Tilbage i 2012, var svenske Lisa Nordén millimeter fra, at blive olympisk mester i triathlon. I en utroligt tæt duel med Nicola Spirig om sejren, som på målstregen måtte afgøres ved hjælp af målfoto, tabte Nordén kun lige sejren, og siden da, har vi på grund af skader, ikke set meget til den svenske ITU-stjerne. Nu afslører hun selv, at hun har kig på de længere distancer – men ikke før hun – forhåbentligt – slutter kortdistance-karrieren af med manér på hjemmebanen i WTS Stockholm.

Vil levere et superrace på hjemmebane før skiftet til de længere distancer

I et nyligt offentliggjort interview med SVT.se, offentliggjorde Lisa Nordén, at hun i 2018 vil skifte de korte distancer ud, med de lidt længere af slagsen. Der er dog stadig lige noget, som hun håber at kunne nå, inden racercyklen bliver skiftet ud med en decideret tri-cykel – at slutte på toppen, på hjemmebanen, i World Triathlon Series-afdelingen i Stockholm til august.

– “Det er en drøm at levere et super race i Stockholm,” fortæller Lisa Norden til SVT.se.

Det norske landshold skal hjælpe hende med træningen

Meldingen fra Lisa Nordén kommer efter, at hun tilbage i august sidste år, blev nummer 16 i Rio. Det var langt fra den placering hun havde drømt om, men en lang periode med skader, og et efterfølgende hårdt program for at blive klar til racet i Rio, havde sat sine spor.

Derfor er fokus nu på, at få genopbygget kroppen, så den igen er klar til at konkurrere på absolut topniveau. Og lige netop til det, er Nordén begyndt at samarbejde med det norske landshold, som har en helt anden tilgang til træning, end hun er vant til hjemme i Sverige.

– “De arbejder mere videnskabeligt, og jeg kommer til at få mere data til, at få flyttet min tærskel højere op,” siger Nordén i samme interview.

Træningsniveauet bliver dog kun trappet stille og roligt op, og selvom hun foreløbigt har sat sig for at være tilbage i konkurrence til maj, så er hun også fast besluttet på, at kroppen kommer i første række. Derfor er hun også parat til, at udskyde sin sæsonåbning, såfremt kroppen kræver det.

– “Jeg lytter til min krop, og jeg vil arbejde ud fra hvad den fortæller mig. Hvis jeg ikke er klar til det i maj, kommer jeg til at åbne min sæson senere.”

Tokyo-døren er stadig åben

Præcis hvornår Lisa Nordén vender tilbage til konkurrence, kan med hendes egne udtalelser, derfor være svært at forudse. Sikkert er det dog, at hun i sine forberedelser til at køre halve jernmænd i 2018, vil deltage i de svenske mesterskaber i enkeltstart. Altså i landevejscykling.

Og skulle det vise sig, at Nordén ikke finder sig tilrette på de længere distancer, så har Sveriges Olympiske Komité givet lovning på, at hun stadig vil være en oplagt svensk deltager i OL i Tokyo i 2020.

– “Det er på alle måder planen, at Rio blev mit sidste OL. Og jeg har talt med SOK (Sveriges Olympiske Komité, red.) om det. De siger, at skulle det føles rigtigt, og hvis jeg tænker på at komme tilbage til de korte distancer senere, så er døren til OL i Tokyo ikke lukket,” slutter Lisa Nordén.

Bliver Lisa Nordén den største konkurrent til Daniella Ryf?

Lisa Nordéns udmelding om, at skifte over til de længere distancer, kommer efter at både Alistair Brownlee og Javier Gomez, også har offentliggjort, at deres fokus de næste par år, vil bære præg af langdistance-triathlon.

Én ting er dog hvad de to herrer giver af ny konkurrence i det professionelle herrefelt. En anden ting er dog, hvad Nordén kommer til at betyde i kvindefeltet.

Det er ikke nogen hemmelighed, at den mest dominerende kvinde for tiden, er den dobbelte Hawaii-vinder, Daniella Ryf. På mange måder minder Ryf og Nordén om hinanden som atlettype, hvor både svømning og cykling, er deres begges stærkeste kort.

Det spændende bliver så nu, om Nordén om et par år, kan være den kvinde, som bryder Ryfs dominans. Det må tiden vise, men skulle Nordén komme tilbage til sin tidligere storform, og skulle de lange distancer passe hende bedre, så er hun i hvert fald et oplagt bud til at være Daniella Ryfs største konkurrent, indenfor de næste par år.

 

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply