Tri-verdenen var i nat vidne til to suverænt nye ruterekorder, da Patrick Lange og Daniela Ryf forsvarede deres VM-titler på Hawaii. Blandt de danske pro’ere, fik Maja Stage Nielsen det bedste resultat med en femtendeplads.
Det så ellers længe ud til at det skulle være Helle Frederiksen der skulle være hurtigste danske pro-triatlet. Under svømningen var det nemlig suverænt Lucy Charles der var først oppe af vandet med Lauren Brandon efter sig, efterfulgt af en firemandsgruppe med Helle Frederiksen.
Ude på cykelruten skete der dog relativt hurtig samling, så en stor forfølgergruppe med både Helle Frederiksen og Michelle Vesterby iblandt blev dannet.
Ude omkring vendepunktet i Hawi begyndte der så småt at blive dannet små huller, hvor Vesterby desværre mistede kontakten med gruppen. Helle var dermed eneste dansker tilbage i den store forfølgergruppe, men på den fjerdedel af cykelruten, var det som om, at distancen efterhånden var begyndt at sætte sig i Helles ben.
Også hun mistede kontakt med gruppen der efterhånden var splittet op i flere dele. Og så kunne Helle tage hul på det afsluttende marathon som 17’er.
Bagved kæmpede Michelle for at holde sig kørende, hvilket gjorde at hun kunne stille cyklen som nummer 24. Og slutteligt – for cyklingen i hvert fald – kunne Maja Stage Nielsen slippe sin cykel i T2 som nummer 30.
Ude på løbet fik Helle hurtigt fornuftig fart i benene, men måtte undervejs nok også sande, at de seneste par ugers manglende løbekilometer har sat sine spor. Til gengæld fik Maja Stage Nielsen stille og roligt løbet sig op igennem først top 30 og dernæst top 20.
Et par kilometer før målstregen var der så kontakt imellem de to danskere da de lå henholdsvis 15’er og 16’er. Og så fortsatte Maja Stage Nielsen ellers videre i mål, som hun nåede i tiden 9:10:21 som nummer femten, halvandet minut før Helle Frederiksen der blev nummer seksten.
Michelle Vesterby fik også kæmpet sig hele vejen til målstregen, på trods af ikke umiddelbart at have ramt en af de gode dage. Hun slutter i tiden 9:27:56, der gav hende en placering som nummer 27.
Ingen kunne dog overhovedet røre Daniela Ryf, der slog sin egen tidligere ruterekord med mere end 20 minutter. Den gamle tid fra 2016 var på 8:46:46, imens Ryf i dag nappede sejren i tiden 8:26:16!
Hos herrerne blev det heller ikke rigtigt en god dag for Jens Petersen-Bach, der måtte kæmpe sig igennem Hawaii-racet i den bagerste halvdel hele vejen. Til slut endte det en placering som nummer 34 i tiden 8:40:08.
Patrick Lange vandt for andet år i træk, efter at have sat ny ruterekord med en suverænt hurtig tid på 7:52:39. Ni minutter hurtigere end sin egen ruterekord fra sidste år.