, Danmark 3:54:00

Alle resultater fra Challenge Lisboa kan ses her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre, jeg har et ansvarsfuldt og tidskrævende lederjob i detailbranchen og så dyrker jeg triathlon i min fritid, sideløbende med at jeg forsøger at opdatere bare lidt her på siden.

Skriv et svar