Tre danske pro-kvinder har allerede sikret sig adgang til IRONMAN World Championship på Hawaii til oktober. Det gjorde de ved at have sikret sig point nok til at slutte blandt de 28 bedste i det såkaldte juli-cut off. Men en fjerde dansk kvinde kan meget vel også kvalificere sig i det næste cut-off, det tror hovedpersonen Tine Holst selv på.

Tine Holst ligger nemlig rigtigt godt i svinget i kapløbet om de sidste Kona-pladser, hvor de sidste syv kvinder bliver fundet i det såkaldte august cut-off.

Ifølge reglerne i KPR (Kona Point Rankings) fungerer det nemlig sådan, at blandt de kvinder der ikke opnåede kvalifikation senest den 30. juli, kæmpes der om de resterende pladser indtil udgangen af august måned.

Og det er lige netop i denne kamp at det ser rigtigt godt ud for Tine Holst, der sikrede sig en god portion point til samlingen ved at blive 2’er i IRONMAN Switzerland for lidt over en uge siden.

Således er hun lige nu placeret som nummer 38 i KPR, men da en lille portion kvinder der ligger foran Tine enten er automatisk kvalificeret eller har meddelt at de ikke vil tage imod et Kona-slot, så ligger Tine Holst altså – ifølge Trirating.com – nummer 31. Og det er en rigtigt god position, taget i betragtning af at der kun er meget få seriøst pointgivende IRONMAN-stævner tilbage. Det er IRONMAN Hamburg i den kommende weekend og IRONMAN Copenhagen i næste.

Dermed føler Tine sig også ganske overbevist om at Kona-kvalifikationen nok skal være i hus for i år. Også selvom hun vælger ikke at stille til start i flere IRONMAN-konkurrencer i august for at samle point. Det fortæller hun selv i en telefonsamtale med Pastaparty.dk.

– Jeg kører ikke flere race for at samle point, da jeg ellers bare ville køre mig træt før Kona. Thorsten fra Trirating (generelt super dygtig og meget god til at forudsige konkurrencers udfald, red.) mener det ser rigtigt godt ud for mig med et Kona-slot i august, fortæller Tine Holst til Pastaparty.dk.

– Jeg er tilfreds med de 4296 point jeg har samlet i et lidt sværere år for mig end 2016, da jeg desvære blev syg med influenza lige der hvor jeg havde trænet mig i topform i maj-juni og skulle samle mine vigtige point. Måtte stoppe da jeg ikke kunne levere på Lanzarote. Derefter fik jeg kun en syvendeplads i Asia-Pacific Championship, ikke helt optimalt med rester af sygdom og kun 3 uger efter Lanzarote.

Generelt har denne sæson indtil videre været sværere for Tine i forhold til sidste år. Hun kunne starte sit forsøg på at kvalificere sig til Kona 2016 allerede i september ’15, og med sejren i IRONMAN Lanzarote i maj sidste år, havde hun endegyldigt skaffet sig point nok (mere end 5.000) til at det ville være næsten fysisk umuligt for de øvrige kvinder at vælte hende af pinden i KPR. Hun kunne dermed tage den lidt mere med ro frem til Hawaii.

I år er historien dog en lidt anden, for med sin 21. plads i Kona sidste år, fik hun ikke tjent mange point til samlingen i forhold til dette års kvalifikation. Derfor tog hun kort derefter til Malaysia, hvor hun tjente en god portion point med en fjerdeplads, hvorefter hun holdte sig en lang sæsonpause.

Håbet var så endnu en sejr på Lanzarote i år, men på grund af sygdom, måtte hun udgå på det afsluttende marathon. Det betød ét race mindre at skaffe point i, hvor hun med fortsat en smule sygdom i kroppen tog til Cairns for at køre IRONMAN Asia-Pacific Championship.

Det blev til en syvendeplads og færre point end håbet, og så skulle det afgørende forsøg gøres ved IRONMAN Switzerland. Hendes andenplads her sikrede hende 1600 point – og det var så dem der gjorde, at hun i skrivende stund har indkørt knap 4300 point til samlingen.

Tine Holst vælger dog selv at forholde sig positivt til det, selvom hun gerne medgiver at sæsonen ikke er forløbet som håbet.

– Nogle sæsoner går bare bedre end andre. I sidste sæson var jeg allerede kvalificeret til Kona i maj, og i år er det endnu ikke helt sikkert. Jeg tror alligevel på at det nok skal lykkes. Don’t stop believing, slutter Tine Holst.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply